Tre danske virksomheder i Asien kæmper om ny CSR pris

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) uddeler torsdag en ny CSR-pris til en dansk virksomhed, der har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme samfundsansvar i udviklings- og vækstlande.

Tre danske virksomheder med produktion i Asien, Danfoss Industries i Indien, LM Wind Power i Indien og ScanCom International A/S i Vietnam, er blevet nominerede blandt 26 virksomheder, og de kæmper om CSR Abroad prisen i morgen aften i Holstebro.

”De tre virksomheder har gennem arbejde med bæredygtighed, ansvarlig håndtering af leverandørkæden, samarbejde med fagforeninger og fokus på menneskerettigheder alle gjort sig yderst fortjent til at modtage CSR Abroad prisen. De har overordnet set én ting til fælles – de udviser global ansvarlighed og viser vejen for andre danske virksomheder,” siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Den nye pris uddeles under det årlige CSR Awards prisuddelingsshow i Holstebro i samarbejde med Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).

Nye udfordringer og dilemmaer

Admin. direktør i IFU, Tommy Thomsen, udtrykker stor tilfredshed med lanceringen af prisen.

”Vores investeringer med danske virksomheder er hver dag med til at skabe økonomisk, social og miljømæssig fremgang i udviklingslandene, og med denne pris vil vi gerne fremhæve dem, der gør en særlig indsats”.

Ifølge den uafhængige jury, som består af fagfolk, går prisen til en virksomhed, der netop har bevist, at god forretning, strategisk CSR og overholdelse af internationale standarder for social, miljømæssig og økonomisk udvikling kan gå hånd i hånd.

”Danske virksomheder er allerede gode til at arbejde ansvarligt som en naturlig del af deres forretning i Danmark. Når det handler om at håndtere de sociale og miljømæssige udfordringer i udlandet og særligt i udviklingslande, er der dog nye udfordringer og dilemmaer, der skal tackles,” siger Mogens Jensen.

Han har for nyligt lanceret en sekspunktsplan for CSR, der blandt andet indeholder den nye CSR Abroad pris, men som også støtter en række andre initiativer, der fremmer danske virksomheders CSR-indsats i vækst- og udviklingslande med 60 millioner kroner.

Udlandet mindre i fokus

Virksomheders samfundsansvar i udviklingslande og på vækstmarkeder handler både om at sørge for ansvarlige arbejds- og miljøforhold, bidrage til at bekæmpe korruption og involvere sig i de lokalsamfund, hvor de producerer og gør forretning.

Danmarks nationale CSR-konference og prisuddelingsshow, CSR Awards, har tradition for at hylde danske virksomheders samfundsansvar i Danmark, mens virksomhedernes samfundsansvar i udlandet har været mindre i fokus.

Juryens begrundelser for at nominere de tre virksomheder:

Danfoss Industries Pvt. Ltd., Indien er nomineret for sin holistiske tilgang til bæredygtighed i forretningsstrategien og på sine fabrikker, sin praktiske tilgang til ansvarlighed i leverandørkæden og implementering af anti-korruptionspolitik, sin nye virksomhedsfaciliteter med fokus på miljøbeskyttelse og genanvendelse samt de mange CSR-aktiviteter i lokalområdet, hvor juryen især har bemærket, at der tilbydes faglig uddannelse til ufaglærte unge.

LM Wind Power Indien er nomineret for sin brug af Key Performance Indicators inden for bæredygtighed i virksomheden – for ledelse såvel som medarbejdere samt sit potentiale for at gøre bæredygtighed til grundlaget for sin globale forretningsstrategi. Juryen roser også LM Wind Powers risikovillige tilgang til etisk håndtering af leverandørkæden og udbredelsen af virksomhedens anti-korruptionsstrategi samt at have taget udfordringen op, når det gælder om at ligge i top på arbejdsmiljøområdet.

ScanCom International A/S, Vietnam er nomineret for at integrere CSR i sin forretningsstrategi og i driften, samarbejdet med fagforeningerne vedrørende arbejdstagerrettigheder og sit fokus på menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, som kan ses i arbejdet med at opnå SA8000 certificering i 2015. Yderligere nomineres ScanCom for sit særlige bonussystem for at overholde CSR-regler og –procedurer, sit systematiske arbejde inden for etisk håndtering af leverandørkæden, inkl. opfølgning med leverandørerne, samt sin førende rolle i møbelindustrien, når det gælder indførelse af FSC-certificering som en markedsbetingelse.