Det står efterhånden klart, at Det Arabiske Forår har været for positiv en betegnelse for den bølge af opstand, der skyllede gennem regionen i 2011. De fleste steder slog revolutionerne fejl, men udviklingen i de enkelte lande er vidt forskellig.
KØBENHAVN, 9. januar 2015 (DIIS): I Egypten sidder militæret igen på magten og slår hårdt ned på både Det Muslimske Broderskab og sekulære demokratibevægelser. Opstande i Libyen, Syrien og Yemen er endt i voldelige konflikter, der truer med at opløse staterne. Kun Tunesien bliver fremhævet som en – delvis – demokratisk succes.
Ifølge professor Daniel Brumberg fra Georgetown University er der én fællesnævner i de fleste af de lande, der oplevede Det Arabiske Forår i 2011:
Det er lykkedes de gamle autoritære regimer at fastholde eller genvinde magten ved hjælp af det, han kalder ”protection rackets”, hvilket bedst kan oversættes med ”beskyttelsesvirksomhed”.
Protection rackets var et af hovedtemaerne på seminaret The Fate of the Arab Uprisings, der blev afholdt på DIIS 6. februar.
Intet incitament for reformer
Daniel Brumberg forklarer, at protection rackets er dybt indgroet i den måde, de autoritære regimer fungerer på:
Ved at beskytte forskellige politiske og religiøse grupper i befolkningen og spille dem ud mod hinanden, kan regimet stå tilbage som den eneste sandsynlige beskytter af samfundet, ikke mindst for middelklassen.
Efter revolutionerne i 2011 stod de parter, der kæmpede om magten, derfor i et dilemma.
”Forandring ville kræve, at de grupper, der blev beskyttet af staten under det autoritære regime, fik garanti for, at de ikke ville blive forfulgt eller holdt uden for det politiske system ved overgangen til demokrati. I de fleste tilfælde kunne de ikke få de garantier, og derfor havde de intet incitament for at støtte reformerne,” siger Daniel Brumberg.
Han mener ikke, man kan knytte udviklingen i de arabiske lande til en bestemt økonomisk, social eller kulturel dimension.
”Jeg tror, at flere beskyttelsesfaktorer bidrog til at skabe autoritære systemer, der var endnu vigtigere end selve staten. Det er kun blevet styrket og er nu værre, end vi kunne have forestillet os. For eksempel er Egypten i endnu højere grad et diktatur nu end under Mubarak,” siger Daniel Brumberg.
Militæret som den oplagte beskytter
Reformer har vist sig at være endnu vanskeligere, fordi regimerne ikke kun yder økonomisk og social beskyttelse af visse grupper: De manipulerer også med gruppernes frygt for hinanden.
Brumberg argumenterer for, at protection racket-systemerne i Mellemøsten og Nordafrika spiller på udnyttelsen af identitetskløfter i befolkningen.
”I Egypten eksisterer der en dyb kløft mellem islamister og sekulære, og Mubarak-styret udnyttede de to gruppers frygt for hinanden og indarbejdede den i partisystemet og i forfatningen. Militæret stod tilbage som beskytteren for begge parter, også i kraft af at militæret er dybt involveret i alle samfundsinstitutionerne i Egypten,” siger Daniel Brumberg.
Selv om skellet mellem islamister og sekulære også er stort i Tunesien, har landet som det eneste oplevet en fredelig overgang til demokrati – selv da de sekulære kræfter følte sig truet på livet efter at have mistet beskyttelsen fra den væltede Ben Ali.
”Udviklingen i Tunesien har været anderledes, blandt andet fordi hele sikkerhedsapparatet var koncentreret om at beskytte regimet i sig selv, og militæret var ikke direkte involveret i økonomi eller politik. Resultatet blev, at de rivaliserende parter har været tvunget til at udarbejde en helt ny måde at beskytte de forskellige befolkningsgrupper på, og det er derfor, vi ser en vis form for konsensus i Tunesien,” siger Daniel Brumberg.
Se video med hele seminaret med Daniel Brumberg på DIIS’ netsted
