Kommentar af Bernhard Bierlich, PhD (Cambridge)
De tre verdensreligioner, kristendommen, islam og jødedommen, har alle deres lyse, sociale og menneskekærlige såvel som mørke, asociale, krigeriske sider. Det er det veldokumenterede budskab i kunstneren Jens Galschiøts seneste udstilling.
Religiøs vold, uanset hvilken religion der begår den, hænger sammen med, at religiøse systemer – som er uadskilleligt forbundet med det at være menneske – manipuleres.
Det skyldes to enkle forhold: 1. manglende respekt for det anderledes, og 2. mangel på innovativ tænkning og fokus på det, verdensreligionerne har ”til fælles”: dyrkelsen af det gode og ikke det voldelige ved mennesket (menneskets skyggeside).
Nr. 2 er det skridt, der er så nemt og samtidig så vanskeligt for os mennesker at tage: at frigøre os fra konventionerne og den voldelige kategoritænkning: den vildledende intolerance og tænkning i enten at være ’jøde’, ’kristen’ eller ’muslim’.
Religiøse kategorier er forældede
Denne inddeling er af nyere dato og har kun været gældende højest 3-4.000 år; dvs. monoteisme (troen på en gud) er ikke noget, man kendte til i store dele af menneskets historie.
Det er derfor forenklende at tænke i monoteistiske/dogmatiske baner. Det gælder om at nytænke vores konventioner og komme hinanden ved som ”mennesker”, ikke fordi vi siges at tilhøre den ene eller anden kategori som jøde, kristen eller muslim.
Det er kategorier, som selvfølgelig kræver en vis respekt, men egentlig er kulturelle ideologier, der er brudt frem for et par tusinde år siden.
Ideen er snarere at tro på gud, det guddommelige i mennesket, hvor det guddommelige ikke er en kategori, men et ”princip”, der udspringer af ”det sociale liv” (som er langt mere oprindeligt) og den velvillige interaktion mellem mennesker, der hjælper hinanden.
Det er tid til nytænkning. Det traditionelle tankegods må vige. Vi skriver trods alt 2015. Datomærket for de gængse religiøse kategorier er udløbet. Det er på tide at være innovativ.
Den ikke-vestlige verden
Her kan man lære af de ikke-vestlige kulturer og deres ”ikke–skrevne” traditioner.
Den kendte antropologiprofessor Jack Goody fra Cambridge University formulerer problemet meget fint som værende knyttet til at skrive ting ned og fastholde dem på skrift.
Det gør de skrevne verdensreligioner meget ufleksible.
Uskrevne religioner, som jeg – følgende Goody – har studeret i Vestafrika, er derimod langt mere fleksible, frigjorte, udogmatiske.
De dyrker først og fremmest det sociale liv, respekten og omsorgen for hinanden – som alle kristne, muslimer og jøder vil være helt enige om er grundlæggende vigtigt for et solidt religiøst eller socialt liv.
Vores problem er, at vi tilbeder gud i bygninger (kirker, moskeer, synagoger) men ofte lader det blive ved det.
Det religiøse liv findes derude, blandt mennesker. Det drejer sig nemlig om et ”socialt princip”.
Dette findes heller ikke i hellige bøger, som naturligvis hver på deres måde kan understøtte grundidéen om at være et godt menneske, dvs. en person, der ikke kun tænker på sig selv men også sine medmennesker og deres ve og vel.
At være et godt menneske – et menneske med en samfundsånd, et menneske der giver til andre – er det, vi skal stræbe efter.
Gode gerninger frigiver, viser psykologiske studier, bestemte stoffer i hjernen kaldet endorfiner, der får os til at føle bl.a. velvære. De symboliserer alle menneskers lyse og sociale side.
Frygten for det fremmede
Deri findes dét, alle mennesker har tilfælles, uanset om de er født eller konverteret til islam, kristendommen eller jødedommen.
Løsningen på religiøs vold kommer ikke ved fortsat at tænke i traditionelle religiøse baner (kristendom, jødedom, islam) og insistere på sameksistens mellem disse.
Det er en lappeløsning og heller ikke særlig innovativt.
Innovationen ligger i at tage det næste skridt, og overkomme den irrationelle frygt for det fremmede – en frygt for ”terror”, som regeringer og politikere verden over elsker at mane frem for at score opbakning for deres politik, som kan være ganske voldelig (ikke fysisk) på sin måde ved f.eks. at skabe socioøkonomiske uligheder og uvirkelige, antageligt ”uoverkommelige”, modsætninger mellem grupper i samfundet.
Det springende punkt er snarere at nytænke og opgive de traditionelle religiøse kategorier og søge efter ”fællesnævneren”.
Den findes, som sagt, i et socialt liv, hvor vi hjælper hinanden og kommer hinanden ved. Et liv, der leves efter dette princip, er guddommeligt. Hermed opløses religiøse skel af sig selv.
Alle, unge såvel som voksne, vil derfor værdsætte at besøge Jens Galschiøts Fundamentalisme udstilling i Silkeborg.
Bernhard Bierlich (privatfoto)
