DIEH inviterer til debat om etiske offentlige indkøb

Forfatter billede

Milliardindkøb i den offentlige sektor skal være med til at fremme ansvarlig produktion, som også omfatter respekt for menneskerettighederne, mener Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH), der inviterer til debatmøde om emnet.

Det offentlige køber ind for ca. 300 mia. kr. om året. Det offentlige er derfor med til at understøtte udbuddet af varer og ydelser, der udover at være billige og af god kvalitet er sikre og sunde og produceret under ansvarlige forhold.

Som alle andre køber det offentlige ind til den lavest mulige pris gennem globale værdikæder.

Der er derfor en risiko for, at produktionen foregår i lande, hvor håndhævelsen af internationale retningslinjer er usikker, og respekten for menneskerettigheder er lav eller ikke eksisterende.

Det er det vigtigt, at man også i det offentlige er med til at fremme ansvarlig produktion gennem samarbejde og dialog med sine leverandører ikke mindst i lysets af de internationale retningslinjer på området.

Det mener Dansk Initiativ for Etisk Handel, der inviterer til debatmøde tirsdag om etiske offentlige indkøb.

Det offentliges ansvar

Gennem de senere år har der i forskellige fora, blandt andet i regi af DIEH, været diskuteret, hvordan det offentliges ansvar kan udmøntes i praksis.

Man er nået til en erkendelse af, at det er vigtigt at både det politiske og offentlige administrative niveau sidder med sammen med leverandører, når det skal diskuteres, hvordan det offentlige bedst muligt varetager deres ansvar i forhold til FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv samt OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder.

DIEH arrangerer i samarbejde med Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd et debatmøde om etiske offentlige indkøb, hvor fokus er på det offentliges ansvar for at respektere menneskerettigheder i forbindelse med indkøb.

Øget indflydelsessfære?

Formålet med arrangementet er at sætte fokus på de offentlige myndigheders forpligtelser i forhold til at følge FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder samt muligheder for positiv indflydelse på menneskerettigheder i værdikæden.

Der vil ligeledes blive lagt op til en diskussion af de muligheder det offentlige har for at øge deres indflydelsessfære og gøre brug af deres indkøbsvolumen til at påvirke leverandører til at efterleve internationale retningslinjer og principper.

Mødet vil være delt op i to sektioner, hvor den første sektion omhandler de internationale retningslinjer, som det offentlige har forpligtet sig til at støtte op om, og hvordan retningslinjerne øver indflydelse på det offentliges indkøbsprocedurer.

Den anden sektion omhandler, hvordan det offentlige i praksis kan arbejde med feltet, og IT-sektoren vil være case.

NB: Tilmeldingsfrist er i morgen, fredag.

Se program og baggrund hos DIEH