Yemens politiske kaos rammer dansk-støttet projekt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Studerende ved et masterprogram, der er støttet af RUC og KVINFO, er blevet bortført midt i Yemens hovedstad Sana’a sammen med en fransk kvinde. Motivet kan være rent økonomisk, men kan også skyldes modstand mod udviklingsprojekt.

Foto: KVINFO

Den bortførte kvinde, Shereen Makawi, er studerende ved et masterprogram i køn og udvikling, som er oprettet med støtte fra RUC og KVINFO. Bortførelsen fandt sted midt i hovedstaden Sana’a tæt på et af ministerierne.

Det skriver KVINFO i en pressemeddelelse.

Den bil, hun sad i sammen med en fransk kollega fra det udviklingsprogram, som hun arbejder for ved siden af studierne, blev standset af en gruppe bevæbnede mænd.

Tirsdag bekræftede den franske regering, at en 30-årig fransk kvinde, der arbejder for Verdensbanken i Yemen, var bortført.

Hvem der står bag er stadig ikke klart.

Yemen har været hærget af en bølge af bortførelser, men indtil nu er de enten gået ud over personer fra Vesten for at kræve løsepenge eller over yemenitter i højtstående positioner for at presse politiske indrømmelser igennem. Men Shereen Makawi tilhører ingen af de grupper.

Kontroversielle studier

Konsulent på KVINFO Connie Carøe Christiansen kender den bortførte personligt og er vejleder på det speciale, som hun er ved at skrive.

Både hun selv og de studerende, hun er i kontakt med i Yemen, er chokerede over bortførelsen.

”Det var aldrig faldet mig ind, at vores studerende kunne komme i nærheden af de kidnapninger, der foregår,” siger hun.

Masteruddannelsen ved Gender-Development Research and Studies Centre(GDRSC) i Sana’a er blevet til i et samarbejde med Sana’a Universitet og RUC med støtte fra Det Arabiske Initativ.

Det er KVINFO som koordinerer samarbejdet.

”Det næste, man begynder at overveje, er, om det her har noget at gøre med, at hun var studerende på vores masterprogram,” siger Connie Carøe Christiansen med henvisning til, at kønsstudier er kontroversielle blandt nogle yderligtgående islamister, og at GDRSC’s forgænger blev lukket ned for nogle år siden efter pres fra islamisterne.

”Det håber jeg selvfølgelig ikke. Der er heller ikke umiddelbart noget, der tyder på det,” siger hun.

Hendes vurdering er, at det var den franske kvinde, Isabelle Prime, der var det egentlige mål for bortførelsen.

Shereen Makawis familie har da også fortalt en beretning om, at kidnapperne kun var ude efter den franske kvinde, men at Shereen holdt fast i hende og nægtede at blive skilt fra hende.

Historien er dog ikke bekræftet.

Forlydender om Houthi-milits

Ifølge de seneste nyheder, så er der indledt forhandlinger om deres frigivelse, men det er stadig uklart, hvem der egentlig står bag.

Motivet kan være rent økonomisk, men der er også rygter om at det kan være en stamme, der modsætter sig det udviklingsprojekt, som de to kvinder arbejdede med.

I den lokale presse har der været spekulationer om, at det er en gruppe med forbindelser til Houthi-militsen, der i februar greb magten i hovedstaden, og Shereen Makawis familie har offentligt holdt houthierne ansvarlige for den manglende sikkerhed uden dog at beskylde dem direkte for bortførelsen.

Hvem end der står bag, så har bortførelsen kastet en mørk skygge over både Shereen Makawis familie og over hendes medstuderende på masteruddannelsens første hold, der lige nu er ved at skrive deres specialer.

”Vi har den dybeste respekt og beundring både for de studerende på masterprogrammet og for vores andre samarbejdspartnere i Yemen, som bliver ved med at arbejde for kvinders rettigheder og for en fredelig udvikling på trods af den alvorlige uro i landet,” siger Katarina Blomqvist, der er leder af KVINFOs mellemøstafdeling.

”Vi håber og opfordrer til, at de to kvinder bliver frigivet snarest.”