Danida åbner op for nye lande

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Nigeria, Marokko, Filippinerne og Indien får nu adgang til lån fra Danida. Lånene kommer fra Business Finance og går til at finansiere store infrastrukturprojekter i udviklingslandene, hvor danske virksomheder står for kontrakterne.

En række nye lande får fremover mulighed for at låne penge fra Danidas erhvervsinstrument Business Finance, der yder lån til finansiering af infrastrukturprojekter og mindre industriprojekter.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Om udvidelsen af landekredsen siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S):

”Lande som Nigeria, Indien, Filippinerne og Marokko står med store udfordringer. De efterspørger vores viden, teknologi og løsninger, der kan bidrage til at opbygge deres økonomi og samfund på bæredygtig vis. Derfor styrker vi samspillet mellem Danida og danske kommercielle indsatser.”

Samtænke handel og udvikling

Danida har årligt afsat 300 millioner kroner til erhvervsinstrumentet Business Finance. Erfaringerne viser, at lånene genererer kontrakter for danske virksomheder for omkring 7-800 millioner kroner.

”Det er jo endnu et eksempel på, at udviklingssamarbejdet både skaber udvikling og kan være med til at åbne døre for danske virksomheder. Den udvikling skal vi nu støtte op om, og Danidas erhvervsinstrumenter spiller en afgørende rolle.”

Den nye landekreds spiller sammen med regeringens program for højpotentialeprojekter, der for nyligt blev lanceret i forbindelse med strategien for eksportfremme og økonomisk diplomati.

Programmet skal identificere og fremme danske løsninger i store internationale projekter i udviklingslande.

”Højpotentialeprojekter med bæredygtige løsninger fra danske virksomheder bidrager til udviklingslandenes økonomiske udvikling – samtidig med at Danidas lån kan være med til at finansiere projekterne. Det er en oplagt måde at samtænke handel og udvikling på,” siger Mogens Jensen.

Får danske banker til at åbne op

Danida Business Finance kan blandt andet bruges til at dække renteudgifter på lån, der skal ydes af danske banker, til lokale regeringers finansiering af infrastrukturprojekter med danske leverandører.

Udviklingslandene får på den måde adgang til yderst favorable lån, der gør det lettere for dem at overholde deres gældsforpligtelser.

Samtidig sikrer bistandsmidlerne, at danske banker er villige til at give lån til danske virksomheders projekter på mere risikobetonede markeder i Afrika, Asien og Latinamerika.

Udvidelsen af landekredsen for Danida Business Finance kommer i kølvandet på ministerens beslutning tidligere på året om at fastholde anvendelsen af Danida erhvervsinstrumenter i Vietnam og Egypten, hvor den almindelige bistand er udfaset.