Tilbageblik af Søren Riishøj
Nelson Mandela hyldes i dag som en af historiens helt store skikkelser. Endda bredt hen over det politiske spektrum. Sådan har det som bekendt ikke altid været. I dag er der god grund til minde herom og søge at forstå, hvorfor det forholdt sig sådan.
Dette vil jeg koncentrere mig om i det følgende.
I den forbindelse må tages udgangspunkt i forholdene under den kolde krig. Dengang herskede Brejsnev-doktrinen i øst og Kirkpatrick-doktrinen i vest.
Med henvisninger til princippet om proletarisk internationalisme forbød Brejsnev-doktrinen staterne i Østeuropa at løsrive sig fra den sovjetiske dominans.
Mest dramatisk udtrykt i 1956, da sovjetiske tropper knuste den ungarske folkeopstand, og i 1968, da Warszawapagtstyrker knuste Pragforåret og teserne om socialisme med et menneskeligt ansigt.
Vesten var på tilbagetog
For Sovjetunionen gjaldt det dengang frem for alt om at fastholde status quo i Europa og udvide den sovjetiske indflydelse i den tredje verden ud fra strategien om at ændre styrkeforholdet, på russisk ”sootnoshenie sil”, mellem den kapitalistiske og socialistiske verden.
I slutningen af 1970erne syntes strategien at lykkes. Vesten og USA var i defensiven og tilbagetog. Shah-styret faldt i Iran. Den cubanske revolution og sandinisternes magtovertagelse i Nicaragua truede USA’s magt i Mellemamerika og Sydamerika.
Også i Afrika var Sovjetunionen, godt bakket op af cubanske styrker, i defensiven, det være sig i Mozambique, Angola og på det Afrikanske Horn.
For alt i verden gjaldt det for USA om at standse denne fremmarch, og midlet var at støtte, om nødvendigt højrediktatoriske regimer i Sydamerika og antikommunistiske ”frihedskæmpere” over alt i verden, i Nicaragua i form af den skjulte støtte til ”kontraerne”.
Den strategi er blevet døbt ”Kirkpatrick-doktrinen” efter den daværende amerikanske FN-ambassadør og sikkerhedspolitiske rådgiver.
Den ikke-voldelige kamp og højrefløjen
Set i dette antikommunistiske perspektiv udgjorde Nelson Mandela og ANC en kommunistisk trussel.
Efter Sharpeville massakren i 1960 slog ANC ind på den væbnede kamp via ”Nationens Spyd” og ANC set som en ”terrororganisation”. Den væbnede kamp blev aldrig kendemærket, i langt højre grad den politiske kamp og kampen for sanktioner mod apartheid-systemet, kort sagt en ikke-voldelig kamp.
Men argumentet om ”terror” greb i høj grad også den danske højrefløj. Sagt med andre ord, en sejr for ANC og apartheid-regimets undergang ville udgøre endnu en dybt alvorlig sikkerhedspolitisk trussel for Vesten.
Det var således frem for alt antikommunisme, der betød at de borgerlige partier i Danmark igennem 1980erne konsekvent modsatte sig at indføre skærpede sanktioner over for apartheid-regimet. Jeg nægter at tro, det skete ud fra racisme og apartheid-ideologi.
Formelt blev brugt argumentet om at Danmark ikke skulle gå ”enegang”, men i stedet vente på andre.
Men enegang har vi som bekendt i Danmark gået i andre udenrigspolitiske sager, fx i forbindelse med de baltiske landes kamp for uafhængighed”, og her med bred politisk opbakning. Så argumentet om ”enegang” holder ikke vand.
Venstrefløjen
For den ikke-kommunistiske del af venstrefløjen var problemstillingen ganske anderledes. Denne del af venstrefløjen var særdeles aktiv i kampen mod Sovjetunionens overherredømme i Østeuropa og invasionen i Afghanistan.
Jeg husker med al tydelighed SFs aktive støtte dengang til Charta 77 og Listy i Tjekkoslovakiet og til Solidaritet i Polen. Men også skarpt imod den amerikanske politik over for fx Cuba og Nicaragua og støtten til diktaturet i Chile, og det uanset hvad Sovjetunionen måtte mene i de sager.
Castro var dog at foretrække frem for Batista og sandinisterne frem for Somosa. Men oprustning og ”overkill” militær kapacitet var ikke vejen frem. Mere u-landsbistand havde højere prioritet end flere militærudgifter.
