Regeringen styrker samtænkningen mellem handel og udvikling

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Nyt initiativ skal gøre det mere attraktivt for danske virksomheder at etablere sig i udviklingslande. Virksomhedre kan få op til 750.000 til f.eks. markedsundersøgelser og udvikling af forretningsplan.

Regeringen søsætter initiativet GoGlobal Projektudvikling, som er en fleksibel støttemulighed til at få flere danske virksomheder godt i gang på nye markeder. Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Samtidig vil Udenrigsministeriet også iværksætte en mere målrettet kortlægning af investerings- og handelsmulighederne i udviklingslandene til gavn for danske virksomheder, der overvejer at forfølge nye forretningsmuligheder.

Indsatserne skal imødekomme lokale udviklingsbehov og bidrage til bæredygtig udvikling, hedder det endvidere.

Initiativet skal bane vejen for øget handelssamarbejde, etablering af partnerskaber, projektleverancer eller investeringer, som kan videreudvikles med assistance fra én eller flere af GoGlobal partnerne; Danida, Eksportrådet, IFU og EKF.

Virksomheder kan søge støtte

I praksis betyder det, at danske virksomheder, der overvejer at investere i eller handle med udviklingslande kan søge støtte til at afdække risici og muligheder, herunder udarbejdelse af studier, markedsundersøgelser, projektudvikling, forretningsplan, identifikation af leverandører og test af udstyr.

“Hvis vi øger eksporten til udviklingslandene med bare en mia. kr., giver det omkring 600-700 nye, reelle arbejdspladser i Danmark. Dansk erhvervsliv har en række styrkepositioner på områder, som der i høj grad er brug for i disse lande som vand, energi, fødevarer og sundhed” udtaler handels- og Europaminister Nick Hækkerup.

På trods af at det primære fokus synes at være på danske virksomheders muligheder bedyrer ministeriet at det ”overordnede formål er at fremme bæredygtig udvikling i udviklingslande som led i at bekæmpe fattigdom samt fremme af menneskerettigheder og demokrati”, som det hedder i pressemeddelelsen.

Lande med kommercielle muligheder

Geografisk er fokus de af Danidas prioritetslande, hvor der er kommercielle muligheder, og hvor de sikkerhedsmæssige forhold gør det muligt at drive forretning. Støtten udgør 75 pct. af de afholdte omkostninger dog max. 750.000 kr.

Den danske virksomhed skal selv finansiere 25 pct. af omkostningerne for at udvise det nødvendige engagement.

Virksomheden skal have den nødvendige finansielle og tekniske kapacitet samt tilstrækkelig international erfaring til at kunne gennemføre den kommercielle aktivitet.

Der er foreløbig afsat fire mio. kr. til GoGlobal Projektudvikling for resten af 2013. Budgettet for 2014 vil afhænge af efterspørgslen.

Ansøgninger om støtte vil kunne indgives fra 1. november 2013. Nærmere information om ansøgningsprocedurer vil blive lagt på www.dbpartnerships.um.dk.

UM finansierer kortlægning

Udenrigsministeriet finansierer samtidig en kortlægning af forretningsmuligheder og markedsinformation i udvalgte udviklingslande til gavn for danske virksomheder, der overvejer at komme i gang på nye markeder, men ikke har afgrænset fokus eller ikke har tilstrækkeligt med kapacitet til at benytte GoGlobal Projektudvikling.

I første omgang vil der blive brugt op til en mio. kr. til udvikling og etablering af det nye værktøj, som forventes klar i foråret 2014.

Der er tale om et dynamisk, internetbaseret værktøj, der kan afdække og uddybe lokale udviklingsbehov og dertilhørende forretningsmuligheder mere systematisk end de hidtidige landeprofiler, som udelukkende var et Danida-redskab.

Det nye værktøj vil indeholde generel erhvervsrelateret information om markedet, landespecifikke CSR udfordringer, samt konkret information om planlagte investeringer og aktuelle handels- og investeringsmuligheder.