Pentagon: Klima opgraderes til national sikkerhedstrussel

Forfatter billede

Af Signe Waltoft Madsen, U-landsnyt.dk 

Mere ekstremt vejr, stigende vandstand og flere kraftige storme repræsenterer en national sikkerhedstrussel for USA’s forsvar. Sådan lyder det i en ny rapport fra Pentagon mandag den 13. oktober.

Klimaet er opgraderet som en trussel mod amerikanernes sikkerhed. Det fastslår en ny rapport fra Pentagon, der også indeholder en klimatilpasningsplan af det amerikanske forsvar. Opgraderingen af klimatruslen kommer med klare opfordringer fra forsvarsminister, Chuck Hagel,

“Politik og ideologi må ikke komme i vejen for fornuftig planlægning,” siger Hagel. “Vores væbnede styrker må forberede sig på en fremtid med et bredt spektrum af trusler og risici mod landets sikkerhed.”

Planen blev udgivet samtidigt med, at Hagel deltog i en konference i Peru med sine kolleger fra hele Nord-og Sydam erika.

Den nye rapport vurderer sårbarheden af militære installationer i forhold til klimaændringerne. Hampton Roads-regionen i Virginia nævnes som ét ud af flere områder, hvor militære baser er ramt af tilbagevendende oversvømmelser. Udover kraftigere storme og oversvømmelser, fastslår rapporten behovet for at udvikle planer, der kan tilpasse materiel, våben og baser til en forventet havstigning på omkring 1,5 meter over de næste 20 til 50 år.

Forsvarsministeriet nedsatte i 2012 en arbejdsgruppe, der skal vurdere forskellige tilpasningsplaner, hyppigheden af ​​katastrofer og militære operationer i bl.a. Arktis. Resultaterne af arbejdsgruppens evalueringer skal danne ramme om forsvarets forebyggende indsatser og sikkerhedsinteresser.

Det er ikke første gang, at forsvaret foretager undersøgelser omkring klimaeffekternes konsekvenser for materiel og operationelle planer. I 2010 udgav flåden en tilpasningsplan, og nu er flere altså på vej.

 

Kilde: The Washington Post