Ditte Hansen skriver fra Mumbai
Forleden befandt jeg mig i storbyen Mumbai. Det har taget lang tid at lære at elske Mumbai (Bombay) med alt hvad dertil hører af kaos, skæbner og smilende ansigter. Jeg husker specielt tilbage på mine fire første besøg med gru.
Jeg hadede den kæmpemæssige by på Indiens vestkyst og kunne absolut ikke finde så meget som en rest af skønhed her.
Men ligeså stille ændrede det sig. Byen åbnede sig op for mig, og jeg fandt ro, tryghed og betagende mennesker /huse /episoder /områder.
Denne gang er det nok mit 11. besøg, og jeg glæder mig nu hver gang over, at jeg skal besøge Mumbai – byen der har alt – på godt og ondt.
Bollywood
Indien er kendt for sin filmindustri og en af de største filmbyer ligger i Mumbai: Bollywood.
Det skal dog påpeges, at dette ikke er den eneste filmindustri i Indien. Der er Kollywood i Tamil Nadu, Mollywood i Kerala og både telegu-film (telugu er et indisk sprog) og Calcutta-producerede film ligger højt på ranglisten over højtelskede filmuniverser.
Men det er nu engang Bollywood, der er mest kendt i den vestlige verden.
Og industrien er spækket med kendte stjerner, såsom Shahrukh Khan, Aamir Khan (min personlige helt), Deepika Padukone, Kareena Kapoor (Kapoor-familien ER Bollywood) og ikke mindst Big B, Amitabh Bachan.
De optræder i voldsomt mange film, reklamer, events og er uhyre populære i den indiske befolkning, NRI (Non-Resident Indians) og i Mellemøsten.
Når jeg nu var i Mumbai, var det kun passende at gå i biografen. Og den største film i øjeblikket er uden tvivl “Queen”. Så den købte jeg billet til.
Taget på sengen…
Jeg har besluttet, at dette rejsebrev skal handle om ægteskaber.
Men der vil uundgåeligt også komme et kvindeligt aspekt ind over krydret med en realisering af, at Indien (endelig) er på vej mod en form for seksuel revolution…hvilket skal ses i kontrast til de uhyrlige voldtægter.
Måske disse emner tager fokus fra ægteskaber…det vil en videre læsning vise.
Lad mig blot sige, at “Queen” ikke mindre end gjorde mig mundlam. Og genert.
Og der skal meget til at gøre en vesterlænding genert, når det kommer til den form for udskejelser, som en normal inder vil betegne som forargeligt.
Men intet mindre skete: jeg blev genert!
For “Queen” tager tabuemner op og behandler dem lige på og hårdt: sex, druk, dildoer, kys (på munden!!!!) og kvindelig selstændighed. Sådan. Lige der!
Et resumé
Den unge kvinde Rani (som betyder dronning på hindi) bliver forladt på sin bryllupsdag.
I Indien er bryllupsdagen for mange den vigtigste begivenhed i en families liv. Og når det så oven i købet er et kærligheds-ægteskab, der ryger på gulvet, gør det ekstra ondt.
Normalt er skammen i familiens skød, men i denne film er det Rani, der enerådigt skammer sig: hendes familie er god, kærlig og støttende.
I flashbacks føres publikum igennem de to elskendes første møde og udviklingen, som Rani gennemgår.
Hun er en genert, ung og ikke-frembrusende af natur og det er det, hendes tilkomne i sidste ende bruger som undskyldning for at bryde forlovelsen.
Rani vælger derfor at tage på bryllupsrejse alene og turen går til Paris. Hun har aldrig rejst før og aldrig stået på egne ben. Men nu skal det være.
“Mad-affære” med italiener
Det er her, der lige så stille sker en ændring i Ranis personlighed.
Hun møder en fransk /indisk kvinde, der er stuepige på selvsamme hotel, hvor hun har en affære med en gæst – ganske højlydt og uhyre morsomt. Rani er nærmest skræmt over lydene, som hun ikke genkender…og herfra kan det kun gå ned ad bakke.
Rani drikker sig fuld, slår håret ud, danser, drager alene til Amsterdam, ender på et hostel med tre mænd, tror dildoer er massageapparater (hvilket de vel egentlig også er – hun vælger så bare at bruge dem på sin hals) og hun ender med at kysse en italiener, som hun har en “mad-affære” med.
