Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Med murens fald virkede det i 1990’erne som om de store ideologiers tid var forbi. Kommunismen brød endegyldigt sammen, og et aggressivt forsvar for kapitalismen var ikke længere nødvendigt. Vi kunne koncentrere os om de konkrete problemer og finde brugbare løsninger uden at skele til, om de nu smagte af den ene eller den anden ideologi.
Det var selvfølgelig en naiv tanke. Under radaren og relativt ubemærket brød neoliberalismen igennem. Den handler i korthed om at få markedstænkning ind i alle processer, således at det er de relativt abstrakte markedskræfter, der bestemmer, hvad der er værdifulde aktiviteter.
Siden finanskrisen har neoliberalismen været udfordret, fordi det uhæmmede finansmarked var den primære grund til krisen. Også neoliberalismens aflægger inden for den offentlige sektor, New Public Management, hvor alle aktiviteter og ydelser skal måles og vejes, er i stigende grad genstand for kritik, og det er svært at se en vej ud af klimakrisen baseret på ren markedstænkning. Verdensmålene for bæredygtig udvikling kan i vid udstrækning ses som udtryk for et opgør med neoliberalismen.
Ikke desto mindre trives den i vores dagligdag, fordi vi er blevet så vant til den. Det er den enkeltes ansvar at levere de kompetencer, som markedet efterspørger; det er markedet, der bestemmer, hvilke serviceydelser den offentlige sektor skal levere og hvordan; og markedet kryber sågar ind i vores sociale relationer f.eks. med ’likes’ på facebook.
Derfor lyder det også ganske naturligt at ville ’konkurrenceudsætte’ støtten til civilsamfunds organisationerne. Desværre er det sandsynligvis (for vi kender endnu ikke forslaget i detaljer) en rigtigt dårlig idé.
At sammenligne østers og liggestole
Konkurrence er godt og stimulerende, hvis den foregår om noget, der kan sammenlignes. Når jeg vil købe mig en grillpande, kan jeg sammenligne pris og kvalitet for to fabrikater og så beslutte mig for den ene, men det er som at sammenligne pærer og æbler – for ikke at sige østers og liggestole – at vurdere uddannelsesaktiviteter i Sierra Leone i forhold til naturressourceforvaltning i Uganda eller mikrokredit i Afghanistan.
Det er umuligt at sige, at det ene er bedre end det andet. Derimod kan man – præcis, som det har været forsøgt i mange år – vurdere om aktiviteterne i sig selv kan forbedres. Hvis de ikke fører til konkrete resultater, må de standses, og det er hele tiden en udfordring at sikre den vurdering.
Dernæst er det en konkurrence, som handler om at bejle til regeringen og ikke til forbrugerne, dvs. de, der gerne skulle have gavn af udviklingssamarbejdet. Med det nye initiativ vil NGO’erne fokuserer mere på de politiske prioriteringer og relationen til staten end på modtagernes behov og ønsker. Det er således et skridt væk fra det ejerskab, som er centralt for bæredygtige resultater.
I udbud hver fjerde år
Så vidt vi ved, skal støtten til de større NGO’er i udbud hvert 4. år. Det betyder, at der vil komme nogle udbudspapirer, der præciserer, hvad regeringen ønsker. I betragtning af at vi over de seneste 7 år er gået fra frihed, over menneskerettigheder til kommercielle relationer som fokus, må man regne med at udbudspapirerne vil indeholde helt nye emner hvert 4. år.
Dermed bliver NGO’ernes muligheder for at opbygge kapacitet og langsigtede samarbejdsrelationer fundamentalt undergravet. Resultatet vil være ringere bistand.
I sine kommentarer understreger udviklingsministeren, at NGO’erne skal arbejde med de officielle danske prioriteter, som de fremgår af den strategi, der snart vedtages i folketinget. Hvordan det konkret skal udmøntes, vil tiden vise, og NGO’erne har allerede i mange år skullet leve op til forskellige civilsamfundsstrategier.
Ikke desto mindre må man formode, at udviklingsministeren ønsker en opstramning, hvilket er i modstrid med den højt besungne mangfoldighed, som civilsamfundet gerne skal udtrykke. Mangfoldigheden er vigtig af to årsager.
For det første er udvikling ikke let, så der er brug for allehånde gode ideer og forskellige tilgange. Fattige lande forandrer sig kontinuerligt, og hvad der virkede i går, er ikke nødvendigvis det bedste i dag. Derfor bør dansk bistand ikke lægge alle sine æg i én kurv, men udnytte NGO’ernes forskelligheder.
For det andet er det vigtigt, at forskellige grupper i Danmark kan få indflydelse på udviklingsarbejdet. Nogle er interesserede i nødhjælp, andre i langsigtet sundhed og atter andre i fattiges politiske indflydelse. Den statslige støtte til det danske civilsamfund skal gerne give mulighed for at danskernes forskellige interesser i udviklingssamarbejdet kan komme til udtryk.
Fra NGO’er til servicevirksomheder
Det virker imidlertid som om den slags principielle argumenter om civilsamfundets rolle ikke har nogen indflydelse på de nuværende overvejelser. I stedet risikerer NGO’erne at blive virksomheder, der leverer serviceydelser til staten. Deres uafhængige, faglige og kritiske rolle demonteres.
Endelig annonceres det, at man ønsker at bringe antallet af modtagende organisationer ned fra de nuværende 19 til en 10-14 stykker, og samtidig håber udviklingsministeren at nye organisationer vil tage konkurrencen op og byde ind med forslag til aktiviteter.
At byde på disse opgaver kræver en betragtelig kapacitet og viden om udviklingssamarbejdet. Det er derfor svært at se, hvordan nye organisationer skal kunne komme i betragtning med mindre de i en længere årrække har fået midler fra anden side, f.eks. EU.
Samtidig må man formode, at de organisationer, der bliver siet fra i processen, næppe kommer tilbage, igen med den undtagelse at de kan være finansieret af andre kilder. De vil miste kompetente medarbejdere, som vil søge over i de begunstigede organisationer.
Stigende afstand mellem befolkningen og NGO’erne
Alt i alt betyder det en centralisering og en favorisering af NGO’er med anden finansiering, hvilket sandsynligvis vil føre til en yderligere internationalisering af civilsamfundet. Det kan have visse fordele, men man må samtidig frygte at afstanden mellem danskerne og NGO’erne bliver stadig større.
Jeg undres. Hvordan kan det være, at en borgerlig regering ikke har større ambitioner for civilsamfundets rolle? Skal civilsamfundet blot markedsgøres? Historisk er det vel igennem civilsamfundet, at det ene udmærkede borgerlige initiativ efter det andet er vokset frem og har fundet vej ind i skiftende regeringers politikker.
Tænk på andelsbevægelsen, folkehøjskolerne, udnyttelsen af interesseorganisationers viden i udviklingen af politikker, arbejdsmarkedets parters uafhængighed – alt sammen markante danske successer, der ikke kan tilskrives staten eller markedet. Er der ikke snarere grund til at bruge udviklingsmidlerne til at stimulere et dynamisk, mangfoldigt og selvstændigt civilsamfund, der kan finde på nye løsninger af de udviklingsproblemer, vi står overfor?
