Af Knud Vilby
Månedsmagasinet NewAfrican hører ikke til de mest kritiske i sin Afrika-dækning. Derfor er magasinets hyldest-feature i anledning af Kenyas 50 års uafhængighed lidt bemærkelsesværdig.
”50 års hårdt arbejde betaler sig”, lyder overskriften positivt nok.
Men senere i Wanjohi Kabukurus store oversigtsartikel om udviklingen siden 1963 hedder det, at de seneste 50 år i Kenya er præget af flere betydelige politiske og økonomiske resultater, ”men nationalkarakteren svækkedes som årene gik, og det førte til etnicisme og til den blodige efter-valgs-konflikt i december 2007 og januar 2008, som førte til flere end 1.300 dræbte”.
Nationalkarakteren svækkedes, står der, og der er et forsøg på en forklaring.
Kenyas landsfader Jomo Kenyatta var en del af den mau mau-bevægelse, der prægede Kenya i 1950’erne.
Briterne dræbte tusinder af kenyanere og fængslede på et tidspunkt over 100.000 mennesker, men i min barndoms radioaviser talte man nu langt mere om de få briter, der blev dræbt af oprørske afrikanere.
Et leksikonopslag taler om 12.000 dræbte oprørere under mau mau-opstanden, men kun 100 europæere, heraf 32 civile.
Pragmatisk landsfader
Jomo Kenyatta var en del af oprøret og selv fængslet, men efter uafhængigheden i 1963 blev mau mau-veteranerne ikke en del af den nye regering.
Kenyatta var pragmatiker. Han beskyttede britiske interesser. Han ønskede at virke statsmandsagtig og tog reelt afstand fra historien.
Det er, ifølge Kabukuru en af grundene til at den etniske opdeling lever videre og har fået lov at videreudvikle sig frem til i dag med den ”svækkede nationalkarakter” som resultat.
Der er givetvis andre tolkningsmuligheder, men rigtigt er det jo, at selvstændigheden højst en tid kunne sløre den etniske splittelse.
Jeg var i Kenya under valget i 1969 og skulle kommentere til Danmarks Radio.
Det var første gang, det for alvor gik op for mig, at mens europæisk parlamentarisme var præget af partier, der repræsenterede forskellige klasser i samfundet og deres økonomiske interesser og ideologier, så repræsenterede de forskellige partier her forskellige nationaliteter indenfor den nye stats rammer.
Kikuyuer og luoer og alle de andre
Briterne havde lagt Westminster-modellen ned over Kenya, for at afrikanerne i det nye demokrati (helt svarende til retorikken i dag) skulle kopiere de vestlige værdier.
Men det, der i Storbritannien havde ført til partier som de Konservative og Labour, førte her til KANU for kikuyuer og KPU for luoer, mens resten af kenyanerne måtte finde ud af, hvem af de to de havde mindst imod.
Det var inden Danmark havde meldt sig ind i EF/EU, og det var ikke så let at forklare, hvorfor afrikanerne ikke kunne bruge vores europæiske politiske demokrati, ligesom vi selv havde brugt det.
Efter EU-medlemsskabet blev det lettere. De fleste danskere er mere optaget af, hvordan danskerne klarer sig i det europæiske parlament og i EU’s ministerråd og i EU-kommissionen.
Derimod interesserer balancen mellem blåt og rødt og grønt dem langt mindre. I Europa-parlamentet har vi næsten samme opdeling mellem nationaliteter, som den etniske opdeling, der har præget og præger kenyansk politik.
Magt og etnisk opdeling
Der er naturligvis også en masse forskelle, og jeg skal ikke gøre det hele enklere, end det er.
Men rigtigt er det, at magtkampen mellem ledere af Kenyas ret få store etniske grupper har præget Kenyas politiske liv i alle 50 år.
Den etniske opdeling blev de første år også en geopolitisk opdeling, hvor Kenyatta klart allierede sig med Vesten og hans hovedrival Oginga Odinga til gengæld simulerede mere venstreorienteret og lænede sig mod øst.
Men det var det etniske tilhørsforhold (og somme tider nok en dosis valgsvindel), der afgjorde hvor stemmerne blev lagt, ikke et spørgsmål om kapitalisme eller socialisme.
Kun få i spil
Den interne magtbalance og magtspillet har været sådan, at ganske få personer har kæmpet om de allerhøjeste poster.
Kenyas anden præsident Daniel arap Moi var vicepræsident under Kenyatta, og Kenyas tredje præsident (Mwai Kibaki) havde været vicepræsident under Moi, inden han gik i opposition og ved præsidentvalget i 2002 vandt over Uhuru Kenyata, der til gengæld afløste ham i 2013.
Uhuru Kenyatta er søn af Jomo Kenyatta (1889 eller 1894 – 1978) – mere om landsfaderen på http://en.wikipedia.org/wiki/Jomo_Kenyatta
Uhuru betyder frihed, og Jomo Kenyattas politiske hovedmodstander skrev i 1966 bogen ”Not yet Uhuru” (Endnu ikke frihed). Men nu har Uhuru/Frihed altså besat det præsidentembede, han næsten blev født til at indtage, sådan som Kenyas demokrati nu en gang fungerer.
Ifølge NewAfrican-artiklen er hans ”hovedudfordring nu at skabe et inkluderende og sammenhængende samfund af den mangfoldige blanding af mennesker, der udgør Kenya. I forhold til den opgave fejlede hans forgængere”.
Ngugi wa Thiong’o
Samme december-udgave af NewAfrican rummer også et interview med Kenyas store forfatter Ngugi wa Thiong’o, der nok i Danmark er bedst kendt for Karen Blixen-kritik, men som fortjener at blive vurderet på sit eget store forfatterskab.
Ngugi (75) oplevede, at selvstændighed ikke førte til uhuru /frihed for kritiske oppositionelle eller til ytringsfrihed for forfattere og journalister.
I 1977 blev han fængslet for sit forfatterskab, som især provokerede, fordi han begyndte at skrive på det lokale Gikuyu, som nåede langt flere almindelige kenyanere end engelsk.
Efter fængslingen måtte han flygte og gå i mangeårigt eksil. Kenya er ikke hans base i dag, ”men uanset hvor jeg er, tænker jeg hele tiden på Kenya” siger han og fortæller, at hans kenyanske pas i dag er som en talisman for ham – se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Ng?g?_wa_Thiong’o
(man må desværre selv kopiere linket)
I slutningen af interviewet opremser han sine ønsker for Afrika og for Kenya, og så er vi tilbage ved etniciteten. Han drømmer om et Afrika, hvor politikere debatterer politik og ikke hvilken etnisk gruppe deres modstandere kommer fra.
”Det, du ønsker at høre fra politikerne, er, at deres politik vil gavne samfundets fattige. Vi må udrydde fattigdommen, uvidenheden og sygdommene.”
Mange har klaret sig godt i Kenya, men ifølge de seneste Verdensbank-tal lever 43 procent for under 1,25 dollar (syv-otte kr.) pr. dag.
Knud Vilby er journalist, forfatter, kommentator og mangeårig Afrika-kender.
