Det forlyder i bolivianske medier, at Andeslandets regering har besluttet at smide den danske u-landsorganisation, IBIS, ud af Sydamerikas fattigste nation. Begrundelsen er angiveligt, at IBIS er ansvarlig for at splitte de oprindelige folks organisationer og at IBIS arbejder politisk imod præsident Evo Morales regering.
I den anledning siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS, i en presseudtalelse fredag:
“Vi er meget overraskede over dette, som vi indtil videre ikke har modtaget noget officielt om. Vi har igennem 30 år støttet de oprindelige folks organisationer med kapacitetsopbygning og uddannelse”.
“IBIS har et godt og tæt samarbejde med de forskellige ministerier, ikke mindst undervisningsministeriet, som har rost vores arbejde med tosproglig undervisning. Præsident Evo Morales var endda i Danmark inviteret af IBIS, tilbage i 1995 under det Sociale Topmøde i København”.’
“IBIS søger i samarbejde med den danske ambassade i Bolivia at finde ud af årsagen til dette skridt, og vi håber, at vi i dialog med myndighederne kan afklare, hvad vi tror må bero på misforståelser”, anfører general-sekretæren.
Præsident Evo Morales er blevet beskyldt for at stå bag en voldelig overtagelse af højlandsindianernes paraplyorganisation CONAMAQs hovedkontor i La Paz. Den voldelige aktion foregik, mens CONAMAQ var ved at vælge ny ledelse, forlød det.
IBIS er mangeårig samarbejdspartner for CONAMAQ. Se IBIS beskrivelse af sit arbejde i Bolivia på http://ibis.dk/det-gor-vi/ibis-i-bolivia
Bolivia har været samarbejdsland for dansk bistand i årtier og er det fortsat, selv om dav. udviklingsminister Søren Pind (V) ønskede bistanden lukket ned over et kort åremål.
Den afgørelse ændrede hans radikale efterfølger, Christian Friis Bach – mere om bistanden på http://bolivia.um.dk
Yderligere oplysninger hos:
Vagn Berthelsen. Mobil: 24 40 86 40
og Lars Koch, Policy- og kampagnedirektør
Mobil 60 60 58 31, tlf. 35 20 05 36 og e-mail: [email protected]