Det fremgår af årsberetningen 2015-2016, der kom på gaden forleden. Her oplyses det, at merforbruget blev konstateret midt i 2015.
NGOens administrationschef, Ole Møs, siger til Globalnyt, at der er tale om, at nogle projektmidler blev brugt flere gange. “Vi har nu skabt en stærkere økonomi-styring med langt klarere overblik over hvilke projektmidler, vi har til rådighed,” siger Møs, der tiltrådte i sin stilling i maj.
Det samlede merforbrug på rammebevillingen fra Danida løber op i 16,2 mio. kr. for årene 2010-2014. Merforbruget er forudfinansieret af Oxfam Ibis egenkapital, som så at sige har lagt ud.
Det indebærer et ordentligt søk i egenkapitalen, der ved udgangen af 2015 var nede på 2,4 mio. kr. mod eksempelvis knapt 13 mio. året før.
Ved udgangen af dette år forudser Ibis at nå op på en egenkapital på 4,7 millioner, men det er stadig “absolut minimum for en organisation af Oxfam Ibis størrelse og der er fuldt fokus på at genskabe egenkapitalen i de kommende år”, skriver man.
Ole Møs gør gældende, at målet er 12-15 millioner, da beløbet skal ses i forhold til omsætningen i “butikken” på over 200 mio. kr.
Han understreger samtidig, at pengene fra merforbruget løbende er lagt til den normale programindsats og derfor har “bidraget til flere aktiviteter indenfor vores overordnede målsætning”.
Møs gør tillige opmærksom på, at man har leveret en resultat-rapport til Danida over “hvad vi har nået ekstra fra 2010 til 2014 og den er Danida fuldt ud tilfreds med”.
Dobbelt spare-chok
Egen-besparelserne i Ibis kommer oveni Venstre-regeringens store sparekniv over de såkaldte rammeorganisatioer, dvs NGOer med faste store årlige tilskud fra Danida.
“2015 var præget af nedskæringerne i udviklingsbistanden”, hedder det. Og videre:
“Ibis blev skåret med 36 mio.kr. med to måneders varsel. Denne pludselige opbremsning havde store konsekvenser for økonomien og programindsatsen.” Se mere på
https://globalnyt.dk/content/ibis-fyrer-11-medarbejdere
Vær opmærksom på, at Ibis blev skåret med mere end 30 mio.kr. i både 2015 og 2016.
“På trods af dette blev årets økonomiske resultat et tilfredssstillende overskud på 838.000 kr, hvilket er over det budgetterede overskud på 380.000 kr.,” lyder det
I sig selv dog et meget beskedent udgangspunkt, som måske kan hænge sammen med, at overskuddet i 2014 var nede og runde 207.000 kr.
Når det gik så nogenlunde i 2015 hænger det også sammen med, at indtægterne fra medlemmer og støtter steg fra 4,585 mio. i 2014 til næsten fem millioner sidste år – en stigning på otte procent.
I 2016 forventes et overskud på 1,3 mio kr. “baseret på styrket økonomi i projekterne, stærk omkostningskontrol og forstærket fundraising”.