Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt sin nytårstale i TV, mens Ugandas præsident Yoweri Museveni udsendte et skriftligt nytårsbudskab. Selv om begge statsledere endte i optimistiske tonelejer, var budskaberne vidt forskellige i såvel stil som indhold.
Stil
Løkkes tale var personlig og uden løfter. Musevenis budskaber var blæst for personlige vinkler – og indeholdt flere konkrete politiske løfter.
Det er bemærkelsesværdigt. Afrikanske regeringer siges jo netop at være bygget op omkring stærke ledere, hvis legitimitet er baseret på personlig loyalitet snarere end på den førte politik. ”Personal rule,” som det hedder i politologien.
Ikke desto mindre er det Løkke, som prøver at legitimere sig ved at bruge personlige anekdoter ad libitum: ”Når vi skal hygge os i min familie, ser vi Matador… Jeg lavede mad og vartede de unge [sønnen og vennerne] op… [var] på cykeltur med en anden gruppe unge, [s]om en del af et projekt for drenge på kanten, jeg startede for nogle år siden.” Og så videre.
Museveni hverken hyggesnakker eller fortæller familiehistorier. Tværtimod gør han et par gange opmærksom på, at han vrider arme for at få tingene til at ske. I bedste Trump-stil nævner han for eksempel, at han tog fat i et stort privat firma for at få det til at eksportere i stedet for at importere. Ikke overraskende lykkedes det præsidenten at ’omvende’ firmaet.
Indhold
Selv om Danmark og Uganda er vidt forskellige lande, så er mange udfordringer de samme: jobskabelse, globalisering og teknologi, international handel, fred og sikkerhed, samarbejde. Men disse emner præsenteres vidt forskelligt i nytårsbudskaberne.
Løkkes regering hviler på et skrøbeligt grundlag, så han gav ingen konkrete løfter. Derimod snakkede han i runde almindeligheder om, at vi ”ikke kan holde på job herhjemme ved at bremse for handel med udlandet;” at regeringen vil ”[gøre en] særlig satsning i de skoler, hvor mange elever klarer sig dårligt; … investere i nye kompetencer. Gode jobs. Tryg velfærd. … hjælpe flere væk fra kontanthjælp og ind i arbejde.” Etc. Det er vage hensigtserklæringer, som regeringen ikke kan holdes ansvarlig for, hvis de ikke opfyldes. Løkkes tale var også renset for tal.
Netop genvalgt for endnu en femårig periode sidder Museveni anderledes fast i sadlen. Måske er det derfor han ikke er bange for – punkt for punkt – at gøre status over fremskridt i forhold til den femårsplan, han fremlagde i 2016. Om han snyder på vægten har jeg ikke tjekket, men han inviterer faktisk til at holde regeringen ansvarlig for planen. Hans budskab er således fyldt med tal om fremtidige priser på elektricitet; om mål for jobskabelse i landbrug, tekstilindustri, services, og turisme; om udviklingen i eksport og import. Etc.
I sine forslag til at skabe jobs er det bemærkelsesværdigt, at udflytning af arbejdspladser er det allerførste Løkke nævner – en omrokering, der næppe skaber ret mange nye jobs. Hans øvrige jobiltag er ligeså vage. Så er Museveni mere kontant: Såkaldte ”rich people” i Uganda ”specialize, not in building factories or hotels, but, in building shopping arcades that specialize in selling to our people all sorts of imported goods… This is not only haemorrhage of money, but also of jobs.” Museveni opfordrer til, at disse rige mennesker investerer i fabrikker i stedet for, og han forklarer, hvad staten har gjort for at gøre dette mere tiltrækkende end tidligere.
Begge statsledere har fokus på beskæftigelsen af økonomisk trængte borgere, selv om ingen af dem bruger begrebet ’fattigdom.’ Heller ingen af dem taler om ulighed.
Tværtimod taler Museveni, som har været afhængig af fattigdomsorienterede donorer i årtier, konsekvent om at skabe velstand – ikke om at udrydde fattigdom. Museveni fokuserer også på, at kun 32% af småbønderne er involverede i pengeøkonomien (en tvivlsom påstand, men lad det ligge). Det er uacceptabelt, skriver han. Hver eneste bondefamilie må producere for at sælge. ”We cannot accept spectators in this effort.”
Det lyder lidt som den dansk regerings politikker til at få kontanthjælpsmodtagere ud på arbejdsmarkedet, selv om Løkke pakker sit budskab blødt ind: ”Hvis vi hjælper flere væk fra kontanthjælp og ind i arbejde. Så kan de, der arbejder, få en skattelettelse. Så det bedre kan betale sig at arbejde. Så endnu flere ledige rækker ud efter de job, som ellers er besat af udlændinge.”
Udgangsbønnen
Begge politiske ledere ender på en optimistisk note:
Løkke: ” Husk fortiden, men grib fremtiden. Den er jeres! Vi skal gøre alle til fremtidens vindere.”
Museveni: ”Uganda has been at peace for the first time in 500 years, for many years now. Uganda will remain at peace. Nobody has the capacity to disturb this, however hard they might try. Therefore, my dear Ugandans, I can confidently tell you that the future is bright.”
***
De to politikeres budskaber vender op og ned på gængse opfattelser. I det højt udviklede danske demokrati kan man vel ikke spise vælgerne af med personlige spekulationer om verdens tilstand plus nogle løst formulerede politikker? Og kan man virkelig i et skrøbeligt demokrati som Ugandas, hvor uddannelsesniveauet er lavt, få folk i tale med tal og analyser?
Svaret må være, at det kan man godt. De to statsledere er jo ikke idioter. Det er ikke tilfældigt hvad de vælger at sige og at være tavse om. Det er vore forestillinger om, hvordan politik føres på de to kontinenter, som trænger til en revision.
