Fødselaren har mere end 35 års erfaring i u-landsvirke på flere kontinenter og deltaget i teams, der arbejdede med landbrug, udvikling af landdistrikter og naturressourcer i 42 Tredje Verdens lande.
Hovedfokus har ligget på fødevaresikkerhed, dvs at skaffe mad på bordet i fattige landsbysamfund. Som f.eks. i Afghanistan, hvor han var direktør for det store danske bistandskonsortium DACAAR (Danish Committee for Aid to Afghan Refugees) fra 2007 til 2011.
Det var i en omtumlet tid med danske udsendte soldater til kampopgaver og dét mente Arif Qaraeen de skulle blive ved med at koncentrere sig om.
NATO ville ellers i 2009 med USA i spidsen satse endnu mere på civil udvikling i Afghanistan, samtidig med at den militære kamp mod Taleban blev trappet op.
Men DACAARs direktør advarede sammen med 15 andre uafhængige humanitære organisationer mod mere sammenblanding af bistand til civil udvikling og militær.
“Soldaterne har ikke nogen erfaring med civile udviklingsprojekter. De bliver for dyre, og de er ikke ordentligt forankret hos lokalbefolkningen, forklarede Arif Qaraeen i dansk presse og advarede imod endnu flere ’hovsa-projekter’, når militæret styrer store dele af bistanden.
Den nu 70-årige dansk-palæstinenser har tidligere arbejdet for Danida i 18 år, og ledte derefter DACAARs indsats i Afghanistan, hvor organisationen især har beskæftiget sig med vandforsyning, sanitet og landbrugsudvikling ude i provinserne.
“Det er farligt, at vores arbejde kan forveksles med soldaternes. Vi er imod al militær indblanding i nødhjælpsarbejde og udvikling”, slog Arif Qaraeen fast.
Det vanskelige arbejde i det fattige og ustabile land
Da han senere havde forladt sin direktørpost, løftede han lidt på låget for vanskelighederne i det borgerkrigshærgede, ustabile og ludfattige centralasiatiske land.
Til dagbladet Information sagde han i april 2013, at sikkerhedsproblemerne for den største danske NGO i Afghanistan var så voldsomme, at organisationen hverken turde fortælle offentligheden eller sine egne ansatte om de kidnapninger og mord, man var udsat for.
“Det er generelt ikke noget, Dacaar informerer om, hverken eksternt eller internt”, sagde Arif Qaraeen og uddybede:
“I den periode, jeg var chef, oplevede vi både at få medarbejdere dræbt og kidnappet, men det måtte vi ikke fortælle om. Det var simpelt hen firmaets politik,” anførte Qaraeen, der senere arbejdede som uafhængig bistandskonsulent.
Ifølge Arif Qaraeen skete mørkelægningen af så alvorlige sikkerhedsproblemer som drab og kidnapninger af flere grunde.
“Når man ikke informerede udadtil, var det bl.a. for ikke at komplicere eventuelle gidselforhandlinger. Medieomtale får typisk gidseltagerne til at hæve kravene til en evt. løsesum og trække forhandlingerne i langdrag”, forklarede Arif Qaraeen.
Han sagde til avisen, at syv eller otte medarbejdere blev kidnappet i den tid, han var chef, og at samtlige personer endte med at blive frigivet.
