Kan katolikker og lutheranere samarbejde om hjælpen i u-landene?

For mange mennesker er det religionen, der er udgangspunkt for, hvad de holder for sandt og vigtigt. At være blind for det i udviklingsarbejdet er uprofessionelt.

Mandag d. 31. oktober besøgte Pave Frans Lund domkirke og Malmø i Skåne i forbindelse med 500-året for Reformationen. Umiddelbart kan det forekomme mærkeligt, at overhovedet for den katolske kirke, som protestantismen udfordrede og ønskede at reformere, tager del i fejringen. Og når Paven deltager – under mottoet, at der er mere der forener os end skiller os – hvorfor skal vi som danskere overhovedet interessere os for besøget?

Hvorfor skal vi i 2016 overhovedet lytte til, hvad overhovedet for den katolske kirke har at sige? Skal vi lytte til, hvad biskopperne siger?

I Folkekirkens Nødhjælp beskæftiger vi os, som navnet måske antyder, med religion og udvikling. Det betyder ikke, at vi missionerer, eller at vi kun hjælper protestanter. Man skal ikke lytte til evangeliet for at modtage hjælp. Men vi arbejder med tro, fordi det er et af de vigtigste elementer i menneskelivet overalt på jorden. Religion kan forårsage forfærdeligheder i hænderne på mørke kræfter som ISIS og andre ekstremistiske grupper. Men religion kan også skabe og forankre positive forandringer.

Det er det sidste – at skabe positive forandringer for mennesker – som er Pave Frans ærinde, og derfor skal vi lytte til, hvad han siger. Desværre er vi i Danmark ofte både blinde og døve for den positive rolle, religion kan spille. Kun når talen falder på terrorisme, ekstremisme og forfølgelse af kristne minoriteter, synes religion at fange vores interesse.

Blindhed over for religion

For 11 år siden blev Jyllands-Posten centrum for den største udenrigspolitiske krise siden 2. Verdenskrig. Et par satiriske tegninger af profeten Muhammed gik fra at være et indlæg i religionsdebatten til at være selve billedet på Danmark og danskernes forhold til religion. Daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, så ingen grund til at mødes med ambassadørerne fra 11 muslimske lande, og først da ambassader og Dannebrog stod i brand, bredte der sig en erkendelse af, at man nok havde et problem.

En stor del af forklaringen på, at muhammedkrisen eskalerede ud af proportioner, er den manglende forståelse for den rolle, religion spiller i mange samfund – inklusive vores eget. I Foghs tid var religion noget, man skulle holde inden for hjemmets fire vægge og slet ikke blande ind i den politiske sfære. For religion kan ”fratage mennesker frihed og ansvar”.

Dermed var Fogh et ekko af den fremherskende opfattelse af, at religion i bedste fald er irrelevant for udvikling og i værste fald en forhindring, hvis man ville fremme social udvikling, frihed og menneskerettigheder. Vestens frie samfundsorden kom dermed til at stå i opposition til en konkurrerende civilisation – den mellemøstlige, overvejende muslimske verden.

Civilisationernes sammenstød?

Med terrorangrebene i København i 2015 kom den tilsyneladende konflikt mellem islam og kristendommen igen helt tæt på danskernes hverdag. Men denne gang var svaret et andet: Blandt andet sagde nuværende justitsminister, Søren Pind, i et interview med Politiken umiddelbart efter terrorangrebene på Krudttønden og Synagogen i København, at vi mangler en grundlæggende forståelse for troen i vores samfund – og hermed altså også terroristernes. Vi kan ikke affærdige terroristerne som ”gale” eller ”afstumpede”. Vi bliver nødt til at forstå vores egen tro – og andres – for at være i stand til at forstå, hvad der sker i verden omkring os.

Jeg er meget enig i denne analyse, og det rammer i kernen af en udvikling, jeg ser ude i verden: Den gamle forestilling om, at ’religion vil forsvinde, når økonomisk vækst og modernisering vinder frem’, begynder at blive erstattet af en anerkendelse af, at religion spiller en vigtig rolle i udvikling, befrielse, forandring.

