Af Merete Jensen, U-landsnyt.dk
Strafferammen for voldtægt er skærpet og dømte forbrydere hænges ud på officielle websider. Men voldtægten af en 23-årig studerende for et år siden udstillede Indiens forråelse, politikernes ligegyldighed og politiets latterliggørelse af anmeldte sexforbrydelser. For kvindens efterladte familie er verden blevet farveløs.
NEW Delhi, 16 december 2013: Historien gik verden rundt dengang omkring juletid sidste år.
Den grusomme nyhed om den 23-årige indiske student, der sammen med en mandlig ven tog bussen hjem fra biografen om aftenen den 16. december – og endte med at blive gruppevoldtaget, banket med jernrør, smid af en kørende bus og i det hele taget mishandlet så voldsomt af chaufføren og hans fem kammerater, at hun døde på et hospital i Singapore 13 dage senere.
Voldtægtens hovedstad
Selv i New Delhi, der har Indiens værste statistikker for voldtægt, var forbrydelsen usædvanlig i sin brutalitet.
Internationale nyhedsmedier kaldte byen ‘Voldtægternes hovedstad’ og viste, hvordan bevæbnet politi og oprørsstyrker dannede ring om Delhis centrum, efter at tusinder af vrede demonstranter havde protesteret imod politiets manglende vilje til at efterforske voldtægter i al almindelighed.
Og imod en lovgivning, hvor voldtægt ikke regnedes for en alvorlig forbrydelse, en kultur, hvor kvinder ’selv var ude om det, hvis de gik udfordrende klædt’, politikere, der ikke tog afstand fra forbrydelsen og politichefen, der sammenlignede voldtægt med lommetyveri.
I september blev fire af voldtægtsmændene dømt til døden for forbrydelsen. En anklaget døde inden da i fængslet, mens en mindreårig gerningsmand blev idømt 3 års forvaring på en ungdomsanstalt.
Farveløst liv
Ifølge et interview som BBC har lavet med den unge kvindes familie forud for et-årsdagen for forbrydelsen, er deres sorgløse liv også ovre.
Godt nok har familien fået stillet en 2-værelses lejlighed til rådighed af regeringen, hvor de har både TV og varmtvandsbeholder i stedet for det lille elendige hus med monsum-oversvømmelser, de før boede i.
Godt nok har faren fået et mindre slidsomt og bedre betalt job i lufthavnen, hvor han tidligere slæbte bagage for en pauver dagsløn.
Og godt nok er kvindens to yngre brødre nu indskrevet på gode skoler betalt af regeringen og med udsigt til en fremtid på gode universiteter.
Foretrækker fattigdommen
Men det er som om verden er blevet farveløs, siger faren til BBC.
”Nogle gange føler jeg, at fattigdom var bedre for os,” siger han.
”Vi sov godt; vi var gladere. I dag har vi alt, men ingenting. Uden vores datter er vores verden blevet farveløs.”
Koldsved ved tanken
For moren kommer sorgen som anfald af koldsved og søvnløshed, når hun ligger om natten og tænker på, hvad voldtægtsforbryderne udsatte datteren for.
”Nogen gange er jeg ved at blive kvalt,” siger hun til BBC.
Journalister fra hele verden sværmer ifølge den britiske tv-stations korrespondent omkring opgangen til familiens lejlighed.
Øget opmærksomhed
I Indien som sådan har forbrydelsen ført til større opmærksomhed på voldtægt som en forbrydelse, politiet ikke længere kan tillade sig at negligere.
Men har forbrydelsen, vreden og indignationen, demonstrationerne, politiets øgede antal natlige patruljer og politikernes løfter så ført til større retssikkerhed for kvinder i Indien?
Ikke hvis man læser dagens udgaver af landets største dagblade.
Ifølge The Hindustan Times lever kvinder i alle dele af Indien stadig med den daglige frygt for seksuelle overgreb. De får stadig at vide, at deres påklædning eller opførsel inviterer til voldtægt, og ”politiet er stadig noget så nonchalant, når de påtager sig sådanne sager”.
Opstramningen af loven har været uden effekt skriver avisen, idet implementeringen er mangelfuld, og ”myndighederne simpelthen ikke reagerer nok på folkets vrede”.
Min datters bidrag
På et-årsdagen i dag vil familien mindes deres datter og søster – og indstifte en fond med donerede midler, der skal hjælpe fattige børn til en uddannelse.
”Vi ønsker bare at holde hendes minde i live så længe som muligt,” siger hendes far:
”Jeg ved, at en dag vil folk glemme hende. Men de vil huske, at hendes død førte til forandringer – forandringer i anti-voldtægtslovene og forandringer i bevidstheden omkring voldtægt som en forbrydelse.”
”Kvinder råber op om chikane og vold nu. Der er frygt for loven. Det er min datters bidrag, ikke?”
