Når EU i disse dage reviderer direktiverne for den europæiske biobrændstofpolitik, bør EU undlade at skabe incitament for, at virksomhederne går på jagt efter jord i udviklingslandene. Det mener Alexander Ege, politisk rådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke.
Prøv at forestille dig, at du, i forsøget på at gøre noget ved klimaforandringerne, kom til at indføre en politik, der betød, at fattige mennesker mistede retten og adgangen til deres jord, at fødevarer blev brugt til brændstof fremfor til at brødføde verdens fattige og generelt var med til at drive priserne på fødevarer op.
Du havde måske ikke forestillet dig, at den politik, som du indførte med gode intentioner, ville have alle disse dårlige konsekvenser. Men det ved du nu. Og derudover får du at vide, at den førte politik har minimal effekt i for-hold til at afværge klimaforandringerne.
Så er det logiske vel at få ændret den politik?
Det er mere eller mindre den situation EU står i lige nu.
I 2009 blev to direktiver vedtaget, der tilsammen reelt set udgør EU’s biobrændstofpolitik. Direktiverne fastslår, at transportsektoren skal bruge 10% vedvarende energi i 2020. 9 ud af disse 10 procent vil blive opfyldt med 1. generations biobrændstoffer produceret på fødevarer.
Det er det, vi i Mellemfolkeligt Samvirke kalder madbenzin.
EU har dermed skabt incitamenter for virksomheder til at gå på jagt efter jord i udviklingslande – det kræver nemlig meget plads at producere bio-brændstof, mere end vi har i EU.
Denne jordjagt er desværre ikke noget, der kommer de fattigste til gode, tværtimod er der mange eksempler på, at de mister deres eksistensgrundlag, når de internationale firmaer gør deres indtog.
Heldigvis har EU muligheden for at rette op på disse forhold. De to direktiver er nemlig under revision. Så i disse dage er EU’s regeringer, Rådet, og Europaparlamentet i gang med at blive internt enige om, hvordan en sådan revision skal se ud.
Det eneste ansvarlige ville være at indsætte et loft i begge direktiver over, hvor meget 1. generations biobrændstof, der må bruges, med henblik på at få det faset helt ud.
Derudover er der et stort behov for at få inkluderet de indirekte arealanvendelser (Indirect Land Use Change), i vurderingen af hvilke bio-brændstoffer, man bruger.
Danmark, med klima- og energiminister Martin Lidegaard i spidsen, kæmper heldigvis for disse sager. Første skridt er, at erkende man har et problem – det skridt har EU taget.
Næste skridt er at få gjort noget ved det. Nu er det EU, der skal stoppe madbenzin.
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev
