Modstand mod fredsproces mellem El Salvadors bander lige fra starten

Laurits Holdt

Af Erika Brenner, San Salvador

50 % færre mord, over 5 000 menneskeliv reddede, 11 fredskommuner etableret. Honduras og Guatemala følger eksemplet. Men trods de gode resultater, har fredsprocessen fra starten af mødt stor modstand. Anden artikel i serien fra El Salvador.

Den 9. marts 2012 blev 30 ledere for de to største bander, MS-13 og Barrio 18, i hemmelighed forflyttet fra det topsikre fængsel Zacatecoluca til åbnere og mere humane fængsler. Fra den dag faldt mordene fra 14 om dagen til fem.

Trætte af et liv med død, vold, frygt, politiovergreb og overfyldte, militære-kontrollerede fængsler, gik banderne med til at mindske mordene på hinanden, hvis myndighederne begyndte at holde sig til loven og gjorde fængselsforholdene lidt mere humane.

Dette var fredsmæglere Raúl Mijangos og militærbiskop Fabio Colindres’ vigtigste resultat af forhandlinger med bandelederne. Mijango erkendte dog, langt inde i fredsprocessen:

”Den egentlige årsag til forflytningen af fangerne var ikke fængselsforholdene. Det handlede om, at lederne i åbnere fængsler havde bedre muligheder for at kommunikere med gaden. Og ordren lød: ”Hold op med at myrde”.”

Forbavsende resultater

Og det fungerede. Til omgivningernes forbavselse varede den dramatiske mindskning af mord ikke bare nogle dage eller uger, men måneder. Væk var avisoverskrifterne om massakrer og dræbte skolebørn. De mindre bander, og ”almindelige” fanger, tilsluttede sig fredsprocessen.

11 såkaldte fredskommuner, blandt dem landets største og mest voldelige, blev dannet. Her skal banderne ophøre med volden, aflevere våben og tage del i sociale projekter, som myndigheder, den lokale befolkning og kirken støtter op om.

Og resultaterne har været gode. I forstadskommunen Ilopango, f.eks., blev der begået 117 mord om i 2011, året inden fredsprocessen. Efter marts 2012 faldt tallet til 63 og efter at Ilopango desuden blev udnævnt til fredskommune for ét år siden, gik mordene ned til 47.

I maj 2013 tilkendegav bandeledere i Honduras, at de ville følge El Salvadors eksempel. I Guatemala er der også spirende forsøg.

Mange spørgsmål

Resultaterne var dramatiske. Men fra starten af, var der flere spørgsmål end svar: Hvad handlede forhandlingerne om? Hvem var bag dem? Hvem burde være bag dem? Hvem skal tage ansvar for konsekvenserne?

Snakker vi om en pagt, en dialog, forhandlinger – eller en ”våbenhvile”, som medierne hurtigt døbte fredsprocessen til?

Mange mente, at banderne kom styrket ud af forhandlingerne, at banderne forhandlede sig til øget politiske magt mod færre mord, at dette ville lede til flere bandemedlemmer, til mere vold.

Der var spekulationer om, at banderne og deres familiemedlemmer modtog penge mod at de forhandlede, om at den FMLN-ledte regering fiskede efter stemmer.

Bare fremmet processen

Præsident Mauricio Funes nægtede fra starten af, at regeringen havde noget med våbenhvilen at gøre.

”Vi har bare fremmet den,” var præsident Mauricio Funes´ ord den gang.

Det er de den dag i dag, selvom hans sikkerhedsminister David Mungía Payés et halvt år inde i fredsprocessen stod frem og erkendte, at våbenhvilen var en nøje udtænkt sikkerhedsstrategi fra regeringens side.

Selvom regeringen og banderne måske aldrig har siddet ved det samme forhandlingsbord – hvad banderne også understreger – er det åbenlyst, at regeringen har været involveret helt fra starten.
Dette blev tydeligere end nogensinde lige inden præsidentvalget den 2 januar i år, da hemmelige optagelser blev lækket til pressen – af oppositionen, højrepartiet ARENA. Her blev det blandt andet afsløret, at regeringen havde betalt fredsforhandlerne en månedsløn. Funes benægtede dette og andet:

”Regeringen har ikke forhandlet med banderne, den har ikke finansieret en våbenhvile, heller ikke fredsmæglerne,” forsikrede han.

Mange ofre

Modsigelser, mangel på gennemsigtighed og det, at regeringen ”forhandler med kriminelle”, har dog medvirket til, at en stor majoritet af befolkningen er imod våbenhvilen.

Ifølge meningsmålingerne, er 70-80 procent af befolkningen ikke bare imod banderne, men også selve fredsprocessen.

Det handler selvsagt også om, at så mange har mistet familiemedlemmer i forbindelse med bandeopgør, eller været udsat for udpresning, bandernes vigtigste indkomstkilde.

”Dræbermaskiner”

Modstanden skal også ses i lyset budskabet i de hårde bandepolitikker, La Mano Dura , der er blevet benyttet for at bekæmpe bandevolden gennem 2000-tallet. Heri betragtes banderne som bødlerne”, befolkningen som ”ofre” – de er ”dræbermaskiner”, ikke mennesker.
Og medierne, ejet af den politiske og økonomiske elite, afspejler dette. De taler om ”mafia-fred”, om en ”pagt med djævelen”, og folk sluger dette billede. Selv de højtuddannede. Der findes simpelthen så få alternative informationskilder, med mindre man er engelsktalende.

Intelligentsiaen i udlandet har åbnet øjnene for fredsprocessen og har analyseret den i en række pæne akademiske rapporter på engelsk. Anerkendte internationale medier som BBC og selv den konservative The Economist har også rapporteret om bandefreden på sober vis.

Det vigtigste alternative medie lokalt er den anerkendte netavis El Faro, som ikke bare afslørede forflytningen af fangerne, men som efterfølgende har publiceret en lang række artikler om processen, oftest i meget kritiske vendinger mod regeringen og fredsmæglerne.

Avisen, der henvender sig til en veluddannet elite med netadgang, har dog ikke analyseret processen ud fra den historiske mulighed den åbner op for, forstået som et opgør med den postkoloniale politik. Denne er baseret på oligarkiets sociale og økonomiske eksklusion af de svagere, og i en nyere tid, skabelse af fjendebilleder i form af ”kommunisterne” – venstrefløjens FMLN – og ”dræbermaskinerne” – ungdomsbanderne.

For majoriteten af befolkningen er bandemedlemmerne – ”dræbermaskiner”.

Kirken og USA burde støtte

Den katolske kirke har, ligesom regeringen, heller ikke officielt støttet fredsprocessen, selv om den i forhandlingerne er repræsenteret af militærbiskop Fabio Colindres. Denne er desuden noget af et “outcast” indenfor kirken og har ikke en så stor indflydelse.

Analytikere er dog enige om, at kirkens billigelse af processen ville være et stort fremskridt, og et vigtigt politisk signal.

Som Steven Bradley fra InSight Crime siger:

”Kirken burde have en mere konkret tilgang i forhold til aftalernes udformning og implementering.”

Også USAs opbakning ville være vigtig, men den mægtige nabo i nord har fra starten nærmest boykottet processen.

Den udsteder advarsler til USA-borgere om øget usikkerhed, selvom statistikken viser på det modsatte, og supermagten har, ifølge fortrolige kilder, også stukket kæppe i hjulet for Organisationen for de Amerikanske Stater (OAS), der støtter processen.

USAs modstand skal dog ses i lyset af, at alle institutioner ikke taler det samme sprog. Ifølge El Salvadors ambassadør i Washington, Ruben Zamora er f.eks. FBI, militæret og Homeland Security, Sikkerhedsrådet, skeptiske overfor processen. Derimod er blandt andet Udenrigsministeriet og selv republikanske kongresmedlemmer positive.

På den anden side, handler det om såret forfængelighed, påpeger ambassadøren: Regeringen skulle have informeret USA om fredsprocessen inden den startede, og været mere transparent.

Al hjælp velkommen

Ifølge Raúl Mijango er sidstnævnte årsagen til, at også andre udenlandske organisationer har været tilbageholdende:

”Hvis regeringen siger, at den ikke er involveret – hvorfor skulle så det internationale samfund blande sig?”

OAS har dog fra starten, med den ihærdige Adam Blackwell, sekretær for multidimensionel sikkerhed, i spidsen, støttet fredsprocessen. EU har øremærket bistand til NGOer og andre private organisationer.

Og banderne takker i udtalelse efter udtalelse de få, der støtter dem. Og forsikrer, at de ikke vil skuffe hjælperne.

Erika Brenner er freelancejournalist med base i Mellemamerika.

Se også hendes netsted: http://erikabrenner.wordpress.com/

Læs andre artikler i Erika Brenners artikelserie fra El Salvador.