Nye teamledere i Kommunikation og Indsamling i Dansk Flygtningehjælp

Mikala Satiya Rørbech


Foto: Dansk Flygtningehjælp
Laurits Holdt

Stillingerne er nyoprettede og kommer som en forlængelse af organisationens vækst de seneste par år.

Som en global organisation med 6.000 medarbejdere fordelt i 40 lande, vil der være et fokus på også at udvide det globale kommunikationsarbejde i årene, der kommer, udover at sikre et øget engagement samt opbakning blandt danskerne.
 
Mikala Satiya Rørbech er ansat som medie- og pressechef. Hun kommer fra en stilling som pressechef i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor hun har været siden 1. september 2012. Hun har før været fung. chef for kommunikation og presse i CARE, ansat hos Amnesty Danmark og arbejdet som freelance-journalist i Tanzania i fire år.
 
Det 44-årige mediemenneske er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1998 og har arbejdet for bl.a. Aktuelt, Danmarks Radio og Information.

Se vor omtale af hende, da hun fyldte 40 i maj 2012, på

https://globalnyt.dk/content/afrika-engageret-blir-40

 

Kasper Viebke


Foto: Dansk Flygtningehjælp
Kasper Viebke er ansat som Privatfundraisingchef. Han har i næsten 5 år været ansat i Børns Vilkår, hvor han har været ansvarlig for privatfundraising. Kasper har et særligt blik for relationsopbygning og det digitale, og han har mange års erfaring med telemarketing, herunder som leder i Finnbjoern Consult i knapt tre år.
 
Han er 42 år og uddannet i religionsvidenskab med tilvalg i statskundskab fra Københavns Universitet, og har derudover en merkonomuddannelse fra Niels Brock Erhvervsuddannelser.
 
Kasper Viebke og Mikala Satiya Rørbech er begge startet ultimo november nogenlunde samtidig med Dansk Flygtningehjælps årlige landsindsamling, der endte med et fornemt resultat på 18 millioner kroner. Det næstbedste resultat siden årtusindeskiftet.
 
Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største humanitære organisation med over 6.000 medarbejdere fordelt i 40 af verdens brændpunkter, herunder lande som Syrien, Irak, Yemen, Sydsudan og Afghanistan. Dansk Flygtningehjælp arbejder desuden med rådgivning af asylansøgere samt integrationsprojekter i Danmark og har omkring 8.500 frivillige landet over.