Med en specialfremstillet kuglepen udformet som en patron, højprofilerede gæster som FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, og en række latinamerikanske statsledere, var der var ikke sparet på højtideligheden, da Colombias præsident Juan Manuel Santos og lederen af guerillabevægelsen FARC Rodrigo Londono – bedre kendt som Timochenko – underskrev den historiske fredsaftale, som skulle afslutte mere end 50 års krig mellem FARC og regeringen.
I de efterfølgende dage stod verden i kø for at lykønske Colombia og rose præsidenten for den succesfulde forhandling – endelig et lyspunkt i rækken af nyheder om uendelige flygtningestrømme, smeltende poler, ’forkerte’ folkeafstemninger og tiltagende protektionisme og radikalisering.
Det blev dog et kort lyspunkt, for allerede ugen efter stod det klart, at det colombianske folk med en tandtrådstynd margin havde nedstemt aftalen (49,8 procent for, 50,2 procent imod), som ellers havde stået solidt i meningsmålingerne og som var bakket op af alle fra paven til Obama.
Det var en alvorlig overraskelse, som gik verden rundt og en øjenåbner for præsident Santos, som umiddelbart efter afstemningen forsikrede, at våbenhvilen med FARC er bibeholdt og at han vil fortsætte bestræbelserne på fred indtil sidste sekund af sit mandat.
I torsdags kom så den (foreløbige) kulmination på forløbet, da Santos bare fem dage efter sin karrieres største nederlag, overraskende modtog Nobels Fredspris, for at have taget ”det første og historiske initiativ” og have ”bragt den blodige konflikt betydeligt nærmere til en fredelig afslutning”.
Men selvom Nobelprisen utvivlsomt har været et plaster på Colombias og Santos blødende sår, står Santos stadig med en umådelig kompleks forhandlingssituation ovenpå folkeafstemningen.
Hvem i alverden stemmer nej til fred?
Det kan virke uforståeligt, hvorfor colombianerne stemte nej til en aftale, der skulle sætte punktum for en konflikt, som har kostet mere end 220.000 liv og forsaget knap 7 millioner internt fordrevne.
Hertil skal lægges, at Santos i udformningen af fredsaftalen havde sikret aktiv inddragelse af ikke blot FARC men også en række centrale aktører herunder bondeorganisationer, indianske folk og kvindeorganisationer.
Så hvordan kunne det blive et nej til fredsaftalen d. 2. oktober?
Det kunne det, fordi resultatet ikke skal ses som et nej til freden selv, men til nogle centrale dele af aftalens betingelser. Nej-kampagnen har især kritiseret, at FARC-medlemmer står til at blive idømt samfundstjeneste i stedet for fængselsstraf, hvis de vedkender sig deres forbrydelser.
Og meget tyder nu på, at rigtig mange colombianere ikke er indstillet på at give for store indrømmelser til FARC. ”Der er ingen retfærdighed i denne aftale” sagde Rossevelt Pulgarin, en musiklærer fra Bogotá til the Guardian efter at have stemt for at forkaste aftalen; ”Hvis Nej vinder får vi ikke fred, men i det mindste giver vi ikke landet væk til guerillaen. Vi har brug for bedre forhandlinger”.
Dertil kommer at kun lidt mere end én tredjedel af colombianerne afgav deres stemme d. 2. november samt at Nej-stemmerne primært kom fra områder, som ikke har været direkte berørte af den blodige konflikt – i de berørte landdistrikter stemte mellem 85 og 95 procent for et rungende Ja.
Hvad så nu?
Det er det store spørgsmål, som mange colombianere stiller sig selv i disse dage. Viljen til fred og nye forhandlinger synes stadig at være til stede hos både FARC og regeringen, som genoptog forhandlingerne umiddelbart efter afstemningen.
Samtidig synes Nobelprisens signalværdi at kunne fortolkes bredt. Hvor mange ser prisen som et internationalt skulderklap til præsident Santos og en opmuntring til at fortsætte forhandlingerne i en yderst vanskelig situation, mener andre, at prisen kan risikere at polarisere debatten yderligere.
Den tidligere præsident Álvaro Uribe, der har stået i spidsen for nej-kampagnen mener, at prisen er et vink med en vognstang til Santos om at indføre højrefløjens krav om fængselsstraffe og droppe de lovede udviklingsprojekter i landområderne.
Set i lyset af, at Santos i sin første TV-optræden efter nedstemningen af aftalen inviterede til dialog med nej-siden, tyder meget på, at næste udkast til aftalen vil rumme hårdere betingelser for FARC.
Men Santos må træde varsomt, for selvom FARC stadig gerne vil forhandlingerne, er en tilbagevenden til krig ikke uundgåelig. Der er en risiko for, at utålmodighed med ledelsen og frygt for betingelserne i en ny aftale, kan få decentrale FARC-grupperinger og andre guerillaer til at på ny at udføre angreb, og disse grupper kan vise sig meget vanskelige at demobilisere.
Lykkes det Santos at forhandle en revideret fredsaftale igennem, som mange colombianere håber og forventer, er det vigtigt at huske på, at varig fred ikke kan baseres på et enkelt dokument men kræver dybere politisk handling.
Med udbredt vold, fattigdom og ekstrem ulighed her 20 år efter indgåelsen af komplicerede fredsaftaler, er Guatemala og El Salvador alt for gode eksempler på, hvad en fredsaftale uden tilstrækkelige sociale reformer fører til.
Colombia er blandt verdens mest ulige lande. Kun 0,4 procent af befolkningen ejer over halvdelen af den bedste landbrugsjord – og det i et samfund, hvor langt den største del af den fattige befolkning er bønder.
Hvis Santos vil sikre freden på den lange bane, må han ikke ignorere konfliktens underliggende årsager, heriblandt ulighed og fattigdom.
Det er trods alt værd at huske, at jord- og landbrugsreformer altid har været et af de helt centrale spørgsmål igennem Colombias lange væbnede konflikt. Måske kan Nobelprisen hjælpe fredsprocessen tilbage på sporet, men Colombia må i sidste ende selv finde sin opskrift på fred.
Misha Wolsgaard-Iversen er Latinamerika-koordinator, Oxfam IBIS
Rasmus Bjerring Larsen er praktikant og RUC-studerende, Oxfam IBIS
