Nyt FN-klimacenter til Danmark

Forfatter billede

FNs nye Center for Klimateknologi (CTCN) bliver placeret i FN Byen i Københavns gamle Frihavn. Det giver Danmark en unik international position indenfor grøn vækst, siger udviklingsministeren.

Klimateknologicentret skal bistå udviklingslandene med at udnytte den bedst mulige teknologi for at modvirke klimaforandringerne og fremme klimatilpasning, fremgår det af en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet mandag.

FN besluttede at oprette centret under klimatopmødet i Cancun i 2010. FN’s Miljøprogram (UNEP) blev herefter udvalgt som værtsorganisation for centret.

Det flytter ind i FN Byen sidst på året.

Det er udvik-lingsminister Christian Friis Bach (R), der har stået i spidsen for regeringens arbejde med at skaffe centret til Danmark. Han er glad for, at det lykkedes.

”Klimateknologi-centrets placering i den nye FN By er en stor sejr for Danmark”, siger Friis Bach og lægger til:

“At Danmark bliver centrum for denne vigtige klimaindsats betyder, at vi kan give et solidt bidrag til kampen mod klimaforandringerne og for klimatilpasning i udviklingslandene. Det vil give Danmark en unik international styrkeposition indenfor grøn vækst, og det kan blive til gavn for både dansk viden og danske virksomheder”.

UNEP har i forvejen koncentreret en stor del af sine energiaktiviteter på UNEP Risø Centeret under DTU (Danmarks Tekniske Universitet).

Regeringen arbejder dertil for, at et nyt center for energieffektivitet også placeres i FN Byen i København. Det etableres under FN-generalsekretærens initiativ ”Bæredygtig Energi for Alle”.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) glæder sig også over FNs beslutning:

”Klimateknologicenteret passer perfekt til Danmarks unikke kompetencer og position på klima- og energiområdet. Hvis vi skal bremse klimaforandringerne, er det vigtigt, at vi hjælper u-landene til at finde de bedste løsninger”.

“Derfor bliver centrets arbejde betydningsfuldt, og jeg er stolt over, at det placeres i Danmark,” siger han.

Chefen for UNEP, eksekutivdirektør Achim Steiner, finder, at FN Byen er et oplagt hjemsted for Klimateknologicentret:

”Danmark er trendsætter for nye standarder for ressourceeffektive bygninger og blandt de ledende lande inden for ren energi.”

“Det er bl.a. den danske regerings fortjeneste igennem sin politiske og økonomiske støtte, at det har været muligt at oprette centret nu,” anfører Steiner.

UNEP har hovedsæde i Nairobi i Kenya.

Yderligere oplysninger hos:
John Christensen, UNEP Risø Centret, tlf.: 40 17 83 57
Chefkonsulent Christoffer Bertelsen, kontoret for grøn vækst,
Udenrigsministeriet, tlf. 33 92 15 30

Se mere om den nye FN By i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-01-13/f-rste-etape-af-k-benhavns-nye-fn-st-r-klar-ved-re