Rige og fattige lande skændes om finansiering på topmøde for naturen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Ann Berit Frostholm, Dansk Naturfredningsforening

Udviklingslande og rige lande står stejlt overfor hinanden i diskussionen om, hvordan vi stopper nedbrydning af den globale natur ved de internationale forhandlinger om biodiversitet.  

Udfordringerne er til at få øje på. Her midtvejs i forhandlingerne ved COP 12 er parterne langt fra at konkludere på de væsentlige punkter.

I forhandlingerne om at sætte mål for pengestrømmene mellem landene i nord og i syd, der har til formål at accelerere indsatsen for verdens natur, er parterne låste.

Yderpunkterne går mellem, om man skal binde sig til de foreløbige finansieringsmål fra 2012 om at fordoble pengeflowet i 2015 og fastholde det beløb i årene frem til 2020, som EU ønsker.

Eller om man skal fordoble pengeflowet i 2015 med en yderligere fordobling i 2017 og fastholde det beløb frem til 2020, som en stor gruppe af afrikanske lande har fremsat forslag om her, støttet af blandt andet Kina og Brasilien.

EU står fast på, at man gerne vil donere flere penge til udviklingslandene med henblik på at øge indsatsen for den biologiske mangfoldighed væsentligt, som det blev lovet ved COP 11 i Hyderabad i 2012.

Men de afrikanske lande, Kina og Brasilien mener, at målene skal afspejle det gab der er mellem de midler, der er til rådighed til indsatsen i dag og det faktiske behov, der er, for at kunne iværksætte de indsatser der skal til for at udmønte de globale biodiversitetsmål.

En helt tredje stemme kommer fra Costa Rica, der taler for, at udviklingslandene skal droppe ønskerne om at modtage så meget udviklingsstøtte som muligt, men i stedet afsætte de nødvendige ressourcer i de nationale budgetter og påtage sig ansvaret selv.

Udviklingslandene med afrikanske lande taler deres sag varmt. For de har det væsentlige kort på hånden, at størsteparten af den uspolerede natur findes i deres lande.

De enorme skove i Congo og Brasilien er verdens lunger. Og hvad sker der, hvis de ikke rustes til at tage vare på de områder i tide?

Ann Berit Frostholm er projektleder ved Dansk Naturfredningsforening og deltager i COP 12 i Sydkorea på vegne af 92-gruppen.