Fødselaren har skrevet om Østasien og Japan i tre årtier og været korrespondent for en stribe medier.
Det var interessen for Kina, der trak ham til Fjernøsten i de unge år. Efter bifag i historie på Københavns Universitet i 1980 og afgangseksamen fra Journalisthøjskolen i Aarhus fem år senere blev det til flere rejser til Kina.
En mellemlanding i Japan ændrede hans livsbane. Gode venner rådede ham til at kontakte Makiko Kuramochi, som havde studeret i Danmark og talte dansk, så han kunne spare lidt penge under opholdet.
Det blev en succes, og i 1986 giftede parret sig.
Fra 1989 til 1995 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Radioavisen og andre skandinaviske nyhedsmedier.
I 1995 vendte familien hjem til Danmark. Der var kommet tre sønner til. Asger Røjle Christensen blev udlandsredaktør på dagbladet Aktuelt og fra 2000 på Ritzau. Senest har han i syv år fra 2006 til 2013 redigeret online-forsider på dr.dk.
Siden 2013 har han boet det meste af tiden i Tokyo, hvor han arbejder som journalist og analytiker for Orientering på P1 og andre DR-platforme samt andre danske nyhedsmedier, og hvorfra han bidrager med baggrundsviden, forståelse og perspektiv på udviklingen i Japan og dets nabolande i mange sammenhænge.
Et af emneområderne er japansk udviklingsbistand, som han har skrevet en større baggrundsartikel om på betalings-websitet og nyhedsbrevet www.forkant.nu
Her giver han tre gange om ugen sine abonnenter hurtige analyser på den dagsaktuelle udvikling i Japan og Østasien. Se hans hjemmeside her