I globalt perspektiv blev der bakket om den alliancefri bevægelse med især Indien og det daværende Jugoslavien blandt nøglelandene.
Det politiske centrum
For det politiske centrum, herhjemme Det Radikale Venstre og i Europa i høj grad kristelig-demokratiske partier, og den ikke-kommunistiske venstrefløj herskede der ikke nogen som helst tvivl om apartheid-systemets karakter.
Heller ikke om ANC og Nelson Mandela som den drivende kraft i kampen mod apartheid. Det bedste og eneste middel til at bringe ANC bort fra afhængighed af lande som Sovjetunionen og Libyen var samarbejde og dialog. At demokratiske kræfter støtte kampen mod apartheid var yderst vigtigt.
Heldigvis fik den linje også et flertal bag sig i Folketinget.
Erhardt og CDs rolle
Den sydafrikanske ambassade gjorde ellers hvad den kunne for at påvirke de politiske partier, men det lykkedes kun over for de borgerlige, og mest synligt i tilfældet Erhard Jakobsen og Centrumdemokraterne og Viggo Fischer og de konservative.
For historiens skyld ville det være godt at få kortlagt denne lobbyvirksomhed præcist.
Som eneste vestlige land og trods mange protester, bl.a. fra ELSAM og ”kullobbyen” indførte et Danmark vidtgående sanktioner, ja et handelsforbud over for Sydafrika.
Vi blev således en ”benchmark” for de partier og bevægelser der kæmpede samme kamp i andre europæiske lande, parlamentarisk sammenhæng fandt samarbejdet mod apartheid-regimet i høj grad sted inden for sammenslutningen AWEEPA.
Under hele forløbet var samarbejdet mellem de radikale, Socialdemokratiet, VS og SF tæt, loyalt og konstruktivt. Også samarbejdet med bevægelser og med ANCs repræsentant – under dæknavnet Aron Mnisi, senere det fri Sydafrikas ambassadør i Danmark.
Sanktionspolitikken fandt sted samtidig med ”fodnotepolitikken” i sikkerhedspolitikken, og de to skal ses i sammenhæng.
Den borgerlige antikommunisme var godt nok kynisk men den får sådan set forståelig og logisk i hård realistisk sikkerhedspolitisk tænkning.
I hvert frem til 1985, da Michail Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen og derefter inden længe trak den røde hær ud af Afghanistan, nedtrappede det sovjetiske engagement i Afrika generelt og indgik vidtgående asymmetriske nedrustningsaftaler med USA.
Det borgerlige nej til sanktioner
Derfor mærkeligt, at de borgerlige partier holdt så meget fast i deres konsekvente nej til sanktionspolitikken selv da det stod klart at de kommunistiske regimer var i krise og den kommunistiske trussel døende. Og selv da apartheid-systemets dage reelt var talte.
Men det hele endte som bekendt lykkeligt. De kommunistiske regimer i øst kollapsede, Sovjetunionen forsvandt fra landkortet, muren faldt og apartheidsystemet lige så. I alle tilfælde heldigvis stort set fredeligt og forhandlet.
I tilfældet Sydafrika gennem forhandlingerne mellem Mandela og de Klerk, begge fik for deres indsats fortjent tildelt Nobels Fredspris i 1993.
I 1992 fik jeg som andre MFere lejlighed til at hilse på Mandela. Han var i Danmark på officielt besøg, men glemte ikke at takke de partier, der på trods af regeringens modstand, gennemførte den sanktionspolitik, der bragte Danmark megen ære, og med sikkerhed bidrog til at forkorte apartheidsystemets levetid.
Dyb ulighed og miljøtruslen
Nelson Mandela har siden apartheidsystemets fald stået for forsoning og samarbejde, men han har med rette ikke veget tilbage for at rette kritik mod Vesten og slet ikke mod den politik, der blev ført under George Bush.
Godt nok er den kommunistiske trussel borte, men andre trusler, frem for alt den dybe ulighed og miljøtruslen, har vi stadig.
Der er al mulig grund til at ære Nelson Mandela – og at følge op på hans engagement og den konstruktive kritik, der stadig er så hårdt brug for.
Søren Riishøj (66) er lektor og fhv. medlem af Folketinget for SF fra 1981 til 1994, hvor han stod blandt de fremmeste i anti-apartheid-kampen.