Se endnu mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Queen_(film)
(man må desværre selv kopiere linket)
Alt dette er så langt fra, hvad der er “normalt” i en Bollywod-film, og det var derfor jeg med stor forundring så filmen, kiggede mig omkring og observerede de indiske biografgængeres reaktion.
Det skal siges, at det ikke var fattige indere, der omgav mig, men den højere middelklasse /overklassen. Og de så alle ud til at more sig – selv de små børn, der var til stede i biografen, hvilket officielt ikke var tilladt, men hey – dette er Indien.
Selv min tyske ven måtte spørge om dette var en normal film, hvortil jeg kun kunne svare nej.
Kvindelig styrke og selvstændighed
Filmen er for mig et modspil til de voldtægter og det forskruede syn på sex og kvinder, der er i Indien. Om den er for tidligt ude? Det kan jeg frygte.
Måske bekræftes det billede, mange indiske mænd har af hvide kvinder og den vestlige verden netop i filmen, da stedet, hvor Rani “lever livet” og oplever alle disse taburiserede ting, netop er i Europa.
Men jeg håber, at filmen i stedet kan medvirke til at give andre indiske kvinder mod på at kaste sig ud i livet og selvstændigheden.
For Rani, hvis eks-forlovede fortryder og vil have hende tilbage, vælger sig selv og selvudviklingen i stedet for et ægteskab med en mand, der i bund og grund vil agere som lænke om hendes nyfundne “jeg”.
Rani ender ud som en stærk kvinde med selvtillid og styrke og hun bakkes op af sin familie (og ikke mindst hendes lillebror), hvilket viser en tendens, der ligeså stille “popper op” rundt om i Indien. Dog i de bedrestillede familier.
Men det skal jo starte et sted. Og forhåbentligt kan man med denne film langsomt, men sikkert som ringe i vandet påvirke resten af befolkningen.
Ægteskab – et uomtvisteligt omdrejningspunkt
Nu skrev jeg jo, at dette rejsebrev skulle omhandle ægteskaber.
Min oprindelige tanke om ægteskab udsprang af noget min indiske ven Aditya fortalte mig, nemlig at to af hans venner (sidst i 20’erne gamle) havde begået selvmord på grund af ulykkelige ægteskaber.
Og der var ikke tale om arrangerede ægteskaber, men derimod kærlighedsægteskaber.
Jeg var forundret, men fik hurtigt en forklaring: i Indiens lavere sociale lag er det ikke normalt, at de forelskede bor sammen inden ægteskab. Det er ved at blive “normalt” (det er så meget sagt) i de højere klasser dog.
Ligeledes er det heller ikke meget tid, de kommende par i bund og grund har alene sammen og det betyder, at når de endelig bliver gift, og lærer hinanden at kende, er det helt andre vilkår, der gør sig gældende.
Og mange kærlighedsægteskaber ender altså ulykkeligt.
Stoler på forældrene
Flere af mine velstående indiske venner har proklameret, at de har det ganske godt med, at deres forældre vælger dem en hustru /husbond.
De stoler på, at deres forældre kender dem godt og ved, hvad der er bedst for dem.
Med episoder, som dem Aditya fortalte mig, kan jeg godt se det fornuftige i de arrangerede ægteskaber. For vilkårene er ikke som hjemme hos os.
Ved at henvise til mit rejsebrev 1 (“Når traditionerne følger med”), hvor jeg beskriver en rig indisk kvindes ulykkelige ægteskab præget af vold, uselvstændighed og undertrykkelse, kan jeg kun blive glad over en film som “Queen” – se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/25-11-13/rejsebrev-fra-indien-5-den-nye-indiske-kvinde
For den åbner op for en samfundsdebat og ikke mindst (forhåbentlig) åbner en masse kvinders øjne op for deres eget værd og styrke. Og med god vilje vil dette smitte af på de lavere sociale klasser og langsomt forme det indiske samfund i en mere kvindevenlig retning.
Jeg håber at filmen kommer forbi Danmark og kan kun anbefale den.
At jeg som vestlig kvinde sad genert og lettere forarget (på den gode måde) i en indisk biograf kan jeg kun se som vældigt morsomt. Og så er filmmusikken vidunderlig og meget “catchy”.
Tak, Mumbai, for alt hvad du kan bidrage med.
Forrige rejsebrev kan ses på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/23-01-14/rejsebrev-fra-indien-7-det-store-himmelske-kram-ho
