Maria Rytter
Kurator, forfatter, cand.mag. i historie og antropologi.
1981-84 var hun museumsinspektør i Herning, hvorpå hun sammen med sin familie drog til Botswana med Mellemfolkeligt Samvirke. Her var hun med til at grundlægge ”Khama III Memorial Museum” med tilhørende arkiver.
I Danmark har hun stået bag oprettelsen af Forsorgsmuseet ved Svendborg Museum, og i 1990erne været en drivende kraft bag oprettelsen af Arrestmuseet i Fåborg. Hun har været ekstern lektor på Syddansk Universitet, har skrevet en række bøger og antologier, samt tilrettelagt flere udstillinger i Danmark, hvor ”Lang vej til Frihed” om Nelson Mandela også blev vist i Norge og Sydafrika. Hun har instrueret dokumentarfilm fra Danmark, Indien, Bhutan og Botswana. I 2010-11 var hun leder af en undersøgelse af klager over overgreb og vanrøgt på danske børnehjem, som resulterede i ”Godhavnsrapporten”
( Syddansk Universitetsforlag, 2011). Lige nu arbejder hun på en større udstilling om Døves levevilkår gennem 150 år i Danmark for CFD (Center for Døve), samt en bog om global historie centreret omkring kong Khama den Store og hans bidrag til Europa.
Som museumskurator og historiker har jeg haft den store glæde at gøre nogle tankevækkende fund, som har kunnet udtrykke de historier, jeg gerne ville fortælle.
Senest under Godhavnsundersøgelsen, som jeg ledede i 2010, hvor fundet af en gymnastikhest med blodspor fra en forstanders piskning af børnehjemsdrenge i 1960erne.
Politiet gennemførte en række tekniske analyser af gymnastikhesten, der blev til et vigtigt bevis for de mange tidligere børnehjemsbørn, som før var blevet mødt med vantro, når de fortalte deres historie.
Et andet vigtigt fund skete i forbindelse med min research til verdens første udstilling om Nelson Mandelas 27 ½ år bag tremmer. Her åbenbarede en tidligere National Intelligence Service agent for mig, hvor han havde gemt den spolebåndoptager, han i 1980erne anvendte til aflytning af Nelson Mandela under ”Sydafrikas forhandlede revolution”.
Fra 1984-1986 var jeg udsendt som museumsinspektør af Mellemfolkeligt Samvirke til Botswana. Her gjorde jeg mit første fund, i en fodnote, der senere førte mig til selve tingen, et tiggerbrev om penge til Europas sultende børn. Det lyder sådan her:
Mafeking
Bechuanaland
15. juli 1921
Til Høvding Khama
Lady Buxton har bedt mig om at samle ind i Protektoratet til de sultende børn i Europa, derfor vil jeg spørge Dem, om De og Deres folk venligst vil hjælpe os i denne sørgelige og yderst presserende sag.
Tusinder af uskyldige børn sulter og er døende på grund af mangel på mad, de er udsat for kulde, uden klæder eller iklædt pjalter, som ikke kan beskytte dem. Det synes så frygteligt, at tænke på de store lidelser, disse stakkels hjælpeløse børn gennemlever, mens vi, i Afrika, har alt det vi behøver.
Jeg appellerer til Deres generøsitet og beder Dem om hjælp til at mildne rædslerne i denne sørgelige sag, og beder Dem om, at De ikke vil lukke ørerne for skrigene fra disse lidende småbørn, som kalder på os, for at vi skal hjælpe dem – nøden er presserende og meget stor.
For hvert Pund vi giver, vil regeringen i Sydafrika og i England, hver give et Pund oveni.
Tilføjet med håndskrift
Jeg sender Dem et billede for at vise Dem mødrenes sorg og børnenes lidelser, tusinder har det sådan i Serbien, Armenien, Polen, Belgien – Østfrankrig, faktisk hele Centraleuropa.
Jeg ved, at De og Deres folk vil sende mig alt, hvad De kan, til disse stakkels børn og vil reagere på Lady Buxtons appel, så godt De kan og så hurtigt som muligt, for lidelserne er meget store.
Venlig hilsen
E. Macgregor
J.C. Macgregor
En opsigtsvækkende fodnote
Min opgave som museumsinspektør var at hjælpe med til at etablere et kulturhistorisk museum for Kong Khama den Store og hans folk Bamangwatoerne i Serowe i Botswana.
En grund med en moderne bygning var skænket til formålet, men huset var omdannet til bilværksted og diverse bilvrag spredt ud over grunden.
Det første skridt var at få tømt grunden og sat en ombygning af den moderne bygning i værk. Her skulle være et museumsmagasin, et brandsikkert arkivrum med metalhylder, samt museets første udstillingshal.
Den første af landets historikere jeg mødte var Neil Parsons, som nogle år forinden havde skrevet sin magisterkonferens på basis af kong Khama den Stores arkiv for perioden 1875 til 1950.
Parsons havde bl.a. skrevet pamfletten ”The World of Khama” (1972), og det var her jeg fandt en fodnote med den mildest talt opsigtsvækkende oplysning, at der lå et tiggerbrev om penge til Europas sultende børn i arkivet.
I noten citerede han denne godbid fra brevet ”Det synes så frygteligt, at tænke på de store lidelser, disse stakkels hjælpeløse børn gennemlever, mens vi, i Afrika, har alt hvad vi behøver.”
Det tog over et år, før jeg kunne holde brevet i hånden. Parsons havde bl.a. sorteret materialet og lagt det – uregistreret – i syrefri arkivkasser.
Kasserne lå ikke, som de burde, på landets Nationalarkiv, men opbevaredes hos Khama den Stores barnebarn. Han ønskede ikke at give arkivet fra sig, fordi der en gang havde været en oversvømmelse i Nationalarkivets bygning.
I stedet lå kasserne i en lille bygning med stråtag ved siden af hans villa, udsat for potentielle insektangreb eller hvad der var værre, risiko for lynnedslag og brand.
Lille brev i et hav af papir
Arbejdet med at få orden på sagerne, at indsamle museumsgenstande og ikke mindst få rejst midler fra NORAD (det norske Danida, red.) til en gennemgribende istandsættelse af bygningen, tog en stor del af min tid.
Men efter et års hårdt arbejde kunne vi åbne første fase af museet sammen med landets indenrigsminister, i den nyistandsatte moderne bygning, den som før havde været bilværksted.
Huse og grund var doneret af kong Khamas barnebarn, Leapeetswe Khama, som opbevarede Khamaarkivet, og han og jeg fik en venlig relation.
Hver gang han kom for at kigge til projektet, undlod jeg ikke at tale om fornuften i at flytte arkivet til det tomme, brandsikre rum, som jeg havde skabt, til dette formål. Og nogle måneder før mine to år udløb, skete miraklet. Ind på museets gårdsplads rullede en lastbil, med privatchaufføren bag rattet og Leapeetswe Khama ved sin side.
Som det naturligste i verden, lod han de mange arkivkasser læsse af og bære ind på hylderne i arkivet. Et øjeblik efter var han kørt igen, vi havde jo talt om dette så mange gange.
Men så var der kassen med WAR
Der stod jeg så, overfor et par hundrede gråbrune kasser med ukendt indhold. Uden den nødvendige nøgle til, hvad der var inde i æskerne. Det syntes håbløst at skulle kunne finde et lille brev i dette hav af papir.
Men jeg ville finde frem til det, og det sjove var, at det slet ikke blev så svært. Mit blik faldt på to kasser, som skilte sig ud, fordi de bar påskriften Miscellaneous (Blandet indhold).
Den første kasse var en skuffelse, men i den anden kasse lå en brun mappe, hvor der på forsiden med kuglepen var skrevet WAR (krig). Inde i mappen lå ikke blot et, men flere tiggerbreve:
En anmodning om at donere kunsthåndværk til et salgsmarked i Sydafrika, hvor overskuddet gik til hungerramte europæiske børn, en bønskrivelse om penge til et hospital for krigsinvalider i London, og så – fodnotens tiggerbrev.
Brevets underskriver Mrs E. Macgregor, tilføjer omhyggeligt sin mands initialer under sin signatur. Det var der en god grund til. For hendes mand var en person, som kongen kendte.
Sir James Alexander Comyn Macgregor var Resident Commissioner i Bechuanaland (Botswana) for den britiske krone fra 1917 til 1923.
For at lægge vægt bag sin bøn om hjælp, havde hun med en knappenål vedhæftet et udklip med et fotografi, der viser en europæisk mor siddende med sit nøgne, udhungrede barn på skødet, med opspilet mave og magre arme og ben.
I den omgivende billedtekst opgives barnets alder til 6 ½ år, og dets vægt til 7 kg og 750 gr. Med håndskrift har hun tilføjet ”Mange af dem har mistet deres fædre i krigen + nogle også deres mødre.”
Den engelske kampagne førte til Red Barnet
Der er virkelig gjort noget ud af at nå ind til den botswanske konges hjerte. Og virkningen udeblev ikke. På en kvittering vedhæftet brevet kan det ses, at kong Khama den Store gav 80 Pund til de Sultende Østrigske Børns Fond.
Men hvorfor de østrigske børn? De er jo ikke nævnt i Macgregors opremsning af lande, hvor sulten hærger.
Det kan hænge således sammen. I 1919 tog to engelske søstre Eglantyne Jebb og Dorothy Buxton (født Jebb) et initiativ, fordi de ikke stiltiende ville se på, at tyske og østrigsk-ungarnske børn døde af sult.
En hungerkatastrofe var fulgt i kølvandet på at England og dets allierede, havde lagt en blokade rundt om de tre lande, som havde tabt 1. verdenskrig. De startede derfor en landsomfattende kampagne for afhjælpning af hungersnød og sult blandt børnene.
En kampagne som blev starten på den internationale nødhjælpsorganisation Red Barnet (Save the Children) – som danske Helle Thorning-Schmidt nu er chef for.
Det krævede både gode talegaver og stort organisationstalent, for ikke alle kunne acceptere at hjælpe fjendens børn.
Lady Buxton, som er nævnt i brevet, var gift med den tidligere engelske generalguvernør over Sydafrika og i familie med Dorothy Buxton, som især førte en kampagne for humanitær hjælp til bl.a. Østrig.
Man kunne få den tanke, at kong Khama kendte til netop denne kampagne, da han vælger at donere til østrigske børn, fra et land fru Macgregor ikke har oplistet i sit brev.
En medfølende regent
Det var ikke første gang, kong Khama fattede medlidenhed med europæere i nød.
Allerede i 1879, da han fik efterretninger om den anden irske hungersnød, tilbød han at sende en skibsladning med sorghum (hirse) til de sultende irere. Et forslag som af uvisse grunde blev afslået.
Kong Khama den Store var blevet konge i 1875 og var kendt over hele Storbritannien, som den gode, kristne, afrikansk konge.
Han var også beundret for sin afholdspolitik, hvor han forbød spiritus både blandt sine undersåtter, og blandt de hvide settlers, som fik lov til at slå sig ned i hans rige.
Ligesom de store afholdsbevægelser i Europa, anså han alkohol for at være af den største fare for hans folk, og han deporterede enhver hvid mand, som trodsede hans forbud.
Khama den Store hed officielt Khama den III, og derfor hedder museet i Serowe Khama III Memorial Museum.
Her ligger i virkeligheden to arkiver, idet jeg i 1986 reddede forfatteren Bessie Heads (1937-1986) papirer, breve, manuskripter og bøger efter hendes alt for tidlige død.
I dag er det vanskeligt at sige, hvilket af arkiverne, der er det mest betydningsfulde, idet historikere og litteraturforskere fra hele verden besøger og studerer begge, med en lind strøm af bøger og publikationer til følge.
Litteraturliste
Sköld &Swain: Apologies and the Legacy of Abuse of Children in Care. M. Rytter og J. K. Rasmussen: The Godhavn Inquiry p. 97-105. Palgreve Macmillan 2015.
M. Rytter: Selv blomsterne lyttede (når Mandela talte). Fængselshistorisk Selskab 2015 p. 40-63
M.S. Lederer et al: The Life and Work of Bessie Head. M. Rytter: The Origins of the Bessie Head Archive. p.3-10. Pentagon Publishers Gaborone 2008.
M. Rytter: When Africa gave aid to Europe. I magasinet New African p. 43. October 1990, no 277.
Maria Rytter skriver netop nu (2016) på en bog om kong Khama den store og hans relationer til Europa, med udgangspunkt i tiggerbrevene i hans arkiv.