Dåsetomater er en uundværlig ingrediens i de fleste danske køkkener, men de færreste forbrugere ved, at dåsetomaterne i de danske supermarkeder er plukket af fattige illegale immigranter i Syditalien.
KØBENHAVN, 18. november 2014 (DanWatch): Er du som danskere er flest, vil du lade et par dåser tomater til under en ti’er trille i indkøbsvognen på din næste indkøbstur. Kødsovs er nemlig på top tre over danskernes foretrukne retter.
De fleste dåsetomater i Danmarks største supermarkedskæder kommer fra Syditalien, hvor op til en halv million fattige og ofte illegale immigranter arbejder uden kontrakt og udnyttes af bandeledere og tomatgårdene, viser en ny rapport fra researchcentret DanWatch.
DanWatch har kigget nærmere på tretten dåsetomat-mærker, der sælges i supermarkeder ejet af Danmarks største dagligvarekoncerner; Dansk Supermarked, Coop Danmark og Dagrofa samt tyske Lidl. Ti af disse mærker indholder tomater fra Puglia i Italiens hæl.
Udnyttelse af illegal arbejdskraft
Den italienske forening for juridiske studier af immigration (ASGI) peger på, at op mod 65 procent af alle ansatte i det italienske landbrug er ansat uden kontrakt, og at over 250.000 af landbrugsarbejdere er illegale immigranter.
Dermed er brugen af illegal arbejdskraft i Syditalien så udpræget, at der er stor sandsynlighed for, at dåsetomater i danske supermarkeder indeholder tomater, der er plukket af illegal arbejdskraft.
De ansvarlig koncerner følger dog ikke deres dåsetomater fra de bliver høstet, til de står på hylderne. De påtager sig heller ikke det fulde ansvar for alle led i deres leverandørkæde. DanWatchs nye rapport viser, at kun producenten Bioitalia, der bl.a. sælges i SuperBrugsen, har certificeret sporbarhed i hele sin varekæde og tager det fulde ansvar for alle led i sin leverandørkæde.
Ingen garantier til forbrugeren
Dagligvarekoncernerne sikrer de danske forbruger, at de lever op til deres sociale ansvar via nedskrevne csr-politikker og etiske retningslinjer.
Både Coop Danmark og Dansk Supermarked har skrevet under på Global Compact for virksomhedsansvar. Alligevel kan koncernerne ikke garantere forbrugerne, at tomaterne i deres dåsetomater ikke er plukket af illegal arbejdskraft, der arbejder under forhold, der krænker deres menneske- og arbejdstagerrettigheder.
Kun mærkerne Agrigenus og Mutti, der forhandles i Føtex og Superbest, kan garantere, at der ikke udnyttes illegal arbejdskraft i deres produktion, da de ikke bruger sæsonarbejdere i Syditalien.
Det røde guld
Læs hele artiklen på DanWatch’ websted