Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
I mange år har der været to internationale økonomiske mål for de europæiske NATO-medlemmer, og det er to mål, som meget få lande har nået. Det ene er FN-målet om mindst 0,7 % af nationalindkomsten i udviklingsbistand, det andet er NATO-målet om mindst 2 % af nationalindkomsten til militært forsvar. Under en håndfuld lande har nået 0,7 %-målet og endnu færre 2 % målet.
Nu virker det imidlertid, som om præsident Trump sætter tommeskruerne på. Hvis USA skal blive ved med at betale (uforholdsvis) meget, så skal de mindre NATO-lande til at tage det militære mål alvorligt. Kravet er ikke nyt, men det er ikke tidligere fremført så bombastisk.
Angela Merkels argumentation er vigtig af flere grunde. Først og fremmest fordi hun naturligvis har ret. Krig bør være sidste løsning. Sikkerhedspolitik er at undgå krig, og det kræver en vifte af politiske indsatser, de fleste af dem bløde og økonomiske og forhandlingsprægede.
Men derudover er det naturligvis interessant, at USA ligger helt i bund med hensyn til udviklingspolitik. Ikke i nærheden af de 0,7 %, men langt nærmere 0,1 %.
Og nu skærer Trump yderligere, og han gør det især på de indsatser, der har med kvinders rettigheder at gøre. USA skærer dramatisk ned på indsatser, der via satsning på sundhed og uddannelse og familieplanlægning kunne have været med til at mindske fremtidens flygtningeproblemer. Han lægger grunden til nye konflikter.
Danmark burde være i front
Danmark burde om nogen være i front i denne sikkerhedspolitiske debat. Danmark har aldrig levet op til NATO-målet om 2 % til forsvar, men Danmark er til gengæld et af de få NATO-lande, der i mange, mange år har givet mere end 0,7 % i udviklingsbistand, og Danmark var i mange år netop med til at udvikle, hvad der også officielt blev kaldt en blød sikkerhedspolitik.
Nu står vi i stedet parate til at hæve de militære forsvarsudgifter, mens der på alle andre områder skæres ned.
Der er ikke blot tale om en rundbarbering af udviklingsbistanden, men også om en reduktion af vores diplomatiske tilstedeværelse og kapacitet i verden, en begrænsning af klima- og miljøindsatser, der i høj grad har med sikkerhed at gøre, og et sørgeligt fravær i den internationale debat om en bæredygtig fremtid med håndterbare klimaændringer.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har med en gruppe af andre EU-ministre sat sig i spidsen for en indsats for kvinder i Afrika, som til en vis grad skal mildne USA's og Trumps beslutninger.
Det er glædeligt, men også lidt småt og en anelse dobbeltmoralsk, al den stund Danmark også har reduceret sin FN-indsats, og herunder blandt meget andet støtten til FN’s familieplanlægningsorganisation UNFPA, samt støtten til uddannelse.
Hvad er aktivisme?
Jeg havde for nogle uger siden en kommentar i Politiken, hvori jeg kritiserede den måde, Center for militære Studier bruger ordet udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktivisme på.
Centret ligger på Københavns Universitet og laver hvert år et sikkerhedspolitisk barometer, hvor man beder såkaldte eksperter om at vurdere aktivismen i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik over de sidste 20 år.
Men centret tager overhovedet ikke hensyn til, at definitionen på aktivisme over de samme år er ændret totalt. I 1997 var aktivisme officielt en blød sikkerhedspolitik baseret på FN-indsatser (aktiv multilateralisme), udviklingsbistand, fredsbevarende indsatser og miljøbistand mv.
I dag defineres aktivisme alene som en udenrigs- og sikkerhedspolitik, der omfatter direkte militære indsatser. Det er så at sige Anders Fogh Rasmussen-definitionen, der er blevet officiel. Uden at skiftet nogensinde er drøftet endsige vedtaget officielt.
Kommentaren i Politiken gav absolut ingen reaktioner, heller ikke fra Center for Militære Studier. Det er åbenbart ikke en debat, der er noget ønske om. Hvem kan dog huske 20 år tilbage? Og verden er jo en anden i dag. Der er ikke tid til historisk pilleri.
Jeg synes, at blandt andet Angela Merkels argumenter ved sikkerhedskonferencen viser, at der er behov for den debat om sikkerhed og sikkerhedspolitiske instrumenter. Man vinder næppe debatter med Trump, men der er dog stadig andet end Trump i verden og i USA, og det er afgørende vigtigt at få løftet den sikkerhedspolitiske debat langt op over spørgsmålet om militærbudgetternes andel af de enkelte landes økonomi. Det vil ikke være det, der afgør spørgsmålet om krig eller fred.
Det er en svær debat at få rejst. Fredsforskeren Jan Øberg har i en analytisk kommentar påvist hvordan ”den nye tænkning” gennemsyrer DR og også DIIS. Har han ret, står det ikke blot sløjt til med den almindelige politiske debat, men også med både journalistik og forskning. Desværre tyder meget på at han har ret.
