Danske midler til ny afrikansk fond for grøn energi

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Ny fond skal investere i bæredygtige energiprojekter i Afrika med midler fra bl.a. Danmark. Danske virksomheder er allerede engageret og handels- og udviklingsministeren håber, at det vil skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

Mogens Jensen (S) lancerer tirsdag eftermiddag i FN-byen African Renewable Energy Fund (AREF), der over det kommende årti forventes at bidrage til grønne investeringer for over fem milliarder kr. i Afrika.

AREF er en nystartet investeringsfond, der skal sikre flere investeringer i bæredygtige energiprojekter i Afrika. Fonden har allerede nu en omfattende række af investeringsprojekter i udsigt, primært små og mellemstore energiprojekter inden for vandkraft, vind, geotermisk energi, solenergi, biomasse og affaldsgas.

”De afrikanske lande efterspørger i stigende grad investeringer og samhandel for at få bedre gang i deres vækst. Det skal ske på ansvarlig og bæredygtig vis”, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

“Jeg er derfor glad for, at vi med dette nye tiltag kan være med til at skubbe det afrikanske kontinent i grøn retning samtidig med at give danske virksomheder bedre muligheder til gavn for vækst og beskæftigelse både i udviklingslandene og i Danmark. Danske virksomheder har mange af de løsninger, som Afrika har brug for,” anfører han.

Fondens startkapital på 1,1 mia. kr. (200 mio. USD) kommer fra private midler, investeringsfonde og udviklingsmidler fra Danmark, USA, den Afrikanske Udviklingsbank og African Biofuel and Renewable Energy Company, der er ejet af afrikanske stater og finansielle institutioner.

Regner med afkast på 20 procent

De private investorer regner med et nettoafkast på over 20 procent. Fonden forventes over de næste ti år at ville bidrage til investeringer i bæredygtig energi for over 5,5 milliarder kroner på det afrikanske kontinent.

Seminaret i FN-byen er arrangeret af den Afrikanske Udviklingsbank, UNEP Risø Center og Udenrigsministeriet. Handels- og udviklingsministeren taler kl. 15 efterfulgt af den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og direktøren for fondsbestyreren Berkeley Energy, Andrew Reicher, som vil redegøre for fondens strategi og forretningsmuligheder.

AREF er en udløber af Sustainable Energy Fund for Africa, som Danmark støtter med 60 mio. kr. om året for perioden 2011-15.

Vestas leverer møller til Afrikas største vindpark

I pressemeddelelsen fremhæver udenrigsministeriet Afrikas største vindpark, Lake Turkana Wind Power, som et godt eksempel på, hvordan det er lykkedes at mobilisere risikovillig kapital til finansiering af et stort vedvarende energiprojekt i Afrika med inddragelse af dansk erhvervsliv.

Projektet opføres i Kenya, hvor Vestas skal levere 365 vindmøller til vindparken, der skal stå færdig i 2017. Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og Eksport Kredit Fonden (EKF) har bidraget til den samlede finansiering på godt 4,5 mia. kr.

Danmark giver årligt over 200 mio. kr. til den Afrikanske Udviklingsbank, der står bag AREF og arbejder for at skabe bæredygtig vækst og beskæftigelse i Afrika.

Udviklingsbankens samlede indkøb fra danske virksomheder var i 2013 ca. 650 mio. kr. Det høje salg sidste år skyldtes særligt kontrakter på vindløsninger til Siemens Wind Power.