Kidnapninger, røveri og afpresning finansierer Boko Haram

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Massekidnapningen af skolepiger i Nigeria har vakt international vrede mod den militante islamistiske gruppe Boko Haram i Nigeria. Men bortførelser har hele tiden været en af de måder, gruppen har finansieret sig selv.

Over 200 skolepiger i byen Chibok i det nordlige Nigeria har været genstand for utallige artikler i alverdens medier, siden de blev bortført fra deres kostskole for lidt over en måned siden.

Den nigerianske terrorgruppe Boko Haram har taget skylden og meddelt, at pigerne er giftet bort eller vil blive solgt på et marked, og at Gud har befalet gruppen at sælge dem.

Nu har flere medier set nærmere på, hvor Boko Haram egentlig får sine penge fra. For i betragtning af, at Nigeria er et land, der rangerer højt på listen over verdens fattigste, gør medlemmerne af Boko Haram sig bemærket med dyre våben og biler.

 

Bankrøverier og afpresning

Bortførelser har da også tidligere været en god forretning for gruppen. Den snuppede sidste år en fransk familie på syv, som var på ferie i Cameroun nær grænsen til Nigeria. Det indbragte Boko Haram over tre millioner dollars i løsesum.

Denne type løsesummer er, sammen med bankrøverier, afpresning og beskyttelsespenge, med til at finansiere den militante islamistiske gruppe, skriver magasinet The Week.

”Bortførelser er blevet en af gruppens primære finansieringskilder, en måde at presse indrømmelser ud af den nigerianske stat og andre regeringer og en trussel mod udlændinge og nigerianske regeringsembedsmænd,” siger analytiker Jacob Zenn fra terrorbekæmpelsescentret på West Point, til The Week.

Foruden løsepenge har Boko Haram fået betydelige summer ud af at røve banker og virksomheder i det nordlige Nigeria. Nogle iagttagere mener, at gruppen har fået omkring seks millioner dollars ud af røverierne, skriver The Week.

”Boko Haram har delvist finansieret sine militante operationer ved at angribe og røve banker,” siger David Doukhan fra International Institute for Counter-Terrorism.

Ud over banker er det også konvojer med værditransporter samt velstående virksomheder, der bliver plyndret af de bevæbnede banditter.

Enten ved direkte røveri eller ved at kræve beskyttelsespenge fra virksomhederne og guvernørerne i det nordlige Nigeria. Det har fundet sted siden 2004, skriver den nigerianske avis The Nation.

 

Støtte fra al-Qaeda

 

Endelig er en del af pengene også kommet fra terrornetværket al-Qaeda på et tidligere tidspunkt, siger kilder til det amerikanske medie The Daily Beast.

En nylig rapport peger på, at Boko Haram har fået betydelig økonomisk støtte fra udlandet, skriver International Business Times.

“Uden en støt stigende strøm af penge ville bevægelsen være døet ud for længe siden,” lyder det i rapporten fra det amerikanske Terrorism Research and Analysis Consortium.

USA’s udenrigsministerium peger endvidere på, at der også er sympatisører i blandt andet Storbritannien og Saudi-Arabien, der støtter Boko Haram økonomisk, lige som gruppen også får støtte fra al-Qaeda i Maghreb, lyder det fra ministeriet.

Tilbage i 2012 lød det endvidere i en rapport fra Inter-University Center for Terrorism Studies, at de nigerianske terrorgrupper var delvist finansieret af narkokarteller i Latinamerika, skriver International Business Times.