"Folkemødet er siden sin begyndelse i 2011 vokset til Danmarks største folkefest for dialog, demokrati og politik med omkring 100.000 besøgende sidste år, og jeg ser meget frem til at være med til at videreudvikle program og indhold på en så vigtig, demokratisk begivenhed, som Folkemødet har udviklet sig til," siger den nye programchef i en pressemeddelelse.
Kristian Lind er født i havnebyen Hasle på Bornholms vestkyst og voksede op på Klippeøen. Han har siden 2012 været ansat hos Finansforbundet i København som politisk kommunikationsansvarlig, og han forsætter i stillingen sideløbende med det nye job som programchef.
Han har en kandidat i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation fra Copenhagen Business School (CBS)
Foreningen Folkemødet har udover Kristian Lind valgt at ansætte Anita Jakobsen Aird, og med tilføjelsen af de to er hele sekretariatet på plads til dette års stortræf i Allinge, hvilket glæder direktør Mads Akselbo Holm.
Anita Jakobsen Aird kommer fra en stilling som marketingskoordinator hos Færgen i Rønne og starter 1. marts 2017.
Folkemødet på egne ben – sådan da
Fra årsskiftet er Folkemødesekretariatet rykket over i Foreningen Folkemødet og derved udskilt fra Bornholms Regionskommune.
Indtil da har Folkemødet været et kommunalt projekt, men nu er det tid til at stå på egne ben. Sådan da. Man samarbejder nemlig stadig med Regionskommunen om at skabe Danmarks største politiske event.
At Folkemødet er blevet en selvstændig forening kommer til at betyde en del. Men lige nu og her betyder det især, at sekretariatet har fået nye telefonnumre og emails.
Du kan se de nye kontaktoplysninger på vores hjemmeside.
Deadlines for eventuel tilmelding af events
Intet Folkemøde uden debatter, taler, koncerter og andet. Derfor åbnes der den 1. marts 2017 for tilmelding af events.
Medio februar udgav Folkemødet årets eventvejledning; her kan du læse, hvordan man tilmelder events, hvilke krav der stilles til de enkelte events og meget mere.
Derudover er der følgende deadlines for tilmelding af events:
3. maj kl. 12.00 – Sidste frist for tilmelding af events der skal med i det trykte program.
17. maj kl. 12.00 – Sidste frist for gratis tilmelding af events. Tilmelding af nye events herefter og frem til 31. maj koster 2.000 kr. ekskl. moms i gebyr per event.
31. maj kl. 12.00 – Tilmelding af events herefter koster 3.000 kr. ekskl. moms i gebyr per event.
Årets folkemøde på Nordbornholm finder sted fra torsdag d. 15. til søndag d. 18. juni 2017.