Når et lille regnskovsfolk mister sin kultur

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Dybt inde i Borneos jungle lever penan-folket, som hører til blandt verdens ældste kulturer. De vandrer rundt i regnskoven som nomader og lever af at jage og samle – præcis som de har gjort i tusindvis af år.

Men deres livsform er truet. Tømmerindustrien, nye magtstrukturer i landet og kristendommens indtog har påvirket penan-folkets levevis i en sådan grad, at kulturen snart vil uddø, vurderer Mikael Rothstein i mandagens Religionsrapport på P1, ifølge DR online.

På ti forskningsrejser de seneste år har han levet sammen med penan-folket, og som den første nogensinde undersøgt dets religion og kultur. Det er blevet til bogen ’Regnskovens religion – forestillinger og ritualer blandt Borneos sidste jæger-samlere’.

“Penanernes kultur bukker under i disse år. Tabet gør os alle sammen fattigere. Verden mister en stemme, en dyb erfaring og en måde at være menneske på”, lyder det fra Mikael Rothstein.

Penanerne tvinges i disse år væk fra deres nomadetilværelse og ind i nye, permanente bosamfund. Dermed afskæres de fra deres religion, fordi den er en naturlig forlængelse af det nomadiske jæger-samler-liv i junglen.

“Så meget desto vigtigere er det at skildre disse menneskers traditionelle religion, så vi kan fornemme den kultur, der nu synger på sidste vers”, fortæller han og uddyber:

“I de 200.000 år mennesket har eksisteret, har vi været jæger-samlere i langt størstedelen af tiden”.

I Religionsrapport på P1 fortæller Rothstein, at han håber bogen kan være med til at ”ruske op i bevidstheden om andre kulturer, og at religioner kan være helt anderledes end det, vi forestiller os i dag”.

Man kan høre hele interviewet med Mikael Rothstein i Religionsrapport på P1 mandag d. 10. oktober kl. 11:03.