Foreløbig 102 døde efter nyt stort terrorangreb fra Boko Haram

Forfatter billede

Foreløbig 102 personer har mistet livet og over 300 er kvæstede efter det blodigste terrorangreb i Nigeria i lang tid. Mindst tre selvmordsbombere, angiveligt fra terrorbevægelsen Boko Haram, angreb sammen med andre bevæbnede mænd fredag den centrale moske i den store nordlige by, Kano. 

De senest registrerede dødstal forelå lørdag eftermiddag, skriver BBCs nyhedstjeneste BBC online lørdag.

Selvmordsbomberne sprængte sig selv i luften ved moskeen, hvorefter flere bevæbnede mænd trængte ind og åbnede ild mod de mennesker, der prøvede at flygte.

Det fik imidlertid en vred menneskemængde til at gå i kødet på skytterne. Fire af dem blev dræbt, hvorefter der bev sat ild til deres lig.

Nyheden kommer dagen efter, at en vejsidebombe mod en busstation dræbte 40 mennesker ved Marabi-Mubi.

Bombeangrebet kom tillige umiddelbart efter, at et andet bombeangreb blev afværget. Her var målet ligeledes en moské i byen Maiduguri. Samme by, som tidligere på ugen blev ramt af to kvindelige selvmordsbombere, der kostede 78 mennesker livet.

Internt muslimsk opgør

Fredagens angreb kom, ligesom imamen skulle til at starte bønnen. Et vidne så en person i en bil, som prøvede at tvinge sig adgang til moskéen. Men da folk stoppede manden, detonerede han en bombe i bilen. Og så begyndte folk at løbe i vild forvirring.

Lige ved moskéen ligger emiren af Kanos palads. Emiren, Lamido Sanusi, som i øjeblikket er i Saudi Arabien, er Nigerias næstmest indflydelsesrige gejstlige person efter sultanen af Sokoto. Et angreb mod Lamido Sanusi kunne skabe store spændinger i et enorme land.

I sidste uge opfordrede emiren befolkningen til at rejse sig mod Boko Haram. Han har også udtalt, at han tvivler på, om den nigerianske hær kan stoppe terrorbevægelsen og beskytte befolkningen.

Terrorgruppen har i årevis dræbt tusindvis af mennesker i angreb mod skoler, politistationer, kirker og moskeer og offentlige bygninger og har samtidig drevet flere hundredtusind på flugt, i dens kampagne for at skabe et islamisk kalifat. Alene i 2014 er over 2.000 dræbt af Boko Haram.

BOKO HARAM

Den militante islamistiske gruppe Boko Haram kæmper for en islamistisk stat i det nordlige Nigeria.

Gruppen er under ledelse af Abubakar Shekau.

Boko Haram hedder officielt Jama’atu Ahlis Sunna Lidda’Awati Wal-Jihad. Det betyder “vestlig uddannelse er forbudt”.

Boko Haram blev grundlagt af Mohammed Yusuf i 2002. Han mente, at Nigerias problemer frem for alt skyldtes de tidligere britiske koloniherrer.

Målet var i starten at bekæmpe korruption. Det har siden ændret sig i en stærk religiøs retning. Nu er en ny islamistisk stat det afgørende, og terror mod civilbefolkningen er midlet.

Mohammed Yusuf blev dræbt i kampe mod den nigerianske hær i 2009, der kostede 700 mennesker livet. Hans højrehånd, Abubakar Shekau, tog over.

Shekau er flere gange erklæret død, dræbt af hæren for derefter at dukke op på videoer.

Det er særligt den nordøstlige del af Nigeria gruppen har hærget de seneste 10 år. 

Den har jævnligt angrebet kirker, skoler og uddannelsesinstitutioner, hovedsagelig i landets muslimske nordlige del. 

14. april bortførte Boko Haram 276 piger fra en kristen pigeskole i Chibok i den nordøstlige delstat Borno. Episoden skabte stor opstandelse internationalt. 57 af pigerne slap fri i juni. Resten sidder fortsat fanget.