Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen har besluttet, at Danmark skal søge om observatørstatus i Stillehavsalliancen, som er et frihandelssamarbejde mellem de fire latinamerikanske lande Mexico, Colombia, Peru og Chile.
(Pressemeddelelse) – Handels- og udviklingsministeren udtaler:
”Der er gode muligheder for, at vi gennem styrkede relationer med landene i Stillehavsalliancen vil kunne fremme samhandlen til gavn for eksporten og dermed vækst og arbejdspladser i Danmark. Samtidig sender vi et politisk signal om støtte til Stillehavsalliancens frihandelsorienterede principper og værdier.
Jeg åbnede for nyligt den nye danske ambassade i Colombia, og dermed er vi nu til stede med danske ambassader i alle landene i Stillehavsalliancen på nær Peru, som vi dækker fra ambassaden i Chile. Det gør os i stand til at præge udviklingen i regionen og hjælpe danske virksomheder ind over dørtrinnet til de nye lovende markeder.”
Stillehavsalliancen blev oprettet i 2011 med det formål at skabe vækst og socioøkonomisk udvikling i medlemslandene ved hjælp af øget samhandel, færre toldmure og andre handelshindringer.
De fire landes samlede marked er på cirka 220 millioner mennesker og repræsenterer 36 procent af Latinamerikas BNP. Peru og Colombia er blandt de lande i verden, hvor man forventer de største vækstrater i de kommende år, og også Mexico og Chile forventes at opnå pæn vækst.
Alle landene i alliancen har en frihandelsaftale med EU, og alle scorer højt på Verdensbankens ‘Ease of Doing Business’-index sammenlignet med kontinentets øvrige lande.
Costa Rica har søgt om optagelse i Stillehavsalliancen og er langt fremme i ansøgningsprocessen, og også Panama og Guatemala har tilkendegivet interesse for medlemskab.
Stillehavsalliancen har 32 lande med observatørstatus, heriblandt 9 EU-lande, USA og Kina.
——————————————-
Du kan læse mere om Stillehavsalliancen her: