Verdens kyster og havenes ressourcer er omdrejningspunkt for en vigtig kamp.
Fiskerne konfronterer den destruktive politiske agenda som regeringer, multinationale selskaber og miljøorganisationer sammen sætter for fiskere og miljø verden over.
Trusler fra magtfulde aktører
Fiskernes kamp baserer sig på grundlæggende spørgsmål om retten til verdenshavene: Hvem skal have adgang og kontrol over de marine ressourcer? På hvilke vilkår og i hvilken udstrækning? Og hvem har i sidste ende magten til at bestemme dette?
90 procent af verdens fiskere er småfiskere, hvilket vil sige at deres livsgrundlag er direkte afhængigt af deres mulighed og adgang til at kunne fiske.
Disse fiskere spiller en afgørende rolle i kampen for madsuverænitet, fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig forvaltning af miljø og ressourcer. Ikke desto mindre bliver en størstedel af småfiskersamfundene mødt med alvorlige trusler fra magtfulde aktører, der redefinerer retten til disse ressourcer og beslutninger.
Privatisér eller forsvind
En udviklingsstrategi der med udgangspunkt i en rettighedsbaseret tilgang lover win-win løsninger for såvel miljøet som kystsamfund og økonomisk vækst gennem markedsliggørelse og udvidelse af ejendomsretten over verdenshavene.
30.000 småfiskere udelukket fra fangstområder
Modsat hvad fortalerne argumenterer, viser foreløbige erfaringer med rettighedsbaseret fiskeri at taberne i overvejende grad er de småfiskerne, der rent faktisk praktiserer de mest bæredygtige fangstmetoder samt vedligehold af fiskebestande og habitater.
Rettighedsbaseret fiskeri leder ofte til småfiskeres eksklusion fra fangstområder og indførsel af spekulative kvotesystemer, ligesom fordelingen af disse individuelle ejendomsrettigheder skaber konflikter i traditionelle kystsamfund. Et dystert eksempel på privatiseringens konsekvenser er implementeringen af Sydafrikas fiskerireform fra 2005, baseret på et individuelt kvotesystem, som med ét slag udelukkede 90% af landets 30.000 småfiskere fra deres tidligere adgang til fangstområder.
Hermed frataget retten til at bedrive deres traditionelle fiskeri tvang denne fiskerireform Sydafrikas småfiskere til at forsøge at ernære sig selv og deres familier gennem alternative livsveje eller forsøge at fortsætte deres tidligere og nu de facto kriminaliserede praksis med risiko for retsforfølgelse.
Begrebet peger desuden på hvordan denne ret derved koncentreres hos en lille økonomisk elite på bekostning af millioner af småfiskere som er afhængige af deres adgang til verdenshavene for at kunne brødføde sig selv og kystsamfund generelt.
En menneskerettigheds-baseret tilgang
Ud over at at kritisere og forsøge at tilbagerulle implementeringen af den rettighedsbaserede tilgang arbejder småfiskernes foreninger aktivt for promoveringen af en tilgang baseret på menneskerettigheder.
Denne tilgang har sit grundlag i menneskerettighedernes almengyldighed som en rettesnor der skal sikrer social retfærdighed. En vigtig præmis for denne forståelse er at marginaliserede og underrepræsenterede grupper skal tildeles særlig opmærksomhed for at sikre en universel respekt for alles basale rettigheder.
En menneskerettigheds-baseret tilgang må derfor nødvendigvis prioritere rettigheder og repræsentation af de mest marginaliserede grupper og samfund over andre mere privilegerede grupper. Af samme årsag kan og skal internationale NGOer og store virksomheder ikke inviteres til rundbordssamtaler side om side med repræsentanter for småfiskere og kystsamfund, fordi småfiskernes hensyn naturligvis bør komme først, når spørgsmål om deres rettigheder og adgangen til marine ressourcer er til diskussion.
Småfiskere bliver ikke hørt
Alliancer mellem småfiskere og det brede civilsamfund og politikere skal styrkes for at promovere og gennemføre international lovgivning baseret på menneskerettigheder der kan sikre småfiskernes rettigheder til gavn for de mange.
Astrid Alexandersen, Sif Juhl og Jonathan Munk Nielsen er medlemmer af Afrika Kontakts Fiskeri-gruppe.
