Unge fra Syrien kæmper for at finde deres egen mening med det nye liv i Syriens nabolande. Men det er svært. Selv for dem, der er heldige at bo uden for de store lejre.
”Jeg føler mig fortabt. Her er der ingenting, jeg kan gøre,” siger Somar. Udenpå ligner han en helt almindelig 19-årig med cowboybukser og t-shirt. Men inden i sig bærer han på splinterne fra krigen i Syrien. Fire røntgenbilleder afslører granatsplinter forskellige steder i Somars venstre ben, lår og hofte.
Røntgenbillederne bliver hevet op af en efterhånden godt krøllet papirspose og vist frem omkring sofabordet. Nogle er af Somar, andre af hans storebror på 24 år, som blev skudt i rygsøjlen af en snigskytte, da han forsøgte at desertere fra den syriske hær. Storebroren er på hospitalet nu. Billederne af de to brødres skader forklarer, hvorfor familien befinder sig i en lille lejet lejlighed i Zarqa i nabolandet Jordan og ikke hjemme i Homs.
Flygtede efter angreb
”Jeg stod uden for vores hus sammen med mine venner. Det havde været en rolig nat, der havde ikke været nogen overflyvninger, og det var der ellers altid, så vi tænkte, det var i orden at gå udenfor i stedet for at være nede i kælderen hele dagen,” forklarer Somar.
Men ud af stilheden kom et uventet bombeangreb. Det ramte Somar og syv af hans venner. Fire af dem er døde nu. Den dag, for et år og tre måneder siden, besluttede familien at forlade Syrien, deres hus og deres store bil. Først hjalp den frie syriske hær familien til Deraa i det sydlige Syrien. Derfra gik de til fods over grænsen. Først Somars mor og moster, og om natten fulgte Somar og hans far efter ind i nabolandet Jordan.
I alt har over en halv million syriske flygtninge krydset grænsen til Jordan. Den store Zaatari-lejr, som åbnede i 2012, få måneder efter Somar og hans familie flygtede fra Homs, er på rekordtid blevet verdens næststørste flygtningelejr, p.t. med omkring 140.000 indbyggere. Endnu flere syrere er flygtet illegalt udenom den syriske grænsekontrol. De bor nu stuvet sammen i lejligheder og klarer sig så længe sparepengene og jordanernes gæstfrihed varer ved.
Plaget af smerter
Men uanset hvor meget Somar kigger på billederne af de små metalsplinter, som langsomt bevæger sig rundt i hans muskelvæv og lammer hans nerver, så han efterhånden har mistet følelsen i den ene fod, virker situationen meningsløs.
”Nogle dage, ville jeg bare ønske, jeg kunne dø. Jeg vil tilbage til Syrien, det er det eneste, der kan give mit liv mening,” siger han. På grund af granatsplinterne kan han ikke løbe eller spille fodbold mere, og han har besvær med at holde tunge ting i armene.
Men der er også dage, hvor det hele ser mere lyst ud. Så hænger han ud ved det lokale Community Development Commitee og bliver undervist i at reparere mobiltelefoner og anden teknik. Det giver ham noget at lave, og efter seks ugers kursus får de unge et certifikat, som måske gør det nemmere for dem at finde et job.
Hjælper andre flygtninge
Til forskel fra de andre unge mænd på teknikkurset drømmer Somar dog ikke om at komme tilbage og kæmpe. Det tillader hans ben ikke. I stedet har han kastet sig over Facebook og Skype. På den måde kan han holde kontakt med vennerne hjemme fra Homs, som er spredt i Libanon, Saudi Arabien og Tyrkiet. Og sammen med andre syriske unge flygtninge i Jordan er han med til at organisere aktiviteter for andre flygtninge. Et par gange har han været med en syrisk selvhjælpsgruppe ude for at lave teater for børn ude i Zaatari-lejren.
”Jeg kan se, det gør dem glade. Den glæde, det bringer i børnenes ansigter, er det vigtigste for nu,” siger Somar.
Mere her
http://www.ms.dk/2013/09/nogle-dage-ville-jeg-oenske-jeg-kunne-doe#sthash.QzuYCcyL.dpuf
Artiklen er skrevet af: Mikala Rørbech, Mellemfolkeligt Samvirke
