Lidegaard: 2014 var et humanitært rædselsår

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Det forgangne år var præget af historisk store flygtningestrømme og fremvæksten af en hidtil uset voldelig ekstremisme, sagde udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i en tale hos Dansk Udenrigspolitisk Selskab og Berlingske, hvor han også så frem på det nye år.

2014 var et voldsomt år med mange og dybe konflikter, og det nye år begyndte skidt med blodige angreb i Paris og Nigeria.

Den ekstreme vold var et af de temaer, udenrigsministeren kom ind over, da han fredag gjorde status på det forgangne år.

Her kom han også ind på de visioner, Lidegaard tidligere har udstukket sammen med handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Og trods dystre nyheder fra det store udland holder de danske mål og visioner for udenrigspolitikken, mener Lidegaard.

”I visionspapiret fastlagde vi tre klare pejlemærker for Danmarks udenrigspolitik: Dansk udenrigspolitik skal styrke vores sikkerhed, øge vores velstand og fremme vores værdier,” sagde Ligegaard.

”Efter at have set på verdens gang i 2014, er det grundlæggende min klare vurdering, at vores udenrigspolitiske visioner og mål holder.”

Den mindre sexede civile indsats

Blandt de prioriteter, udenrigsministeren nævnte i sin tale, er kampen mod Islamisk Stat og voldelig ekstremisme.

Danmark bidrager med F-16 fly i kampen mod den ekstremistiske bevægelse i Irak, men den militære indsats kan ikke stå alene, understregede Lidegaard.

”Når freden skal vindes, er det altid de civile indsatser og dermed de civile aktører, der bliver afgørende for at skabe varige løsninger og komme videre under og efter konflikter. Og det er danske civile helte, der hjælper andre civile helte til at gøre en forskel. Også selvom de måske er mindre synlige og sexede end vores gode militære indsatser,” siger han.

Det handler om mennesker

Lidegaard glæder sig over, at mange flere danskere i dag tager aktiv del i den danske udenrigspolitik, både direkte og indirekte.

”Politikere, embedsmænd, diplomater, soldater, græsrødder, udviklingseksperter, nødhjælpsarbejdere, virksomheder, fonde, forskere og interesseorganisationer. Alle gør de en aktiv indsats for Danmark i udlandet, og alle bidrager de til at styrke og dyrke Danmarks renommé og indflydelse i verden,” siger udenrigsministeren.

Lidegaard understregede, at Danmarks udenrigspolitik handler om at fremme danske interesser og bidrage til sikkerhed, velstand og værdier.

”Men den handler også om mennesker. Om danskere, der har noget at byde på og som ønsker at gøre en forskel – og som gør Danmark til en efterspurgt partner for både vores nærmeste allierede, for vækstlande og lande på vej op.”

Afgørende år for klima

Selv om olieprisen falder og det er fristende at bruge mere olie end grøn energi, er det nødvendigt at tænke i mere klimavenlige baner.

2015 bliver et afgørende år for kampen for klima og grøn omstilling, som stadig er en af de store prioriteter for Udenrigsministeriet i det kommende år, fastslog Lidegaard.

”Vi der kæmper for den nødvendige grønne omstilling bliver nødt til at gøre det endnu mere i 2015 – og arbejde endnu hårdere for at sikre et godt resultat på COP21 i Paris. Det gælder regeringer, græsrødder, akademikere, virksomhedsledere og andre meningsdannere,” sagde han.

Læs hele Martin Lidegaards tale hos Udenrigsministeriet