Kirkelig NGO får fem millioner til aids-arbejde i Liberia

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Dansk Ethioper Mission og Den lutherske Kirke i Liberia har fået bevilget fem millioner kr. til aids-bekæmpelse. Pengene kommer fra Danida gennem Civilsamfundspuljen og støtter arbejdet for hiv-smittede i to et halvt år.

Dansk Ethioper Mission (DEM) har støttet Den lutherske Kirkes arbejde med aids-forebyggelse i det fattige vestafrikanske land de sidste ti år. Kirken har bl.a. udviklet en model for rådgivning og testning, som er blevet antaget som den liberianske regerings politik på området.

I det sidste årti er der etableret 40 lokale støttegrupper, hvor folk, der lever med virussen, får hjælp til selvhjælp, skriver DEM i en pressemeddelelse.

Støttegrupperne rådgiver og oplyser om hiv/aids i deres lokalsamfund, og mange af dem er udsprunget af kirkens lokale menigheder, fordi man så et behov for at hjælpe lokalsamfundet mod aids-epidemien.

Der er gerne præster eller folk fra menigheden med i grupperne, hvis medlemmer ikke nødvendigvis selv er hiv-positive.

De 15 stærkeste støttegrupper har udviklet sig til selvstændige, samfunds-baserede organisationer som Den lutherske Kirkes aids-afdeling arbejder sammen med i projektet.

Styrke indsatsen og skabe varig forandring

Pengene fra Civilsamfundspuljen skal bruges til at styrke selvhjælpsgrupperne for folk, der lever med hiv og aids, så de bliver i stand til fremover selvstændigt at hjælpe andre, der lever med hiv i deres lokalsamfund. 

Målet er at der frem til udgangen af 2015 skal holdes 20.000 oplysningsmøder om hiv/aids, og at 100.000 unge og folk i risikogruppen vil få mere viden om hvad aids er, og hvordan man undgår lidelsen. Projektet arbejder i ni af Liberias 15 amter.

Desuden er der via tidligere projekter etableret 12 selvhjælpsgrupper for hiv-smittede (People Living with HIV, PLHIV) i Liberia. Selvhjælpsgrupperne har efterfølgende organiseret sig i en forening, der bl.a. har været involveret i formulering af en ny national lov om borgeres rettigheder i forbindelse med hiv.

Det nye projekt vil gennem PLHIV-foreningen arbejde på at gøre denne nye lov kendt og håndhævet, og man vil følge op med at dokumentere tilfælde af diskriminering af hiv-smittede samt voldtægtssager for at benytte disse i fortalerarbejdet.

Her igennem forventer projektet at hjælpe 2.000 hiv-smittede og deres familier og skabe holdbare forandringer.

Skulderklap

“Det nuværende aids-projekt udløber 31. juli i år. Derfor var det en stor glæde at vi nu har fået denne bevilling fra en donor som vi normalt ikke bruger. Det er samtidig et stort skulderklap, der bekræfter arbejdets kvalitet, at vi kan få bevillingen”, siger Jakob Swartz, sekretær for international mission i Dansk Ethioper Mission.

Det er Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U), der har udarbejdet ansøgningen på vegne af Dansk Ethioper Mission, og DMR-U vil også følge op på projektet der løber fra 1. august 2013 til 31. december 2015.

Gennem alle årene har kirkens aids-arbejde i Liberia været finansieret af Danida-midler formidlet af Dansk Ethioper Mission gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

I alt handler det om næsten 20 millioner kroner i 2003 – 2013. Bevillingen til det nuværende projekt, der udløber nu, var på godt 13,5 millioner over fem år.