Et nyt forskningsprojekt vil studere de store globale mønstre af biodiversitet ved at kortlægge koralfisks adfærdsmønstre. Det handler om at forstå forskellige arters adfærd og interaktion med hinanden.
Det skriver Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet i en pressemeddelelse torsdag.
Små tropefisk kan måske være med til at forklare den biologiske mangfoldighed i en global sammenhæng. Ved at studere sommerfuglefisk i tropiske koralrev vil et nyt projekt undersøge, hvad konkurrence mellem arter betyder for fordelingen af liv på Jorden.
Det er adjunkt Sally Keith fra Centret for Makroøkologi, Evolution og Klima, som har modtaget 3,9 millioner kr. fra VILLUM FONDEN til sin forskning.
Missing link
Verdens biodiversitet kan inddeles i geografiske områder, som har udprægede forskellige sammensætninger af dyr og planter. Hvordan grænserne opstår og vedligeholdes er langt hen ad vejen uvist.
Forskning hidtil har primært fokuseret på pludselige ændringer i miljøet eller fysiske barrierer, som arterne ikke kan sprede sig over, men det er ikke altid nok til at forklare grænserne.
Det afgørende ’missing link’ for at forstå disse grænser, findes måske i arternes adfærd og interaktion med hinanden, fx konkurrence.
Sally Keith får mulighed for at studere konkurrence mellem sommerfuglefisk i det indo-pacifiske område.
Hun vil dykke og observere fisk i fire havområder, hvor regioner med hver deres arter mødes og overlapper. Ved hjælp af avancerede teknikker i statistisk, matematik og computermodellering vil hendes indsamlede data blive brugt til at belyse spørgsmålet.
Globale mønstre
“Sommerfuglefisk kæmper om korallerne i området, som er deres vigtigste kilde til mad. Jeg tror, at deres konkurrence er den kraft, der adskiller de forskellige arter i geografiske områder – hvis arterne er for ens, kan de simpelt hen ikke overleve samme sted”, siger Sally Keith og uddyber:
“Ved at kortlægge deres adfærd netop her, hvor regionerne mødes, kan jeg afdække, om interaktioner på den lille skala mellem enkelte fisk kan sammenholdes med, hvad der sker med de store globale mønstre af biodiversitet”.
Det er fjerde gang, at VILLUM FONDEN uddeler store beløb til yngre lektorer og postdoc’er på landets universiteter.
De yngre forskere modtog fredag (23.01) den formelle hæder ved VILLUM FONDEN’s årlige uddeling af Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig forskning.
Læs pressemeddelelsen her