Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk
Brasilien har gennem længere tid vist store fremskridt med oprindelige folks rettigheder og reducering af afskovning, men flere mener, at det igen går den gale vej under den nye præsident.
Brasiliens regering havde i forrige uge to gode nyheder. De blev begge offentliggjort d. 5. juni på den Internationale Miljødag.
For det første kunne regeringen stolt præsentere tal, der viser, at afskovningen i Amazonas aldrig har været lavere. Desuden brugte præsidenten, Dilma Rousseff, anledningen til at annoncere nye arealer, der officielt vil blive klassificeret som oprindelige folks områder.
Det tyder altså på, at Rousseff, der overtog magten i 2011 efter den populære “Lula” da Silva, fører en progressiv politik, der skåner både skov og oprindelige folk.
Det er bare ikke rigtigt det billede, der tegner sig, hvis man kigger under overfladen ifølge flere iagtagere.
“På et pressemøde i dag (onsdag 5. juni, red.) i Brasilia, offentliggjorde regeringen gamle tal for afskovning og sene planer til at bekæmpe klimaforandringer i et forsøg på at male et skønmaleri, der viser, at alt er fint i Amazonas”, skriver Greenpeace.
“Dette er langt fra sandheden”, lyder det tilføjende i presssemeddelelsen.
Afskovning stiger igen
Brasilien kan ellers fremvise imponerende resultater af en national plan mod afskovning, der blev igangsat i 2004. Ifølge Mongabay har landet reduceret udledninger af drivhusgasser med 39% mellem 2005 og 2010. Udledningerne er nu 10% under niveauet i 1990.
Det skyldes udelukkende, at Amazonas bliver fældet i en lavere hastighed, for udledninger fra energisektoren er steget markant.
Der skulle derfor være meget at fejre på den Internationale Miljødag, men Greenpeace kritiserer regeringens valg af tal, der kun omfattede perioden mellem august 2011 og juli 2012.
“I stedet for at præsentere gamle nyheder skulle den brasilianske regering have brugt den Internationale Miljødag til at forklare, hvordan de vil forholde sig til den nuværende stigning i afskovning, som nyligt offentliggjort data baseret på satellit-fotos viser”, skriver Greenpace i pressemeddelelsen.
Mange af årsagerne til, at Amazonas-regnskoven igen bliver reduceret i hastigere tempo er ganske simpelt den politik, der bliver ført.
I 2012 blev en ny skovlov vedtaget, og selvom Rousseff nedlagde veto mod nogle af de allermest kontroversielle punkter, har kritikken af loven været benhård.
Ifølge IWGIAs årlige statusrapport giver loven mulighed for at fælde skov på yderligere 91000 hektar, der før var fredet.
Desuden skal man i løbet af de næste uger stemme om at ophæve et forbud mod dyrkning af sukkerrør til biobrændstof i store arealer af regnskoven. Flere organisationer frygter iføge Mongabay, at dette vil accelerere afskovning betydeligt.
Oprindelige folk under pres
De oprindelige folk, der ofte bor i regnskoven, er ligeledes truet af den eskalerende afskovning i horisonten.
I denne uge valgte direktøren for FUNAI at trække sig, skriver Survival International. FUNAI er Brasiliens agentur for oprindelige folk, og er bl. a. ansvarlig for at beskytte oprindelige folks rettigheder samt sørge for at overdrage dem retten til deres traditionelle territorier.
Der er spekulationer om, at beslutningen skyldes regeringens politik omkring oprindelige folk. Regeringen er netop i færd med at ændre i processsen for overdragelse af retten til territorier for oprindelige folk, således, at noget af magten flyttes fra FUNAI og over i Kongressen, skriver Survival International.
Dette vil betyde, at lobbyvirksomhed fra landbrug og industri får mere vægt i afgørelser om oprindelige folks traditionelle territorier, skriver organisationen endvidere. Oprindelige folk har ifølge landets forfatning ret til deres traditionelle områder.
Nu diskuterer man også en lov, der vil forbyde yderligere udvidelse af disse territorier. Desuden har man truet med at trække støtten til Organisationen af Amerikanske Stater, fordi den Inter-Amerikanske Menneskerettighedsdomstol har kritiseret det store dæmningsprojekt i Belo Monte, der vil være en trussel mod oprindelige folk i området.
“Den nuværende regering forsøger at påtvinge os deres kolonialistiske og dominerende stil. Den har skabt uafvendelig skade på oprindelige folk ved at bruge love og dekreter, hvoraf mange er ukonstitutionelle”, hævder COIAB, en koordinerende organisation af oprindelige folk, ifølge Survival International.
Der er massser af røre blandt miljøfolk og oprindelige folk i landet. Ikke mindst dæmningen ved Belo Monte har skabt oprørstemning. Der er frygt for, at projektet vil oversvømme en stor del af oprindelige folks territorier.
Præsidenten er da også faldet i en ny meningsmåling til den laveste opbakning, der endnu er målt. 57% af Brasiliens befolkning støtter Rousseff ifølge målingen, der er refereret af Bloomberg.
Læs artikel fra Survival International her: http://www.survivalinternational.org/news/9303
Læs pressemeddelelse fra Greenpeace her: http://www.greenpeace.org/international/en/news/Blogs/makingwaves/government-uses-one-day-of-year-to-cover-sham/blog/45457/
Læs IWGIAs årsrapport her med afsnit om Brasilien: http://www.iwgia.org/publications/search-pubs?publication_id=613