Kim Hartzner
Kim Hartzner er grundlægger af hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han nu engagerer sig i fundraising. Organisationen arbejder i otte lande ud fra kontorer i København, Berlin og Bruxelles og er medlem af Integral Alliance, der har 22 medlemmer medlemsorganisationer, der tilsammen arbejder i 90 lande.
Han grundlagde Mission Øst sammen med sin far René Hartzner i 1991 – kort efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I dag er han fuldt engageret i at rejse midler i Danmark og Tyskland til gavn for 250.000 nødlidende, som er direkte afhængige af Mission Østs hjælpearbejde.
Hvad skal børnevenlige områder i Iraks flygtningelejre gøre godt for? Hvorfor etablere børnehjørner i det fattige Tadsjikistan? Og nytter det, når forældre i Armenien overvinder skammen over deres børn og unge med handicap og bringer dem til sundhedstjek og træning i et af Mission Østs sundhedscentre?
Ja, i allerhøjeste grad! Børnene leger, de lærer, og de læges langsomt for deres indre sår. Og mest af alt: de oplever, hvad der er op og ned i tilværelsen.
Børn søger efter pejlemærker
Udsatte børn spejder efter ”det normale”. Vi kender det herhjemmefra: En pædagog, en lærer, en nabofamilie kan vende et barns skæbne. Et barn, der måske er forsømt eller har måttet lide under isolation og overgreb.
Børn søger nemlig efter pejlemærker i omgivelserne. De leder ubevidst efter en normativ standard, som bekræfter deres instinktive retfærdighedsfølelse. Når barnets radar rammer en nabofamilie, der taler pænt til hinanden, en pædagog, der lytter og løser op for konflikter, og en skolelærer, der hjælper barnet til at forstå sammenhænge, ja, så får barnet mulighed for at navigere i livet fremover.
Derfor fokuserer vi på børn, unge og deres familier i det humanitære arbejde – både i akut katastrofehjælp og i langsigtet udviklingsarbejde.
Tilværelsen er slået i stykker
I irakiske flygtningelejre har vi oprettet fem børnevenlige områder, hvor børn og unge kan lege, spille, tegne og opfriske skolekundskaber. Børn af kristne, yezidier og andre minoriteter er dybt traumatiserede efter at have oplevet forældre, søskende og kammerater blive dræbt, voldtaget eller bortført af Islamisk Stat.
Selv er de flygtet over stok og sten sammen med overlevende familiemedlemmer og bor nu på andet år i interimistiske telte i flygtningelejre, og hvor de ellers kan finde sikkerhed, mad og husly. Børnene har været udsat for ragnarok, deres tilværelse er slået fuldstændig i stykker, og de risikerer at tage bitterhed, vrede og hævntørst med ind i fremtiden.
Katastrofehjælp med fremtid i
Det duer jo ikke! Det er jo børnene og de unge, der er Iraks og Syriens fremtid; det er dem, der skal overtage og genopbygge deres land, når krigen slutter. Og derfor er det afgørende, at de møder ”det normale”, at mennesker taler pænt, behandler hinanden ordentligt og deler gavmildt ud af hjælp og omsorg.
Det gør de dygtige, unge medarbejdere i vores lokale samarbejdsorganisation Humanity. De hjælper børnene med at tale og tegne sig ud af det, der tynger dem, og åbne sig for andre børn i leg og spil for derefter at modtage ny viden og kunnen i form af læsning, skrivning og praktiske færdigheder. Det er katastrofehjælp med fremtid i.
Børn med handicap kommer ud af mørket
Og det er bæredygtig udviklingshjælp, når samfundets svageste får en hjælpende hånd til – bogstaveligt talt – at komme ud af mørket og finde ny værdighed.
I de tidligere sovjetrepublikker Tadsjikistan og Armenien er det en stor skam for familien at få et barn med handicap. Børnene gemmes væk inderst inde i husene for at naboer i landsbyen ikke skal se ned på familien og sprede rygter om, at hele familien er ”smittet” og derfor ikke tilrådelig at gifte sig ind i.
Denne skamkultur er et levn fra sovjettiden, hvor man hyldede det stærke menneske og derfor isolerede personer med handicap fra offentligheden og placerede dem i store institutioner i fjerne egne.
Deltager i skoleklasser og indsluses på arbejdsmarkedet
I Tadsjikistans landsbyer har vi oprettet rehabiliteringscentre, hvor børn med handicap kan blive genoptrænet, og ”børnehjørner” til gavn for børn med handicap og deres forældre. Børnene kan lege med andre børn og forældrene kan dele erfaringer med hinanden og modtage undervisning fra vore professionelle medarbejdere.
I Armenien har vi oprettet sundhedscentre, hvor børn med handicap kan få sundhedstjek og lægehjælp, de ellers ikke ville få, fordi forældrene gemmer dem væk i skam. I centrene modtager børnene også genoptræning som forberedelse til at kunne deltage i almindelige skoleklasser.
Samtidig har vi udviklet en undervisningsplan for børn med handicap, en plan for individbaseret og inkluderende undervisning, som nu er implementeret i alle skoler i hele Tavush-provinsen og bruges overalt i landet.
Planen er også fast pensum på Armeniens lærerseminarier. Vores samarbejdspartner Bridge of Hope efteruddanner desuden alle nye skolelærere til at kunne tage sig af børn med særlige behov. Sammen er vi også i fuld gang med at sluse dem ind på arbejdsmarkedet. Armenien er blevet foregangsland på området for de tidligere sovjetrepublikker og modtager studerende fra bl.a. Rusland og Tadsjikistan.
Ansvarlige voksne med overskud
Hvorfor gør vi så alt dette? Fordi børnene er det dyrebareste, vi har. Børnene er fremtiden – også selv om de døjer med psykiske traumer eller fysiske og psykiske handicap. Mødet med ansvarlige voksne med overskud viser dem en verden, der hænger sammen og forbereder dem på en tilværelse, hvor de selv kan bidrage positivt.
