SF og Enhedslisten: Valget stod mellem pest og kolera

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Valget stod mellem at se de borgerlige partier indgå en aftale med regeringen om et sparehug i u-landsbistanden på 2,5 milliarder eller gå ind i et forlig, hvor venstrefløjen lagde navn til besparelser, men i betydeligt mindre omfang. 

Sådan lød det enstemmigt fra SF og Enhedslisten efter at de to partier mandag hjalp regeringen med at spare en milliard kroner på dansk udviklingsbistand for at finde penge til et øget antal asylansøgere.

Hvis det bliver nødvendigt, kan der skæres 500 millioner kr. yderligere næste efterår.

Christian Juhl: Erhvervsstøtte er ikke udviklingspolitik

“Vi havde hellere undgået overhovedet at tage fra udviklingsbistanden, men når nu det skal være, så er det den bedste løsning, når man tænker på de fattigste”, siger Enhedslistens udviklingspolitiske ordfører, Christian Juhl.

Han fremhæver særligt, at der er skåret i erhvervsstøtteordningerne med 128 mio. kr., og at pengene til “de allerfattigste ikke er blevet rørt ved”.

”Vi har kæmpet hårdt for at friholde fattigdomsbekæmpelse for besparelser. Den milliard, vi så har været med til at finde, er primært taget fra erhvervsstøtte, som vi ikke mener har meget med udviklingspolitik at gøre”, siger han.

”Nu er det vigtigt at sige til Mogens Jensen, regeringen og den blå opposition, at dette ikke er vejen frem for den danske udviklingsstøtte. Målet er, at vi igen skal op på en procent af Danmarks BNI, så vi i højere grad kan bekæmpe global fattigdom og skabe mere demokrati og fremgang for klodens allerfattigste,” gør Christian Juhl gældende.

Han mener, der er forståelse i Enhedslistens bagland for partiets position mellem en dårlig aftale contra en aftale mellem regeringen og de borgerlige. “Det er nådigt sluppet”, vurderer han.

Glad for røde fingeraftryk

SFs udviklingsordfører, Trine Pertou Mach, er på samme linje: 

”En aftale med de borgerlige havde kostet verdens fattigste dyrt. Derfor var det nødvendigt at finde et kompromis med regeringen, selv om det har været en hård kamp at få besparelsen barberet, så langt ned – og selv om vi selvfølgelig helst havde været helt foruden”.

”Det har været vigtigt for SF, at vi med aftalen sparer mindst muligt på den bistand, der går til fattigdomsbekæmpelse, og heller ikke sparer på klimabistanden. En aftale med de borgerlige, derimod, havde sat den vigtige kamp mod fattigdom over styr”.

“Vi er også glade for, at det lykkedes at holde civilsamfundet i syd stort set fri af besparelserne”.

“At vi tilmed fik sat penge af til en ikke-militær konfliktløsning, til CSR-pulje, til det danske hus i Palæstina og til temaet skat, udvikling og bekæmpelse af illegale kapitalstrømme, var faktisk ret positivt,” siger Mach.

Både lettede og frustrerede NGOer

Danske nødhjælpsorganisationer er både lettede og frustrerede på samme tid ovenpå forliget om u-landsbesparelserne.

Jann Sjursen, som engang var formand for et parti, der var u-landsbistandens bannerfører i Folketinget (Kristeligt Folkeparti), konstaterer nu som generalsekretær for den katolske humanitære organisation, Caritas Danmark:

“Besparelser på en milliard kroner er ikke så ringe som 2,5 milliarder Men når det er sagt, så er det forstemmende, at regeringen, Enhedslisten og SF nu er enige om at reducere udviklingsbistanden til verdens fattigste”.

Udsigten til en rundbarbering fik for alvor u-landsorganisationerne i Danmark op på mærkerne. 33 af dem lancerede sammen en større annoncekampagne i et forsøg på at råbe politikerne op.

Dagens aftale om penge til asylboomet betyder udover den ene milliard i besparelse på udviklingbistanden, at parterne er enige om at bruge 700 millioner kr. i tilbagebetalte EU-penge og yderligere 300 millioner er fundet på andre reserver på finansloven.

“1.000 millioner er rigtig, rigtig mange penge”

“Det er svært at blive i rigtig godt humør på en dag, hvor u-landsbistanden beskæres med 1.000 millioner kroner. Det er rigtig mange penge, som går fra initiativer tiltænkt verdens fattigste”.

Sådan siger kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp, Mads Klæstrup Kristensen, på vegne af NGOernes kampagne.

“Det er stadig en katastrofe for verdens svageste, men en mindre katastrofe, end det så ud til for nogle dage siden”, anfører han.

Han mener, at presset fra danskerne har haft en virkning.

“Vi vil sige tak til de mange, der de seneste dage har sagt fra overfor de første store spareudmeldinger fra regeringen. En hel flok danske organisationer har stået sammen om at markere, at det kunne Danmark gøre bedre”, siger Klæstrup Kristensen.