Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
To marokkanske dokumentarfilm fra 2013 fortæller om en grusom praksis og lov af overraskende oprindelse. Det lykkedes for den ene film at afskaffe loven. Den anden film fortæller, at det desværre ikke er gjort med en lovændring.
Onsdag d. 15 maj var der KVINFO-arrangement i Grand Biografen, København. Anledningen var den marokkanske dokumentar ‘475: Break the Silence’, der handler om en lov, der kort fortalt gør det muligt for seksualforbryder at slippe for straf ved at gifte sig med sit offer, hvis hun er mindreårig.
Dokumentaren er lavet af Hind Bensari. Hun forlod sin trygge tilværelse i Londan, hvor hun også er vokset op for at lave filmen og for at gøre en forskel. Det lykkedes for Bensari. Efter hendes film blev i vist marokkansk tv, blev loven ændret.
Jeg blev desværre forhindret i at komme til KVINFO-arrangementet og forsøgte derefter at finde ‘475: Break the Silence’ på nettet – uden held. Til gengæld fandt jeg en anden dokumentar, der slet og ret hedder ‘475’. Den kan ses i sin fulde længde på online (find linket i bunden af denne artikel).
Fransk lov
Indtil januar i år kunne en marokkansk seksualforbryde slippe for straf, hvis han giftede sig med sit mindreårige offer. Pigen havde ikke noget valg, idet voldtægt bringer skam over familien, og hun kunne kun rede familiens ære ved at gifte sig med sin voldtægtsmand. Alternativet var udstødelse af hele samfundet.
For blandt de marokkanere, der i det hele taget anerkender, at der er noget, der hedder voldtægt, er det en udbredt opfattelse, at pigen selv er ude om det.
Loven hedder artikel 475.
Jeg skal med det samme indrømme, at det første jeg tænkte, da jeg for første gang læste om artikel 475, var, at det er en islamisk lov. Men det er det ikke. I Koranen findes der intet belæg for denne praksis. Loven blev indført under det franske protektorat (1912-1956) direkte efter fransk model. En lov som Frankrig først selv fjernede i 1994!
Amina Filali
Det, der fik Bensari op på barrikaderne, var en tragisk skæbne, der gav genlyd i de internationale medier. Amina Filali var blevet tvunget til at gifte sig med den mand, der havde voldtaget hende i en skov. Marts 2012 tog hun sit eget liv ved at spise rottegift. Amina Filali var kun 16 år.
Desværre deler Amina Filali skæbne med mange andre unge marokkanske piger.
Samme unge pige fik den marokkanske filmmager, fotograf og aktivist Nadir Bouhmouch til at lave dokumentaren ‘475’, som er nomineret The BOBs – Best of Blogs – der er verdens største konkurrence for webblogs grundlagt af Duetsche Welle i samarbejde med Reporters sans frontièrs (RSF).
Bouhmouch vender kammeraet indad mod det samfund, hvor artikel 475 har sit virke. ‘Er det virkelig artikel 475, der er problemet?’ spørger han.
“Hvem vil gifte sig med en pige, der er blevet voldtaget”, som én af de medvirkende siger. Damaged goods?
Det viser sig, at det er Aminas egen mor, der gennemtvang ægteskabet. Først bad hun den unge mand om at gifte sig med hendes datter. Det nægtede han, og så gik hun rettens vej.
Aminas far hævder, at det var hans kone, der tvang ham til at underskrive ægteskabskontrakten. Senere viser det sig, at hans andet ægteskab også er et resultat af en voldtægt, som han selv begik mod en 16-årig pige.
Aiminas lillesøster
Midt i alt det løber Aminas fem-seks-årige halvlillesøster rundt og leger. Hun smiler og griner, så man kan se, at hun har tabt næsten alle sine mælketænder. Sorgløs og stadig uvidende om den værdi, hendes køn tildeler i hende i hendes samfund.
Man kommer til at tænke på, hvad livet vil byde hende. Er hun én af dem, der slipper, eller skal hun dele skæbne med sin halvsøster og mor. I ‘475’ nævnes det ved flere lejligheder, at 60% af alle marokkanske kvinder udsættes for vold, så oddsene er ikke gode for den lille pige.
