William tør udfordre kongen

5017023433_4095d16675_b
Swazilands enevældige konge Mswati III, her fotograferet under en ceremoni i 2010.
Foto: salymfayad (CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

Der var mange klager og meget kritik af Swazilands regering, om alt fra køer, der forstyrrede trafikken, til pensioner man ikke kan leve af, under Sibaya People’s Parliament i august.

Sibaya, hvor kongen hører på klagemål fra sine undersåtter, er ifølge Swazilands forfatning ”landets højeste politiske og rådgivende råd,” og ifølge kongen selv en vigtig del af det han kalder ”Swazi-demokrati”.

Men et oplæg fra Willam Mkhaliphi, der kommer fra det fattige Vuvulane-område i Swazilands sukkerbælte, skilte sig ud.

Han kritiserede nemlig, hvad han ser som roden til alle problemerne i Swaziland, kong Mswati III, og den økonomiske-, sociale- og landbrugspolitik, som monarken foreskriver landets regering, og som er med til at holde kongen rig og det meste af hans befolkning i desperat fattigdom. Og han gjorde det foran tusindevis af mennesker og monarken selv.

Kongen ejer jorden

”Kongen ejer stadigvæk alt; al jorden og alle landbrugene er kongens,” fortalte Mkhaliphi kongen og de tusinder, der deltog i Sibaya i august.

”Hvor er den jord, som almindelige Swazier kan eje og bruge? Vi havde en aftale med kongens far Sobhuza II, men hans søn har taget jorden fra os. Folk i Vuvulane er blevet forvist fra deres jord og sat på gaden, fordi jorden åbenbart skal bruges til at bygge en ny by på,” fortsatte han.

Mkhaliphi sluttede af med at understrege, at han mente hvad han sagde, og var villig til at tage konsekvensen af sine ord.

”Jeg frygter ingen. Selv om jeg skulle ende med at blive dræbt efter dette her, er det fint med mig.”

Forvist fra sin jord

William Mkhaliphi er selv blevet forvist fra sin jord, fortalte han (den daske NGO) Afrika Kontakt i sidste uge.

Han er, efter sine kritiske udtalelser under Sibaya, nu også blevet anklaget for at have stjålet landsbrugsudstyr tilhørende Royal Swaziland Sugar Company (RSSC) – det selvsamme firma som står bag de udsættelser, Mkhaliphi klagede over til Sibaya – samt for forstyrrelse af den offentlige orden, for hans kritik af Mswati.

I 2014 fandt Mkhaliphi og 30 andre småbønder ud af, at den landbrugsjord som de havde dyrket og boet på i årtier, var blevet solgt til RSSC, og at de skulle forlade den snarligst.

Mkhaliphi, og de andre småbønder som Afrika Kontakt talte med, anklagede RSSC for systematisk at intimidere sukkerrørsbønderne i området, bl.a. ved at lukke for deres vandforsyning og nægte at købe deres sukkerrør, selv om de havde aftalt at gøre dette.

Grunden til denne behandling er ifølge bønderne, at RSSC søger at presse dem væk fra den jord, som de har dyrket lovligt i over 50 år.

”Bønderne fik jorden af kong Sobhuza II, så de kunne dyrke sukkerrør på den. Men en domstolsafgørelse i denne sag er blevet ignoreret af både regeringen og RSSC, som fortsætter med at smide småbønder væk fra deres jord,” siger Mkhaliphi til Afrika Kontakt.

En gammel aktivist

William Mkhaliphi siger, at han og de andre småbønder ikke vil give sig, og at de er ved at organisere en march til Swazilands højesteret, for at kræve deres jord tilbage fra RSSC og Swazilands regering.

Han insisterer på, at han ikke er bange for reaktionen fra regeringen eller sukkerfirmaet, da det ikke er første gang han har prøvet at få deres eller kongens opmærksomhed.

I 2011 rapporterede Times of Swaziland, at Vuvulane Farmers Association, med Mkhaliphi i spidsen, havde søgt audiens hos Mswati, samt at de forsøgte at stå imod forsøgene på at smide dem væk fra deres jord.

Dengang citerede avisen Mkhaliphi for at sige, at ”kongen er vores eneste håb i denne sag.”

I 2012 klagede Mkhaliphi, igen ifølge Times of Swaziland, også over udsættelserne under Sibaya, hvor han fortalte kongen at han ”ikke var tryg ved, at kongen havde mulighed for at forvise folk fra deres jord.”

Vuvulane er et fattigt område i Swazilands sukkerbælte, hvor mange af indbyggerne er ansat som løsarbejdere i sukkerrørsmarkerne.

De får (omregnet) nogle få hundrede kroner om måneden for dette arbejde.Det er hverken nok til at købe medicin, ordentlig mad eller betale skolepenge for deres børn, fortæller de Afrika Kontakt. Mange modtager derfor fødevarehjælp fra FN, og mange af dem går ikke i skole.

Den amerikanske NGO, Freedom House, rangerer Swaziland som det mindst frie af de 15 lande i det sydlige Afrika, bagefter lande som DR Congo og Zimbabwe, og et af de mindst frie i verden, set i forhold til politiske rettigheder og borgerrettigheder.

I 2013 fordømte Freedom House ”de ulovlige arrestationer og udsættelser” af småbønder i Vuvulane.

<a href="http://bit.ly/2cOn69z">salymfayad</a> <a href="https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/">
(CC BY-SA 2.0)</a>

Swazilands enevældige konge Mswati III, her fotograferet under en ceremoni i 2010.