Af Jesper Heldgaard
Når et udviklingsland har lagt en opslidende konflikt bag sig, er der ofte en enestående mulighed for at komme igennem med forandringer, der ellers har syntes umulige. Når donorerne vel at mærke kender deres besøgelsestid.
Ja, mulighederne for at komme igennem med nødvendige, men svære ændringer er ofte større i lande, der netop har gennemgået en konflikt, end i ’normale’ udviklingslande.
Dét ’window of opportunity’ kan og bør Danmark og andre donorer udnytte. Men donorerne skal samtidig være parate til en lang og sej indsats og hverken forvente eller forlange hurtige og synlige resultater.
Sådan lød nogle af budskaberne fra danske og internationale forskere og bistands-praktikere på onsdagens internationale konference i København om ’Challenges in fragility and governance’.
Konferencen var arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) som en del af det dansk-svensk-støttede forsknings- og kommunikationsprogram ReCom.
Og den havde samlet ca. 150 deltagere trods ministersamrådet samme dag om Løkke Rasmussens omstridte Global Green Growth Institute (GGGI) i Sydkorea.
Vendte myter på hovedet
På den ene side bekræftede forskerne og deres studier, at bistand til skrøbelige stater rummer ganske særlige udfordringer: Ja, de skrøbelige stater halter langt bagud i kampen for at nå 2015 Målene, og bistand til skrøbelige stater er vanskelig.
De bekræftede også en del af den kritik, der har været af den stigende bistand til skrøbelige stater: Ja, donorerne er for dårlige til at tilpasse deres bistand til de særlige lokale omstændigheder.
Og ja, samtænkning af bistand og sikkerhed kan være med til at politisere bistanden og spænde den for en sikkerhedspolitisk vogn.
På den anden side udfordrede forskerne de selvsamme myter og vendte nærmest nogle af dem direkte på hovedet.
Charles T. Call, seniorrådgiver i USA’s udenrigsministerium gjorde f.eks. opmærksom på, at samtænkning på den ene side kan være med til at politisere udviklingsbistanden.
På den anden side – og nok så vigtigt – bidrager den også til, at andre aktører, militær, politi m.fl., tænker deres indsatser ind i et udviklingsperspektiv.
Da flere i salen spurgte, om det ikke var gamle nyheder og kendt viden, der blev fremlagt på konferencen, bemærkede Derick W. Brinkenhoff, seniorforsker fra Washington, at det nok er kendt stof blandt udviklingsfolk, men ikke for de mange nye faggrupper, der via samtænkningen er blevet involveret i udviklingssamarbejdet.
Og her taler vi ikke blot om politi og militær, men også om skattefolk og mange andre faggrupper.
Overrasket over succeshistorier
Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved DIIS, bekendte, at han i sit arbejde det seneste år med at gennemgå evalueringer af bistand til skrøbelige stater, blev overrasket over de mange – små og store – succeshistorier:
Undervisning i Liberia, politireformer i Sierra Leone og inklusion af hidtil marginaliserede grupper i Nepal.
”Det tyder på,” anførte den fremtrædende u-landsdebattør og flere med ham, ”at der i skrøbelige stater er en forandringsparathed, som vi ellers sjældent ser, og som vi skal forstå at udnytte.”
Manøvrerum og massiv tilstedeværelse
Men at sådanne indsatser samtidig stiller store og meget konkrete krav til donorerne, var forskerne også enige om.
Først og fremmest skal en donor være massivt til stede i de lande, hvor de vil gøre en forskel. Faglig kunnen er vigtig, men kendskab til den lokale kultur og de lokale forhold, magtstrukturer og konflikter er endnu vigtigere.
”De donorer, der allerede er til stede i et skrøbeligt land og dermed kender forholdene og har kontakterne, har klart bedre muligheder for at gøre en positiv forskel end donorer, der starter på bar bund,” fastslog Birgitte Lind Petersen, forsker ved DIIS.
Donorerne skal også være parate til at give deres lokale ambassader stort manøvrerum til at agere, til at handle hurtigt, udnytte pludseligt opståede muligheder og til at justere indsatsen, når det viser sig nødvendigt.
Succesrige indsatser i skrøbelige stater kan ikke fjernstyres fra airconditionerede mødelokaler i New York, som Ellen Margrethe Løj bemærkede på baggrund af sin erfaring som FN’s særlige repræsentant i Liberia fra 2008 til i fjor.
”Der skal være plads til, at folkene på stedet kan agere,” sagde hun.
Løj kritiserede donorerne både for at være bange for at tage de nødvendige risici i skrøbelige stater og for ikke at leve op til de fælles planer, som de indgår med regeringer i post-konflikt-lande.
Dermed undergraver de den nye regering på et tidspunkt, hvor den er ekstremt sårbar, anførte den tidl. Danida-chef (1996-2001) og FN-ambassadør (2001-07).
Godt råd til regeringen
Lars Engberg-Pedersen havde et godt råd til regeringen:
”Hvis jeg på baggrund af dagens debat skal komme med ét godt råd til den danske regering på et tidspunkt, hvor den danske bistand til skrøbelige stater er stigende, og hvor regeringen lægger op til en grundig gennemgang af Danmarks repræsentation i udlandet, så skal det være:”
“Sørg for en solid og faglig kompetent dansk repræsentation, både på ambassaden og ’on the ground’ i de skrøbelige stater, vi fokuserer på”, sagde Lars Engberg-Pedersen.
”Kun på den måde bliver vi i stand til at leve op til de ting, der skal til for at få denne vanskelige form for bistand til at lykkes,” gjorde han gældende.
Det gode råd fra Engberg-Pedersen skulle være givet direkte til udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og de udviklingspolitiske ordførere fra de politiske partier.
De måtte imidlertid melde afbud til konferencen, fordi de var travlt optaget af samrådet i Folketingets udenrigsudvalg om den danske bistand til Global Green Growth Institute.
Jesper Heldgaard er freelance-journalist og tilknyttet ReCom