Og siger det egentlig ikke sig selv?: Er det ikke det, som mennesker holder for sandt og vigtigt; det, de tror på og håber på for sig selv og deres børn, der bestemmer, hvordan de handler? Det er menneskers værdier, overbevisninger og tro – deres forestilling om ’det gode liv’ og om, hvad der er rigtigt og forkert – der bestemmer, hvordan de ser sig selv og ser sig selv i forhold til andre. Og som giver næring til deres selvtillid og eget-værd, til troen på at have ret til at være her, som giver mod til at kæmpe for forandring – og modstandskraft og trøst, når der er tilbageslag og modgang.

Derfor skal religion selvfølgelig inviteres indenfor i det politiske rum som et redskab til positiv forandring og ikke kun konflikt, krise og krig.

Religion i dansk politik

Desværre er vi ikke helt i mål, når vi ser på danske politikere. På den ene side har vi politikere, særligt i den borgerlige blok, der med Grundtvig i hånd argumenterer for, at den danske demokratiforståelse udspringer af en kristen livsanskuelse. Og fordi vores frihed er defineret i kristendommen, bliver islam automatisk til en trussel mod vores demokrati. Det er en forsimpling, der igen placerer andre religioner i afdelingen for trusler frem for løsninger.

I den anden grøft har vi dem, der fuldstændig afviser, at religion – kristendom, islam, hinduisme – har nogen som helst betydning for vores frihed, demokrati og samfundsudvikling. I denne analyse forklares terror og ekstremisme med økonomisk ulighed, social marginalisering og mangel på muligheder.

Vi har altså at gøre med to syn på religion i dansk politik: På den ene side ses religion (eller nogle religioner) som en trussel for vores demokrati, og på den anden side afvises, at religion af nogen slags har nogen som helst betydning. Begge analyser er behæftede med fejl, for de fokuserer enten slet ikke på religion, eller også fokuserer de på den del af det religiøse billede, der passer i den overordnede fortælling om et sammenstød mellem kulturerne.

Inddrag religionen i udviklingsarbejdet

I de lande, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, er det åbenlyst, at man ikke kommer uden om religion. Hvis vi vil gøre en forskel i forhold til at sikre piger skolegang, kontrol over deres egen krop og muligheder på lige fod med mænd, bliver vi nødt til at gå i dialog med religiøse ledere. Både kristne og muslimer.

Hvis vi vil rydde miner og sikre fredelig konfliktløsning, er den eneste vej ofte at gå i dialog med religiøse ledere. Det samme gælder i forhold til beskyttelse af miljø og kampen mod klimaforandringer.

Da vi skulle lave nyt landeprogram i Uganda, spurgte vi: Hvem har egentlig mest indflydelse på, hvordan mænd og kvinder ser på hinanden ude i landsbyerne? Og svaret lød utvetydigt: Det har de traditionelle religiøse ledere. Gennem deres budskaber – i ord og handling. Det bliver man nødt til at tage alvorligt, uanset om man er glødende ateist eller trosbaseret udviklingsorganisation. Alt andet er uprofessionelt.

Vi skal bekæmpe ekstremisme og terrorisme i alle former – vi skal sige nej til undertrykkelse af kvinder og etniske og seksuelle minoriteter, vi skal sige nej til forfølgelse af religiøse mindretal, og vi skal sikre lige deltagelse i alle politiske processer. Men svaret er hverken at lukke øjnene for religion og i stedet fokusere på at skabe økonomisk fremgang – eller at dæmonisere 1 milliard muslimer. Det er et falsk valg, og det er to rigtig dårlige valgmuligheder.

I stedet skal vi åbne øjnene for den positive rolle, religiøse aktører kan spille i forhold til at skabe menneskelige fremskridt. Derfor skal vi lytte til, hvad religiøse ledere som Paven og vore egne biskopper siger. Vi skal styrke de progressive kræfter overalt i verden – uanset om de er iklædt jakkesæt eller bispekåbe.

Det kræver, at vi i vores daglige politiske debat modererer vores sprog og antagelser en smule. Og ude i verden kræver det, at vi styrker den konstruktive dialog mellem religioner, slutter Birgitte Qvist-Sørensen.

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.