“Kære venner. Sidste nat var ekstrem. Israels invasion har resulteret i utallige lemlæstede, sønderrevne, blødende, døende palæstinensere – i alle aldre, alle civile, alle uskyldige”. Sådan indleder den norske læge Mads Gilbert sin dybt personlige beretning om den aktuelle situation i Gaza.
Her arbejder han som frivillig på Shifa-hospitalet, skriver Ekstra Bladet online mandag.
I et åbent brev til verdenssamfundet fortæller han om konsekvenserne af krigen for civilbefolkningen i det palæstinensiske selvstyreområde.
Han beretter, hvordan ansatte og frivillige på de palæstinensiske hospitaler arbejder i døgndrift for at hjælpe de sårede.
Men strømmen af kvæstede børn, kvinder og mænd er overvældende, skriver han i indlægget, der er offentliggjort på den pro-palæstinensiske hjemmeside Middeleastmonitor.
“Åh nej, ikke endnu en last med lemlæstede og blødende, vi har stadig en sø af blod på gulvet i intensivafdelingen, bjerge af dryppende, blodindsmurte bandager, der skal smides ud – åh – og rengøringsfolk, overalt, de skovler blod og bortskåret kød, hår, tøj – og efterladenskaber fra død – bare for at gentage det hele igen”, skriver Mads Gilbert og tilføjer, at de primitive hospitaler i Gaza mangler stort set alt.
Gilbert støtter åbent den palæstinensiske sag og har arbejdet på hospitaler i Gaza-striben i 17 år, oplyser EB online.
“Mens jeg skriver disse ord til jer, alene, i min seng, får mine tårer frit løb, de varme men ubrugelige tårer fra smerte og vrede og frygt. Dette kan ikke være rigtigt!”, gør han gældende.
Den seneste konflikt mellem Israel og Hamas i Gaza brød ud 8. juli. Flere end 500 palæstinensere og to dusin israelske soldater har foreløbig mistet livet.