Når det kommer til statistik ført over overgreb mod kvinder i lande som Marokko kan det altid kun være et skøn, og de reelle tal er ofte højere. En kvinde risikerer meget ved at melde en voldtægt, så mange vælger at lade være.
Nogle husker måske sagen om den norske kvinde, der sidste år i Dubai blev voldtaget af en kollega. Hun blev smidt i fængsel anklaget for udenomsægteskabelig sex og først løsladt (“benådet”) efter internationalt pres. Det blev manden for øvrigt også.
Kvinderne kan jo bare blive der hjemme. Så sker der dem ikke noget. Men de fleste overgreb – præcis som i Danmark – begås af én, som kvinden kender eller er i familie med.
Der er ikke gjort ved at afskaffe artikel 475
Bouhmouch blander sine interviews med bl.a. klip fra det marokkanske parlament, og på talerstolen står en ophidset mand. Det er Head of Government (det svarer vel til folketingets formand), Abdelilah Benkirane, der er vred over, at kvinderne demonstrerer mod artikel 475 i forbindelse med Amina Filalis selvmord.
“Det giver ingen mening at demonstrere, når der ikke er noget at demonstrere for,” siger han og fortsætter, “De havde et forhold. Pigen blev gift og så var hun glad!”
Det er ikke til at afgøre om det er et udtryk for ligegyldighed eller foragt. Morens bevægegrunde er sværere at placere. Det er nok, fordi der er uoverensstemmelse mellem hendes følelser og de traditioner, hun skal navigere i.
Jeg tror, at hun gjorde som hun gjorde – altså gennemtvang sin datters ægteskab – ikke af ligegyldighed eller manglende moderkærlighed, men fordi der ikke er et alternativ. Jeg tror, at for Aminas mor var denne handling et udtryk for omsorg, fordi udstødelse er endnu værre i hendes øjne.
Man skal huske på, at Aminas mor selv er et produkt af sit samfund.
Gennem Bouhmoushs film står det klart, at praksissen med voldtægtsægteskaber ikke ændres ved lov. En tradition lader sig ikke bare sådan ændre, slet ikke ved en underskrift på et stykke papir. Det kræver en mentalitetsændring at afskaffe artikel 475. Og det ville kræve patriarkernes konsensus.
I Iran afskaffede man stening efter pres fra lokale menneskerettighedsorganisationer og det internationale samfund. Men det betyder ikke, at stening ikke stadig bruges i Iran.
En løves mod
Det er anden gang indenfor et par måneder, at Grand biografen lægger hus til et KVINFO-arrangement om voldtægt. I marts måned var det den danske dokumentar ‘Voldtægt som krigsvåben’, der handler om voldtægt begået af serbiske soldater under krigen på Balkan.
Og så var det, det gik op mig, hvad det her handler om.
Jeg tror ikke, at det er værre for en marokkansk eller en bosnisk kvinde at blive voldtaget end for en dansk kvinde, men det må alt andet lige være mindre hårdt at komme videre i sit liv – eller i det hele taget bare at komme videre – når man lever i et samfund, der kriminaliserer seksuelle overgreb og stiller med politi og plejevæsen, som er uddannet i at tage sig af voldtægtsofre.
Man er i et sted, hvor man kan italesætte overgrebet og hvor gerningsmanden stilles til regnskab for sine handlinger.
For de bosniske og de marokkanske piger og kvinder gælder helt andre spilleregler. De er kvinder i konservative samfund, hvor en kvindes dyd er det mest kostbare, hun har. Hendes dyd er lakmusprøven på samfundets renhed og hænger således uløseligt sammen med samfundets selvforståelse.
Udadtil i hvert fald.
For at forstå, hvad det er kvinderne er oppe i mod, er man nød til at lægge sit danske frisind til siden for en stund. Det kræver en løves mod at gøre det, disse kvinder gør. At stå frem, at trodse skammen og risikere udstødelse i samfund uden socialt sikkerhedsnet.
Mod slutningen i ‘475’ sætter en enlig mor ild til sig selv. Hun hyler og skriger, mens hun vakler ned ad gaden. Hendes desperation er ikke til tage fejl af. Hun er nået samme grænse som Mohamed Bouazizi fra Tunesien, der ved sin selvmordsbrand antændte det arabiske forår.
