Af Janne Louise Andersen
Vold mod kvinder i landene omkring Middelhavet har gennem de seneste år nået et niveau, der i forhold til Libyen, Syrien og Egypten kan karakteriseres som ”seksuel terrorisme”, lyder det fra menneskerettighedsorganisation.
Det er et nedslående billede, man får af at læse rapporten “Vold mod kvinder i relation til politiske forandringer og økonomiske kriser i Euro-Middelhavsregionen”, der fredag blev offentliggjort af The Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN).
EMHRN-researcherne, som har foretaget casestudies i Egypten, Syrien, Tunesien, Libyen, Frankrig, Cypern og Spanien, advarer om, at vold mod kvinder er forøget drastisk i Euro-Middelhavsregionen de seneste år.
EMHRN er især foruroliget over, hvad de ser som en ”alarmerende stigning i sværhedsgraden af seksuel vold” i lande som Libyen, Syrien og Egypten – dokumenterede overgreb på et niveau som researcherne skriver tangerer til ”seksuel terrorisme”.
I Egypten har kvindelige demonstranter berettet om systematisk chikane og gruppevoldtægter på Tahrir-pladsen, og der er vidnesbyrd fra kvindelige demonstranter, som fortæller, at de under arrest blev tvunget til at få foretaget jomfruelighedstest i detentionen.
I Syrien er kvinder og piger blevet udsat for menneskehandel og seksuel udnyttelse i flygtningelejre. Derudover har syriske kvinder været udsat for vilkårlige arrestationer, kidnapninger, tortur, seksuel vold og henrettelser, hvilket er beskrevet i en anden nylig EMHRN-rapport.
Tilbageskridt for arabiske og europæiske kvinder
EHRMN udtrykker også bekymring over, at kvindelig politisk deltagelse er minimal i dele af regionen på trods af de politiske omvæltninger, som har fundet sted.
Som eksempel har kvinder i Egypten været stærkt underrepræsenteret i alle organer siden 2011, såvel som i alle overgangsregeringer. Regeringen udnævnte den 16. juli 2013 kun tre kvinder ud af 34 ministre.
I Europa konkluderer researcherne, at den voksende fattigdom og manglende økonomiske uafhængighed forhindrer kvinder i at flygte fra voldelige situationer.
Besparelser i de offentlige budgetter har især ramt kvinder hårdt, navnlig i Spanien og Cypern, hvor tjenester såsom nødboliger, hotlines og andre mekanismer for at sikre kvinders rettigheder er forsvundet.
EMHRN opfordrer EU, Europarådet, Unionen for Middelhavet og Den Arabiske Liga til at benytte de eksisterende instrumenter og programmer til bekæmpelse af vold mod kvinder i Euro-Middelhavsregionen samt udvikle national lovgivning til at skabe et kønssensitivt retsvæsen, øget sikkerhed samt støttetjenester for voldsofre
Læs eller download rapporten ”Violence against Women in the context of Political Transformations and Economic Crisis in the Euro-Mediterranean Region: Trends and Recommendations towards Equality and Justice” (PDF, 63 sider)
Læs mere om The Euro-Mediterranean Human Rights Network på Euromedrights.org
Janne Louise Andersen er redaktør for Det Arabiske Initiativ