Af Morten Ranum, U-landsnyt.dk
For en månedstid siden skrev vi om Christina Hagens Body Double. Facebook-profilen Et Navn kvitterede straks med venskab. Et Navn forklarede om vanskelighederne som kvinde og menneske ved at nedbryde stereotype skønhedsidealer.
Body Double er Christina Hagens (kunst)projekt, hvor hun har allieret sig med en anden kvinde, som eftersigende skulle være smukkere og lækre end Hagen selv. Denne kvinde, Sofie Lund Hansen, optræder som Christina Hagen. Vi stillede spørgsmålet om Body Double ikke blot bekræfter det skønhedsideal som Body Double vil bekæmpe. Netop det fik Et Navn til at reagere. Et Navn siger, at ingen befinder sig i en position til at gøre noget ved problemet – uden at have særlige interesse i idealet, ved enten at være grim eller smuk. Således tvinges vi alle til at lade som om det ikke eksisterer, jf. Christina Hagens hjemmeside.
Sjæl, krop og identitet
Jeg tillader mig at opfatte Et Navn som den sjælelige inkarnation af Body Double. Måske har Et Navn langt større chancer for at gøre noget ved kvinders tvang om skønhed, fordi det visuelle og fysiske er underspillet i modsætning til Body Double.
Godt nok har der ligget skiftende billeder af både Sofie Lund Hansen og Christina Hagen på profilen, men nu lader det til at Et navn har indført billedforbud, hvilket er meget glædeligt. Det er måske fraværet af billeder, der kan føre os et andet sted hen. Også navnet Et Navn har en vigtig pointe. Det er blot et navn som alle andre. En slags maskering af kroppen og æstetiseringen af det fysiske udtryk. Når der ikke længere er noget visuelt, så er der noget stof at skabe skønhedsideal ud fra.
Ny vin på gamle flasker
Der er alligevel en sær eftersmag, når jeg drikker vinen jeg får tilbudt. Som om den er for gammel eller etiketten er falsk. Jeg dagdrømmer foran min bogreol og falder over Nina Björk, som i 1990’erne udgav Under det rosa täcket (desværre blev bogen oversat til dansk med titlen Kvindelighedens maskerade, hvilket helt ignorer den poetiske skønhed i den svenske titel). Vi synes ikke at være kommet meget videre. Stadigvæk opdrager vi piger som små yndige prinsesser, som skal være dekorative – her spiller langt lyst eller gyldent hår en ikke uvæsenlig rolle. De vokser op og bliver kvinder. Således bastet og bundet kvæles vi alle i ultra snævre formater om krop, identitet og udseende. Det er også et ekko af min egen mors oprør i 1970’erne, som heller ikke ændrede særlig meget. Måske fordi det ikke kun handler hvilke farver vi klæder vores børn i, men det stikker langt dybere.
Derfor bør det nu og her også handle om langt mere end kvinders tvang om at være unge og smukke. At gøre opmærksom på det endnu engang, vil ikke skabe noget nyt. Det er ikke fordi det ikke vigtigt. Det ER bestemt meget vigtigt. Men det ligner noget vi har set før – og derfor vil vi også ende, hvor vi har været før, ingen steder.
Global relevans?
Et meget hurtigt kig rundt på sociale medier overbeviser om at problemstillingen bestemt er global relevant, hvis nogen skulle være i tvivl. Den billedcirkulation der hersker på især unger kvinders profiler og identiteter er enorm. De fleste billeder viser kvinden i smukke, yndige, dekorative og seksuelle versioner.
Det højt elskede og populære nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie diskuterer feminisme i en TED Talk. Her udråber hun – sandsynligvis performativt – sin bror som den største feminist hun kender. Vel sagtens for at provokere og sige at mænd også kan være feminister. Hendes generelle konklusion er, at vi skal opdrage vores drenge – og pigerne anderledes, så de får lige muligheder i livet.
Min depression er fuldendt og total. Ja, Adichie har jo ret – vi skal opdrage anderledes. Og Et Navn, Body Double og Christian Hagen: jeg holder utrolig meget af jeres formål og respekterer jer for det, men projektet er dømt til at mislykkes så længe vi gør hvad vi plejer at gøre. Når vi gør det samme og bruger de samme midler vil vi også opnå de samme resultater – eller mangel på resultater.
Body Double projektet kan følges via Christina Hagens hjemmeside. Her kan man også blive opdatere om forfatterens andre værker og projekter: www.christinahagen.com
Denne artikel er en del at temaet om Diaspora. I serien undersøger vi erfaringer med ikke at befinde sig, hvor man hører til, eller måske slet ikke hører til nogen steder. Vi berører emner som adoption, etnicitet, hudfarve, hår, længslen efter hjemlandet og hvidhed.
