Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Der var en gang, da det var meget, meget fint at være bistandsmand.
Jeg var selv med på allerbilligste klasse som udsendt volontør for U-landsforeningen Svalerne i Bangladesh i 1970’erne, men boede alligevel i et stort hus med rengøringshjælp, kok, gartner, altmuligmand og en vagt, der gik sine runder om natten og forstyrrede os fem volontører i huset, fordi han var mørkeræd, bange for spøgelser og skulle trøstes.
Huset lå i landsbyen Sherpur, men vi havde også et hus i hovedstaden Dhaka.
Vi fik kun lommepenge, men jeg gætter på at ingen af os senere har levet bare tilnærmelsesvis så godt og komfortabelt i Danmark, fri for alle materielle problemer. Mellemfolkeligt Samvirkes frivillige fik egentlig løn og Danidas udsendte eksperter og rådgivere fik langt mere og kunne vende hjem med lommerne fulde. Vi var alle skattefri, hvis vi var udsendt i mere end seks måneder og havde helt eller halvt diplomatisk status med dertil hørende privilegier. Vi var udsendt for at hjælpe de fattige, men levede ikke desto mindre som High Society så længe det varede.
I sommer fejrede udviklingsjournalisternes klub, Nairobiklubben, 40 års jubilæum i beskedne omgivelser i København, og som bidrag til festlighederne fandt jeg et satirisk digt, der netop var forfattet 40 år før da klubben blev til i 1976 og netop illustrerede dilemmaet – eller manglen på samme – mellem at være udsendt for at hjælpe de fattige og samtidig nyde en levestandard som jet-setter i en verden med svømmepøl og ferier i eksotiske omgivelser.
Forfatteren til digtet var amerikansk missionær i Sydøstasien – de hvide kristne missionærer prægede endnu bistandsbilledet den gang. I får det her i min egen gendigtning og derefter i originaludgaven.
Den kniv jeg nævner er en schweizerlommekniv med skede, som Folkekirkens Nødhjælp i gamle dage udstyrede alle udsendte medarbejdere med, så de f.eks. kunne forsvare sig mod de fattige.
Udviklingskliken
Pardon kære ven, nu må jeg afsted
Jeg skal ud i Verden og hjælpe med
Min kuffert er pakket, jeg har fået min kniv
Jeg vader i piller til at redde mit liv!
Vi u-landseksperter er super kapable
Vores store visioner er helt globale
Og skønt vi kun omgås de højere klasser
Er tankerne altid hos folkets masser.
I Sheraton Bangkoks luksussale
Siger vi: ned med de transnationale!
Vi bevarer let vor retfærdighedstro
Iført Guccis grå krokodillesko.
Vi drøfter fejlernæringens spøgelser
Mens tjeneren tilbyder hummer og pølser.
Til sulten i Afrika har vi vort svar
Før toastmasteren siger, at kaffen er klar.
Men bliver det hele for enkelt og nemt
Så hyrer vi bare en konsulent!
Hans syn på problemerne er så subtil
At mødet må vare en middag til.
For konsulenten er det en oplagt sag
At bistandspenge bliver fedt på hans bag.
Hans rejseudgifter går helt til tops
Men hvad gør det? De skaber jo jobs!
Eksperter arbejder med slebne ord
Så fine, at dansk slet ikke duer
Og bliver de engelske ikke forstået
Så øger de dog vores ordforråd.
Og selv om du ikke fatter en brik
Af eksperternes højere bistandsmystik
Så kan du punktere problemernes indvikling
Ved tænksom at spørge: men er det nu udvikling?
’Det er OK i praksis’, kan du osse si’
men passer det med vores teori?
En enkelt vil tænke, at manden er gal
De fleste vil finde dig ganske normal.
Eksperter bor altid i mindre paladser
Med tæpper på væggen og udskårne masker
På fotos med øjnene himmelvendte
Ser vi os selv med de store og kendte.
Men nu er det nok! Jeg må ud igen
For Verden skal frelses fra onde mænd!
Blot håber jeg Bibelens ord står til troende
At fattige altid blandt os bliver boende.
Gendigtning: Jørgen Harboe
The Development Set
Excuse me, friends, I must catch my jet
I’m off to join the Development Set;
My bags are packed, and I’ve had all my shots
I have travellers checks and pills for the trots!
The Development Set is bright and noble
Our thoughts are deep and our vision global;
Although we move with the better classes
Our thoughts are always with the masses.
In Sheraton Hotels in scattered nations
We damn multi-national corporations;
injustice seems easy to protest
In such seething hotbeds of social rest.
We discuss malnutrition over steaks
And plan hunger talks during coffee breaks.
Whether Asian floods or African drought,
We face each issue with open mouth.
We bring in consultants whose circumlocution
Raises difficulties for every solution –
Thus guaranteeing continued good eating
By showing the need for another meeting.
The language of the Development Set
Stretches the English alphabet;
We use swell words like “epigenetic”
“Micro”, “macro”, and “logarithmetic”
It pleasures us to be esoteric –
It’s so intellectually atmospheric!
And although establishments may be unmoved,
Our vocabularies are much improved.
When the talk gets deep and you’re feeling numb,
You can keep your shame to a minimum:
To show that you, too, are intelligent
Smugly ask, “Is it really development?”
Or say, “That’s fine in practice, but don’t you see:
It doesn’t work out in theory!”
A few may find this incomprehensible,
But most will admire you as deep and sensible.
Development set homes are extremely chic,
Full of carvings, curios, and draped with batik.
Eye-level photographs subtly assure
That your host is at home with the great and the poor.
Enough of these verses – on with the mission!
Our task is as broad as the human condition!
Just pray god the biblical promise is true:
The poor ye shall always have with you.
Digt: Ross Coggins, 1976
