Arabiske ledere fordømmer terrorangreb i Paris

Forfatter billede

Fra en række arabiske lande samt fra styret i Teheran lyder fordømmelse af onsdagens blodige terrorangreb i Paris, hvor tre formodede islamister skød og dræbte 12 tegnere, skribenter og andre ansatte på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Ledere i store dele af den arabiske verden udtrykker solidaritet med ofrene for onsdagens terrorangreb i Paris og fordømmer det blodige attentat.

Det skriver Politiken, der har foretaget en gennemgang af blandt andet mellemøstlige medier og indsamlet officielle reaktioner fra en række lande.

”Terrorisme er et internationalt fænomen, der bør imødegås og stoppes gennem en fælles international indsats,” siger Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, i en udtalelse der er gengivet i flere egyptiske medier.

Også Jordan, Saudi-Arabien, Bahrain, Marokko, Algeriet og Qatar udsendte erklæringer, der med forskellige ord tager skarpt afstand fra attentatet.

Iran fordømmer ligeledes attentatet. En talsperson for udenrigsministeriet understreger, at enhver terrorhandling mod uskyldige mennesker er imod islamiske læresætninger.

Talspersonen tager dog afstand fra karaktermord på religiøse figurer og fordømmer ”fornærmelse af religiøse opfattelser,” skriver den engelsksprogede avis, Iran Daily, ifølge Politiken.

Stats- og regeringschefer i Europa og den øvrige vestlige verden har på det kraftigste fordømt det barbariske angreb, der sendte en chokbølge gennem store dele af verden.